Biblomst – nu også ved Svendborg

Organist, lic.scent. Ian Heilmann sender denne glade sommernyhed fra sit hjem på Thurø i Det Sydfynske Øhav:

Det vakte berettiget opsigt i botanikerkredse, da orkidéen biblomst for femten år siden ved et tilfælde blev fundet i en sydvendt og delvis tilgroet grusgrav ved Horsens fjord, som første danske fund. Fem år efter dukkede den op nær Himmelev på Sjælland, og forrige år ved Faaborg. I år har den så slået til på Tåsinge. Man har ellers skulle langt ned i Tyskland for at støde på den.

Biblomst hører til en mærkværdig orkidéslægt med det videnskabelige navn Ophrys. Det er græsk og betyder øjenbryn, og hentyder til, at mange arter i slægten har delvis lodne blomster. Det har så igen noget at gøre med bestøvningsforholdene, som oftest er højst fascinerende. F.eks. har flueblomst en blomst, der ikke blot ligner men også dufter som en hunlig gravehveps. Det kan hannerne ikke stå for og parrer sig med flueblomsten, som herved bliver bestøvet. Hannen får muligvis en frydefuld oplevelse, men nye hvepse kommer der ikke ud af det.

Flueblomst har i lange tider haft én dansk forekomst, på Sjælland. Biblomstens blomst har en påfaldende lighed med en humlebi, men er ikke desto mindre selvbestøvende. Langt de fleste arter i slægten vokser i områder omkring Middelhavet.

Hvordan finder biblomsten vej til Danmark, kan man spørge? Jo, medens ulven er kommet løbende på sine grå ben, er biblomstens frø kommet flyvende. Orkidé-frø er nemlig så mikroskopisk små, at de spredes med vinden, ligesom græspollen. Så altså: ”Frø af biblomst er føget over hegnet” – med lune søndenvinde. Anderledes vanskelig er spiringen. Den begrænsende faktor er jordbund, svampe, temperatur og konkurrence fra den øvrige flora. De danske forekomster findes på tørre, lune, lysåbne og næringsfattige arealer.

Det nye voksested på Tåsinge er en sandet bakke på græsland, som har ligget brak de sidste par årtier og været anvendt til græsning af husdyr. Der er ikke blevet kunstgødet eller pløjet, siden sidste rapsmark blev høstet i sluthalvfemserne. Det har så ført til, at en større mangfoldighed af mere nøjsomme plantearter gradvis har kunnet etablere sig på de magre partier, inklusive den sjældne skov-gøgeurt. 

Arealet på Tåsinge er en smuk demonstration af, hvordan den meget artsrige kulturlandskabstype – overdrevet – langsomt kan genskabes, ved hjælp af passende græsningstryk, lejlighedsvis slåning og så ellers bare lade tiden gå. Der er ganske vist lang vej igen til at kunne sammenligne med Rødme Svinehaver og dens mange tusindårige overdrevshistorie.

Men fortsætter de gode takter med traditionel, økologisk græsningsdrift, vil yderligere andre sjældne nøjsomhedsarter kunne indfinde sig i fremtiden. Det kunne f.eks. være guldblomme, som vokser i Svinehaverne på den anden side af Svendborgsund. Dens noget større frø kan også flyve – med en lille mælkebøtteagtig faldskærm.