Her er rapportens forside – klik her for at læse hele rapporten.

Dansk udviklingsbistand går til Mærsk og Danone igennem Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU). Det viser en rapport om Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og dens investeringer i store danske virksomheder.

Vores udviklingsbistand kan bruges bedre. IFU er en dansk, statsejet investeringsfond, der investerer i udviklingslande og i såkaldte vækstlande. IFU har både egne investeringer og administrerer en række fonde, som investerer efter samme logik som IFU: De investerer primært i store danske virksomheder med et højt afkast.

Siden 2015 har IFU fået over 900 mio. kr. i udviklingsbistand, og pensionskasser har investeret milliarder i IFU’s fonde. IFU’s erklærede formål er at ”bidrage til bæredygtig udvikling i udviklingslande og bidrage til realiseringen af FN’s Verdensmål.”  Men virkeligheden er dog en anden.

Det er centralt i FN’s Verdensmål at mindske klimabelastningen drastisk og støtte mindre virksomheder og landbrug, men denne rapport viser, at IFU primært støtter store virksomheder, der i mange tilfælde udleder store mængder drivhusgasser.

Sådan ser IFU sig selv.

IFU har i dag investeringer i fem forskellige oliekraftværker og for over 600 mio. kr. i enorme svinefabrikker, som har et højt CO2 aftryk. 11 procent af IFU’s egne investeringer går for tiden til Danmarks største virksomhed, Mærsk, hvilket illustrerer, at IFU fokuserer på meget store virksomheder. Derudover har IFU investeret massivt i Danones datterselskab, Fan Milk, der laver mejeriprodukter i Vestafrika.

Danone har ligesom mange andre multinationale virksomheder holdingselskaber i skattelylande, hvor virksomheder placerer deres penge for at undgå skattebetaling. Fan Milk importerer deres mælkepulver fra EU, hvor mælkeproduktion får høje tilskud fra EU’s landbrugsstøtte og derfor kan udkonkurrere lokale mælkebønder. Vi bør ikke bruge vores udviklingsbistand og pensionsopsparinger på sådanne investeringer.

Med disse eksempler viser denne rapport, at IFU ikke prioriterer bæredygtighed og lokal udvikling. Det altoverskyggende formål for IFU er derimod at få et højt afkast og at støtte store danske virksomheder.

I denne rapport konkluderes, at den danske regering bør ændre IFU’s mandat fundamentalt, så IFU i stedet investerer i bæredygtig produktion. IFU bør støtte lokale, mindre virksomheder og landbrug, da det er dem, som er motoren for en bæredygtig udvikling – ikke store danske og multinationale virksomheder.

Læs hele rapporten.

Visited 7 times, 1 visit(s) today

Skriv en kommentar