Af Søren Rønhede
KOMMENTAR Lige indtil denne regering sprang ud af forhandlingslokalerne, ville man ikke have troet den mulig, selv om Socialdemokratiet og Venstre i de sidste årtier har ført stort set den samme politik – på skift..
Når det ene hold fik ministerløn, var det andet hold på minister-efterløn.
Indimellem skal der jo være folketingsvalg, og med mediernes trofaste hjælp blev det store vælgerbedrag sat i scene:
RØD kontra BLÅ.
Som vælger skal du vælge mellem:
RØD BLOK og BLÅ BLOK
Det blev hamret løs af tjenstvillige medier, som vist nok et langt stykke selv troede på det. I valgkampen logrede både S og V med lokkemad.
Det kunne være en beskeden og for de fleste uopnåelig Arne-pension med tilhørende “hjertelige” omfavnelser (Socialdemokratiets Mette Frederiksen i 2019) eller fortsat håndværkerfradrag til de altid betrængte, men i realiteten stærkt forkælede, danske husejere (Venstres Lars Løkke Rasmussen i 2015).
Disse markeringer skulle tjene til at give valget mellem de to muligheder, RØD og BLÅ, et skær af troværdighed som adgangsbillet til at forestå den politik, der opstår i krydsfeltet mellem Finansministeriets delvist mørklagte, ideologisk bestemte regnemodeller og spindoktorernes populistiske beregninger.
“SMV kan også lade sig inspirere af Anders Fogh Rasmussens regeringstid fra 2001, hvor den store forbrugsfest baseret på friværdier, dvs. privat tilegnelse af samfundsskabte jordværdistigninger, og skandaløst billige huslån først sluttede med finanskrisen i 2008, hvorefter festens iscenesætter i 2009 stak af fra regningen”
S og V enige om at holde magten hos sig selv
Denne model viste sig god for begge magtpartier, der er enige om det for dem helt grundlæggende:
- Fastholdelse af Morten Bødskovs offentlighedslov – uden offentlighed – fra 2013. Den skal holde offentlighedens øjne væk fra magtens cirkler. Mørklægningsloven, som den kaldes, er enestående blandt demokratier.
- Lukkethed omkring økonomisk bidrag til partierne.
- Nul karenstid for ministre, men fortsat mulighed for at hoppe direkte fra ministerpost til lukrativ toppost i erhvervslivet eller en interesseorganisation, som man har tjent godt som minister; en praksis, som normalt ikke er mulig i demokratiske lande.
Med denne regering bortfalder den hidtidige magtdelingsmodel. Nu kan man ikke føre valgkamp på RØD kontra BLÅ.
Listen kan sikkert gøres længere; men S og V var enige om at holde magten hos sig selv.
Man kan sige, at S og V har taget konsekvensen heraf ved at gå i regering sammen. Venstres personstridigheder har splittet partiet op i flere, så det nu er blevet til SVM. Det gør ingen forskel.
Men med denne regering bortfalder den hidtidige magtdelingsmodel. Nu kan man ikke føre valgkamp på RØD kontra BLÅ.
Dermed løber magtpartierne den store risiko, at vælgerne får øjnene op og pludselig ser, hvordan de er blevet trukket rundt ved næsen, når de troede, at S og V stod for hver deres.
Da Morten Bødskov blev justitsminister i 2011, kastede han sig straks ud i – sammen med V og K – at få ført “mørklægningsloven” gennem Folketinget. Den lov havde han og hans parti modsat sig under VK-regeringen. Det er bare ét eksempel.
Helt forudsigeligt dykker S og V nu i målingerne. Nu kan de ikke skjule, at de i det store og hele vil det samme. Derfor søger mange vælgere nu til andre partier.
De store demonstrationer – udløst af regeringens store bededags-stunt, der for længst af økonomer er afsløret som et stort bluffnummer – kunne tyde på, at koalitionen har opnået det, den først af alt ikke ønskede:
At folk får øjnene op.
Store interesser på spil
Der må være meget tungtvejende grunde til, at S og V er gået i regering sammen.
Her følger et bud: Svaret ligger i en udtalelse fra den nu nye landbrugsminister Jacob Jensen (V) på Facebook:
“Skal vi afsøge muligheden for et regeringssamarbejde, når den mulighed nu er opstået, med markante politiske indrømmelser til følge – eller skal vi overlade de afgørende mandater til venstrefløjspartierne og lade dem sætte retningen?” (13. dec.)
Med den nye regering ser det ud til, at det konventionelle landbrug kan ånde lettet op. For umiddelbart kunne man undre sig såre over, at Venstre valgte at gå i regering med S og deres detroniserede formand.
Men store, meget store, interesser stod på spil.
Landbrugstoppen på Axelborg, landbrugets hovedkvarter, måtte frygte, hvad der kunne komme, hvis det “rød-grønne” flertal fik fire år mere.
Kunne Mette Frederiksen fortsat spise støttepartierne af med ord, eller kunne landbruget risikere handling?
Landbruget er en stor underskudsforretning – trods enorme tilskud.
Det er landbrugstoppen, der bestemmer. I mindst fyrre år har den drevet gæk med offentligheden. Frygten for, at den trafik kunne blive bragt til ophør, har nødvendiggjort denne regering.
Nu er landbruget ude af klemmen. SVM-regeringen vil nøjes med små, stærkt markedsførte, kosmetiske tiltag
Mette Frederiksen har i over tre år holdt støttepartierne hen. Med det rød-grønne flertal i hus for anden gang, frygtede landbruget, at presset for en omlægning kunne fremtvinge:
- Anstændig behandling af produktionsdyr
- Bortfald af den folkesundhedstruende massemedicinering med antibiotika
- Mindre import af foderstoffer, der truer regnskoven – og
- Gradvis overgang til økologi til sikring af drikkevand og natur.
Nu er landbruget ude af klemmen. SVM-regeringen vil nøjes med små, stærkt markedsførte, kosmetiske tiltag.
Der sker først noget den dag, de farlige antibiotika-dyrkede bakterier for alvor slipper ud af fabrikkerne.
Derfor er fabrikkerne også hermetisk tillukkede.
Imens kan Mette Frederiksen forsøge at nyde fire års fast flertal “hen over midten”, selv om irriterende, men ligegyldig knurren i krogene kan forstyrre freden og sjæleroen, og hun igen må træde i funktion. Det har vi set nogle gange til den ugentlige seance, hvor partilederne spørger statsministeren.
Men hun kan vel bare bede Folketingets nye formand, Søren Gade, om at skrotte denne ugentlige forestilling, som Mogens Lykketoft fik indført?
Men noget tyder på, at Mette Frederiksen har lært sig en ny måde at håndtere andre partiledere på:
Nu svarer hun pænt-pænt. Selvfølgelig er rent drikkevand meget meget vigtigt. Selvfølgelig skal vi værne om naturen både til lands og til vands. Selvfølgelig, selvfølgelig, men aldrig noget konkret. Det kan ses som en videreudvikling af statsministerforgængeren Lars Løkke Rasmussens retorik til de ugentlige seancer: Han leverede mange opvisninger i mesterdisciplinen “sort tale”.
“Venstres vilje – landets lov”
Meget betegnende nævnes kollektiv trafik ikke under regeringsgrundlagets afsnit “En grønnere transport”. Området er tildelt en venstreminister, som allerede er i gang med at nedprioritere togtrafikken.
Venstre ved vi altid, hvor vi har. Nu tilført 50 “socialdemokratiske” tillægsmandater. Som prof. Jørgen Dich prognostisk udtalte i 1970: “Venstres vilje – landets lov.”
De nuværende tal tyder på, at regeringen står til at miste magten senest om knap fire år. Men måske vil den forsøge at vende stemningen med en vild forbrugsfest som i Poul Schlüter-regeringens første år. “Det går ufatteligt godt.”
Festen sluttede med Danmarksrekorden i betalingsbalanceunderskud 1986, som udløste “kartoffelkuren”, “fattigfirserne” og Danmarksrekorden i arbejdsløshed. Selv de hårde år i 1930’erne blev slået. Siden da har de borgerlige meningsdannere hyldet Poul Schlüter for hans økonomiske genopretning og haft held med at tørre krisen af på Anker Jørgensen, der gik i 1982, lige før det internationale opsving, som Schlüter-regeringen ødede bort.
SMV kan også lade sig inspirere af Anders Fogh Rasmussens regeringstid fra 2001, hvor den store forbrugsfest baseret på friværdier, dvs. privat tilegnelse af samfundsskabte jordværdistigninger, og skandaløst billige huslån først sluttede med finanskrisen i 2008, hvorefter festens iscenesætter i 2009 stak af fra regningen.
Med SVM-regeringen har vi heller ikke så meget godt i vente. Det bekræftes dagligt af dens ministres og ordføreres arrogance og tomme retorik.
Søren Rønhede er historiker og pensioneret lærer fra USCJ. Han blev medlem af Alternativet i januar 2014 og var partiets folketingskandidat i 2015. Han var med til efter valget i 2019, hvor han meldte sig ud. Uffe Elbæks tur til dronningen “blev prikken over i’et” for hans vedkommende, siger han. Han bor i Vordingborg.
Meget præcist, tak for det!
Læg dertil den evindelige snak om merarbejdets nødvendighed når samfundet er ramt af stress og præstationsangst og kloden skriger på mindre ressource og energi forbrug.