Det hører til de umistelige naturoplevelser at se og høre en lærke lette fra jorden og stige syngende til vejrs.
Straks efter at have fået luft under sine svirrende trekantede vinger slipper den lille gråbrune fugl en uophørlig og jublende koncert af gnistrende fløjtekvidder løs fra sin strube og ud gennem det åbne næb. Alt i mens det går op og op i den klare forårsluft, i en støt stigende spiral mod himlen, indtil fuglen kun anes som en prik i det blå. Så er luften fuld af lærkesang, svagere nu og svært at retningsbestemme – indtil det så pludselig stopper, og fuglen nu tavs daler ned som en lille faldskærm mod sit udgangspunkt på marken eller engen. Det er ikke så sært, at lærkesangen gennem tiderne har inspireret til så megen poesi og musik. Og den er tillige et lille sindbillede på påskens beretning om glædesfyldt opstandelse.
I faglig sammenhæng taler man om territoriehævdende sangflugt, en adfærd som mange fugle, knyttet til åbent land, benytter sig af. I mangel på trætoppe eller husgavle må man løfte sig op ved egen kraft for at få budskabet ud. Det er den velkendte og folkekære sanglærke, der her er beskrevet. For en menneskealder siden at betragte som Danmarks almindeligste fugl.
Hedelærken er mindre og sjældnere, det er en lærkeart man her i landet først og fremmest skal til Jyllands magre egne for at støde på. Sandede strøg, gråklit og heder op til spredt nåletræsbevoksning er typisk hedelærkeland. I dette barskere og mere nedtonede landskab, så forskelligt fra den fede fynske have, virker hedelærkens vidunderlige sang ekstra stærkt. Den er mindre kvidrende, noget tøvende til start, men stiger så i styrke hen mod slutningen med en nærmest vemodigt hjertegribende serie af smukke fløjtetoner: lyj-lyj-lyj-lyj-LJYJ-LJYJ-LJYL. Og udsendt som regel også i svimlende sangflugt, hvor den lille og korthalede lærke nemt kommer til at forsvinde i æterens flimmer. Måske Danmarks smukkeste fuglesang. Hør den her.
Der er i alt en snes lærkearter i Europa, alle sandfarvede småfugle og alle, med hedelærken som delvis undtagelse, bundet til naturligt åbne og træløse vidder: sletter, stepper og ørkner. Det var sandsynligvis skovrydning og agerbrugets fremkomst, der for ca. 7.000 år siden gav sanglærken mulighed for at brede sig til mellem- og nordeuropæiske breddegrader. Det samme skete for en lang række andre steppe- og engfugle fra syd, som f.eks. hvid stork, markpiber, engsnarre, kirkeugle, vagtel, ellekrage, hærfugl, kornværling, slangeørn, hedehøg, stortrappe og flere.
Mange af disse arter er siden enten forsvundet helt igen eller gået meget tilbage, som følge af udrulningen af intensiv landbrugsdrift, den svulmende urbanisering og asfalt- og cementeringen i mobilitetens umættelige tjeneste. To ud af tre danske sanglærker er forsvundet gennem de sidste fyrre år. I al sin enkelhed er det et spørgsmål om mangel på fugls føde.
