Vrede, sorg og skam – og et stort kollektivt svigt

Prædiken ved høstgudstjenesten i Rødding kirke 8. oktober 2023
Teksten fra Mattæusevangeliet kap. 22

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?«

Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Amen.

Jeg er vokset op i Han Herred – landet mellem hav og fjord, som det bliver kaldt – fordi det er den der smalle stribe land mellem Limfjorden og Jammerbugten. I fugleflugtslinje havde vi under 5 km til fjorden og mindre end 10 km til Vesterhavet. Men selvom vi boede så tæt på både hav og fjord, så kom vi ikke til vandet hver eller hver anden dag. Langt fra faktisk. Vi kom der ret sjældent.

Men en sommer fandt vi alligevel på, at vi skulle prøve at fange ål i Limfjorden – ved Bygholm Vejle. Vi brødre byggede en glibe – en trekantet kasse af træ med net omkring. Vi lavede også en stage, som vi kunne bruge til at jage ålene ud af ålegræsset og ind i gliben.

Vi kom afsted med gliben nogle få gange. Men vi fangede ikke noget. Det var nemlig det år, hvor ålen forsvandt fra Limfjorden. Det var overraskende. Vi forstod det ikke helt. Men det havde jo sikkert noget med vandkvaliteten at gøre – tænkte vi.

Nu er det mellem 45 og 50 år siden.

I løbet af alle de år er der gradvist kommet mere og mere foruroligende meldinger om, at der er noget helt galt med vandmiljøet. Der blev flere og flere episoder med voldsom algevækst og iltsvind i de indre farvande. Lystfiskerne fangede mindre og mindre. Det var en langsom men sikker forfaldshistorie. Og der blev gættet på årsagerne. Der kom forskellige forklaringer.

Men i de sidste tyve år har vi vidst lige præcist, hvad det handler om. Og alligevel har vi ikke gjort det nødvendige. Nu ser vi resultatet. I år kom vi til det afgørende vendepunkt. Nu er fjordenes økosystemer kollapset. Livet i de indre farvande er simpelthen væk nu.

Det er uendeligt triste billeder, vi ser – i fjernsynet og ude i virkeligheden – i de her dage. Døde fisk i millionvis på stranden ved Louns. Dykkere, der svømmer hen over en fuldstændig livløs fjordbund. Bunden er dækket af et sort lag mudder, som meget betegnende bliver kaldt for et liglagen. Når de vifter med hånden, så er det kun mudder, der hvirvles op. Under mudderet er der giftige svovlgasser.

“Når jeg ser billeder af døde fisk og ødelagte, livløse fjorde, så er hæderligt virke ikke det første, der dukker op i mine tanker. Så tænker jeg tvært imod på et stort kollektivt svigt. Vi har ikke være ansvarlige forvaltere. Vi har ikke værnet om den og det, som er svagest. Vi har ikke elsket. Vi har derimod høstet mere af verdens ressourcer, end vi kan tilkomme

Sognepræst Niels-Peter Lund Jacobsen”

I de sidste dage har jeg tænkt meget over, hvad det er for følelser, som de forfærdelige billeder vækker i mig. Og det er nok en blanding.

Der er i hvert fald en god portion vrede forbundet med det – vrede over, at vi ikke har handlet i tide. Vi har kendt problemet i årevis. Vi har faktisk også kendt løsningen. Men vi har ikke magtet at handle på vores viden. Vi har ladet stå til, indtil et helt økosystem er kørt ud over kanten.

Men det er mere end vrede. Det er også sorg. Jeg synes virkelig, det er sorgfuldt at se et stykke værdifuld natur bliver behandlet så destruktivt. Der var et mangfoldigt univers under vandet. Nu er det udslettet – måske ikke for altid, men i hvert fald i adskillige årtier fremover.

Og det er ikke bare vrede og sorg, der melder sig. Billederne af den ødelagte fjordbund og de mange døde fisk kalder også på skam.

Det er skamfuldt at vide, at det er vores menneskelig aktivitet, der smadrer noget så smukt. Det er et stykke skaberværk, som bliver destrueret. Hvis vi tror på, at Gud har skabt verden og bedt os om at vogte og værne hans skaberværk, så har vi svigtet på det skammeligste.

Jesus blev engang spurgt, hvad det største bud i loven er. Han svarer: Du skal elske!

Du skal elske Gud, og du skal elske din næste. Men altså: Du skal elske! Så er vi nok nødt til at spørge: Kan vi bruge ordene skal og elske i samme sætning? Kan vi kommandere med kærligheden på den måde?

Her kan du høre hele præstens prædiken

Vi er mest vant til at tænke på kærligheden, som en følelse, der kommer og går helt af sig selv. Men hvis det kun handler om vores følelser, så giver det ikke mening at stille krav. Vi bestemmer ikke selv, hvad vi føler. Ingen kan forlange af os, at vi føler kærlighed – hverken til Gud eller til vores næste.

Så når Jesus siger: Du skal elske – så må det betyde, at kærligheden ikke bare er følelse, men også vilje. Kærlighed er handling. Kærlighed er, at vi gør det, som er godt og rigtigt og gavnligt – for Gud og for vores næste.

Når Jesus siger: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, så betyder det ikke, at vi konstant skal gå rundt med en blød og varm følelse i vores hjerter, når vi tænker på Gud. Så betyder det i al sin enkelhed, at vi skal bære det ansvar, som Gud har lagt hen til os. Når Gud har givet os den opgave, at vi skal vogte hans skaberværk, så skal vi ikke udplyndre jorden og ødelægge den. Så bærer vi ikke vores ansvar.

Og når Jesus siger: Du skal elske din næste som dig selv – så betyder det heller ikke, at vi nødvendigvis skal mobilisere en bestemt varm følelse for alle mennesker omkring os. Det betyder derimod, at vi skal være i verden på en måde, så verden bliver ved med at være beboelig – ikke bare for os selv – men også for alle andre.

Vi ejer ikke verden. Vi er sat i verden som forvaltere. Vi skal tænke på os selv som forvaltere. Der er især én salme i salmebogen, som understreger det perspektiv. Jeg tænker på høstsalmen: Du gav mig, o Herre.

Salmen begynder nok så kækt med at sige: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord, som jeg nu min egen må kalde. Ud fra det kunne vi godt forledes til at tro, at vi har fået vores mark, vores plads i verden, til evig arv og eje. Gud gav mig mit sted. Nu er det mit. Nu kan jeg bestemme over det.

Men senere kommer salmen til fornuft og indrømmer: Den mark, som blev min, var altid dog din – altså Guds. Vores mark, vores sted i verden, vores ansvarsområde, har vi kun til låns. Der var andre lånere før os. Og der er andre, som kommer efter. Vi er forvaltere en stund. Og set i det store perspektiv – så er det en ganske kort stund. Det, som vi har fået betroet den korte stund, det skal vi kunne levere tilbage i forsvarlig stand. Det følger helt selvfølgeligt af opgaven som forvaltere.

Forvaltertanken kommer allerstærkest til udtryk i salmens sidste vers:

Så lær mig da, Herre, at dig til behag
jeg bruger det pund, mig blev givet,
at fylde med hæderligt virke min dag,
at hjælpe og værne om den, som er svag,
at elske, thi deri er livet.

Når jeg ser billeder af døde fisk og ødelagte, livløse fjorde, så er hæderligt virke ikke det første, der dukker op i mine tanker. Så tænker jeg tvært imod på et stort kollektivt svigt. Vi har ikke være ansvarlige forvaltere. Vi har ikke værnet om den og det, som er svagest. Vi har ikke elsket. Vi har derimod høstet mere af verdens ressourcer, end vi kan tilkomme.

Så har vi kun de allersidste linjer i salmen at klynge os til. Salmen ender i en bøn:

 … giv mig til sidst
et navn, Herre Krist,
som er i din livsbog indskrevet!

Trods dårlig forvaltning. Trods svigt af den svageste. Trods det, at vi med rette kunne stilles til ansvar, så ber vi:

… giv os til sidst
et navn, Herre Krist,
som er i din livsbog indskrevet!

Amen.

Læs om den genetablerede Rødding Sø

Bannerbillede: Liglagenet breder sig over stadig større arealer på havbunden. Foto: Peter Bondo Christensen