Den europæiske plan for at standse tilbagegangen af sjældne arter i EU er direkte uambitiøs, men nogle steder er arbejdet helt til grin. Sådan lyder det fra Jacob Heilmann-Clausen, der er lektor ved Statens Naturhistoriske Museum, som bakkes op af flere danske forskere i den holdning. Det skriver ingeniøren.dk 17. juni 2015.
Det er habitatdirektivet, som skal beskytte sjældne naturtyper og arter i EU, som Heilmann-Clausen skyder på. Direktivet sætter intet mål for, hvornår medlemslandene skal have vendt tilbagegangen af arterne. Derfor kan landene bruge al den tid, de vil – uden konsekvenser.
Selv har Heilmann-Clausen i flere år haft direktivet tæt inde på livet i forbindelse med sit arbejde på skovområdet, og han er skuffet.
»Man kan roligt sige, at direktivet er uambitiøst og upræcist i forhold til skovområdet. Der mangler nogle klare målsætninger og kriterier, i forhold til hvad man forstår ved gunstig bevaringsstatus, og hvor hurtigt man skal opnå forbedringer. Det skinner virkelig igennem, at man ikke har været klar i spyttet og ikke har gjort sig det helt klart, hvad man vil med direktivet. Det handler rigtigt nok om biodiversitet, men udmøntningen må nationalstaterne selv om. Derfor er det i nogle lande vældig ambitiøst og andre steder helt til grin,« siger han.
Habitatdirektivet er fra 1992. Dengang blev der udpeget arealer i alle lande på størrelse med to gange Spanien, hvor landene forpligtede sig til at vende den ofte ugunstige bevaringsstatus.
I dag, 23 år senere, er målet om at vende den ugunstige bevaringsstatus og bremse tabet af biodiversitet stadig ikke opfyldt. Samlet set for EU er status for 77 pct. af naturtyperne og 60 pct. af arterne under direktivet stadig stærkt ugunstige, fremgår det af en ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur.
En del af forklaringen er, at land- og skovbrug udgør den største trussel mod biodiversiteten. En anden del af forklaringen skal finde i den måde, direktivet er skruet sammen på, vurderer seniorrådgiver Jesper Reinholt Fredshavn fra Nationalt Center for Energi og Miljø.
Umiddelbart virker det rigtigt, når direktivet udpeger naturtyper og arter, og sætter mål for, at de skal bringes i en gunstig bevaringsstatus. Men direktivet definerer ikke, hvad gunstig bevaringsstatus er, eller hvornår målene skal være opfyldt.
»Det er helt op til de enkelte lande selv at finde ud af,« siger Jesper Reinholt Fredshavn.
Herhjemme har vi 252 områder under direktivet, som tilsammen udgør 9 pct. af landarealet og 18 pct. af havet. I den seneste rapportering til EU fra 2013 var 68 pct. af de beskyttede naturtyper og 27 pct. af arterne i en ugunstig bevaringsstatus.
Siden 2004 har Danmark kørt et særligt overvågningsprogram, der skal give et billede af, hvordan det går med biodiversiteten i områderne. Danmark skal hvert sjette år indberette frem- eller tilbagegangen i områderne på baggrund af overvågningen, men fordi det startede i 2004 var det en ufuldstændig rapport, der blev sendt til EU i 2007. Den seneste rapport fra 2013 er derfor den bedste hidtil, men kan ikke sammenlignes med de gamle rapporter fra 2007 og 2001. Næste gang der laves en rapport er i 2019.
Udfordringerne er ifølge Jesper Reinholt Fredshavn blandt andet, at landene selv må tolke direktivet. Derfor er det vanskeligt at finde en fælles beslutning for, hvordan direktivet skal udføres. Derudover mangler der en klar definition af grænsen mellem gunstig og ugunstig bevaringsstatus.
Det eneste landene har bundet sig til er, at tilstanden i habitatområderne skal være stabil eller gå fremad. Det betyder, at et ugunstigt område i princippet kan forblive ugunstigt, så længe det ikke bliver værre med tiden. Det er derfor svært for EU-Kommissionen at stille noget op over for landene, når der ikke er en egentlig udløbsdato.
»Det er en udfordring. Uden en deadline er der ikke er samme pres på medlemslandenes administration for at gøre noget. De kan heller ikke forholde sig til, om den indsat, de yder, er tilstrækkelig, og hvor lang tid der skal til, før det går i den rigtige retning. Det giver en uklarhed og manglende præcision,« siger han.
