I det åbne vinterlandskab, med eller uden sne, træder kragefuglene tydeligt frem og har gerne scenen for sig selv. Som altædende standfugle rider de den ugunstige årstid af, mens mange andre fuglearter med mere specifik diæt har måttet trække mod mildere himmelstrøg
I snæver forstand er kragefuglearterne (slægten Corvus) mellemstore sorte fugle med varierende indslag af gråt. Gråtoneskalaen harmonerer med vinterens farveløse landskab, og mange med uøvet øje vil være fristet til at anse dem alle for krager. Men med lidt skærpede sanser er det ikke svært at skelne mellem arterne. Foruden forskelle i fjerdragt og størrelse yder de den service, at de siger, hvad de hedder – med lidt god vilje.
Ravnen er musvågestor og helt kulsort, smukt changerende i sollys. Hoved og især næbbet er meget kraftigt, og halen er lang og tilspidset. I flugten synes hoved og hale at rage næsten så langt ud for og bag som vingerne på den anden led. Et flyvende kors – med en r-rullende, dyb og klangfuld stemme ”krrråvn – rråvn – korrp”, en skøn, vildmarksagtige lyd, som det er let at blive fortrolig med. Ravnen er fåtallig, man ser som regel en enkelt fugl eller et par; det er Odins kloge fugl og passer fint ind i Lejres Skjoldungeland. Ravnen er kommet igen i det danske landskab, efter at have været næsten skudt bort for 70 år siden.
Kragen, eller rettere gråkragen, er mindre end ravnen, tofarvet i sort og lysegråt, som natten og tågen. Den er kendt af alle og optræder i mange eventyr og i den grumme børnesang om den hæslige jæger -”Højt på en gren en krage sad”, med den sjove melodi i Balkan-agtig 5/4-dels takt. Den er sky og letter med et hæst ”Kraah – kraah”, farvel og tak til den hæslige jæger.
Rågen er helt sort, bortset fra et iøjnefaldende lysegråt, nøgent parti omkring næbbet. Flokvis afsøger råger det åbne land efter alt spiseligt, og gerne i kølvandet på gyllespredning. De har lært, at hvad der måtte være tilbage af orme og andre smådyr i jorden gispende søger op til overfladen for at undslippe ammoniakdøden. Men så står rågerne parat, ”Råhh – råhh”, råber de. Når sneen dækker markerne, kommer de gerne ind til bebyggelse og kan vralte tillidsfuldt omkring på stier og fortove efter noget at æde. Sidst på vinteren begynder rågerne at tilse deres reder i kolonier højt til vejrs i store træer. Hormonerne bobler og tilfører purpurglans i de sorte fjer. Det går ikke stille af de næste måneder.
Hør rågens stemme.
Alliken er den mindste i kvartetten, den er kortvinget og sort med smukt silkegrå kinder og nakke og har et blidt, svagt lyseblåt blik. Den er talrig, og fra flyvende flokke lyder en karakteristisk kakofoni af miavende ”kiaa-kiaa-kiaa”. Det er diftonglyden a-i, der har givet alliken navn. ”Aike” havde måske ramt bedre – på svensk hedder den Kaja, på engelsk Jackdaw. Om vinteren overnatter allikerne selskabeligt i toppen af større træer, gerne sammen med råger. I eftermiddagens mørkning kommer de flyvende i blandede og højrøstede flokke og lander for natten i grenværket, så det ser ud som om de vinternøgne træer pludselig springer ud med flagrende, sorte blade og blomster. Vestsjællands hovedby ved den gode naturhavn fik navn efter alliken: Esbern Snarre opførte sin højtliggende middelalderborg tæt ved en lille skov med mange alliker – det blev så til borgen ved kialunden, med andre ord: Kalundborg.
Hør allikens stemme.
Stor tak til Ian Heilmann for en pragtfuld artikel om kragefuglene.