BL-Stævningen2012
BL-stævningen blev lanceret med brask og bram og stærkt overdreven propaganda, men er nu trukket tilbage.

Siden 2012 har protestorganisationen Bæredygtigt Landbrug opretholdt en stævningstrussel mod Miljø- og Fødevareministeriet med krav om annullering af statens vandplaner, men 29. juni 2016 har BL-sagføreren Hans Sønderby meddelt Vestre Landsret, at man opgiver søgsmålet.

Der var tale om en højprofileret stævning, som fik disse voldsomme ord med på vejen af proprietær Flemming Fuglede Jørgensen, da den blev afleveret 27. april 2012. Kravet var, at vandplanerne og randzone-lovgivningen skulle tages af bordet med det samme. Fuglede Jørgensen udtalte bl.a.:

Fuglede
Proprietær Fuglede Jørgensen har gang på gang brugt stævningen som en åbenlys trussel mod Fødevareministeriet bl.a. på DR2.

“Det er en særdeles alvorlig beslutning for os i Bæredygtigt Landbrug, at stævne vores eget fædreland – men vi har følt os nødsaget til det, fordi gode argumenter samt saglige og faglige indspil ikke har vist sig at være nok, og vi frygter derfor, at hvis vi ikke stævner her og nu, så bliver lovene om Vandplanerne og randzonerne ført ud i livet til stor skade for det danske samfund.”

“Konsekvenserne af Vandplanerne bliver, at en fjerdedel af landbrugsjorden i Danmark sumper til, fordi vedligeholdelsen af vandløbene ophører. I Bæredygtigt Landbrug mener vi desuden, at implementeringen af Vandplanerne er ulovlige og strider direkte mod EU´s vandrammedirektiv, og det vil vi nu have rettens ord for”.

Studsgaard
Denne mail afslørede de hemmelige forhandlinger mellem BL og Fødevareministeriet.

Stævningen skulle have været hovedforhandlet i efteråret 2015, men hemmelige underhåndsaftaler mellem fødevareministeriets departementschef Henrik Studsgaard og proprietær Fuglede Jørgensen resulterede i en udsættelse til 22. februar 2016. Det var ved den lejlighed, at departementschefen på vegne af daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tilbød BL indflydelse på kommissoriet til den forskergruppe, der skulle belyse fremtidens behov for vedligeholdelse af de danske vandløb.

Siden da har BL flere gange bedt om udsættelse hos landsretten for at udnytte stævningstruslen. Fuglede Jørgensen koketterede gang på gang med effekten:

eva-kjer-forsidenBT
Venstre-ministeren Eva Kjer Hansen kom på forsiden af BT i januar 2016, da hendes maskepi med Fuglede Jørgensen blev afsløret. Halvanden måned senere måtte hun forlade ministerposten.

“Kan vi få vores vilje med fredelige og faglige midler, vil vi naturligvis helst det. Men hvis vi fortsat ikke får renset vore vandløb, ser vi desværre ikke anden udvej end at føre retssagen til ende – uanset ministerens initiativer undervejs”, siger formand Flemming Fuglede Jørgensen i en udtalelse på organisationens hjemmeside den 10. februar 2016.

Men 8. juni 2016 udløb landsrettens tålmodighed.  Man ville ikke længere overveje “sagsøgers retlige interesse i en videreførelse af sagen ved domstolene”, oplyser statens advokat Karsten Hagel-Sørensen i en mail til gylle.dk 28. juni 2016. Dagen efter kastede Bæredygtigt Landbrug håndklædet i ringen og bad retten hæve sagen.

Visited 12 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.