Clopyralid er skrappe sager, der kun må anvendes af professionelle og under strikte regler. Alligevel ender rester af sprøjtegiften i de flydende gødninger, der er godkendt til økologisk jordbrug. Etikette fra Middeldatabasen

Af en rapport over Haveselskabets arbejde i 2020-2021 fremgår det, at selskabet har fået analyseret og påvist et stort indhold af pesticidrester i flydende gødning godkendt til økologisk jordbrug. Fundet stiller et stort spørgsmålstegn ved Miljøstyrelsens kontrol med økologiordningen.

Det er Haveselskabet, der oplyser om de giftige fund i en pressemeddelelse den 14. april 2021.

Misdannede tomatplanter efter vanding med økologisk gødning. Illustration fra Haveselskabets rapport

Misdannede planter vakte mistanke

I 2020 fik Haveselskabet en del henvendelser fra medlemmer om, at deres tomatplanter af uforklarlige årsager blev syge. Tomat og peberfrugtplanter blev misdannede med grove, krøllede blade og væksten gik i stå.

Direktør Charlotte Garby, Haveselskabet

Planterne var næsten alle dyrket med tilsætning af forskellige flydende gødningsprodukter, som er ”Godkendt til økologisk jordbrug” og et enkelt mærket ”Også til økologiske haver”. Derfor besluttede Haveselskabet at gå ind i sagen:

 – Vi fandt ret hurtigt ud af, at skaderne fra de syge planter stemmer overens med tilsvarende symptomer, der kan opstå ved brug af ukrudtsmidlerne aminopyralid eller clopyralid. Det er midler, der selv i meget små doser kan gøre skade på tomatplanter, siger Charlotte Garby, direktør i Haveselskabet, ifølge artiklen.

Påvist skadelige stoffer

Haveselskabet bad derfor, de medlemmer, der havde haft skader på deres planter, om at sende jord og gødning, som de havde brugt til dyrkningen, ind til Haveselskabet. Efterfølgende har Haveselskabet fået de flydende gødninger testet og resultatet er ikke til at tage fejl af:

Her er dokumentationen for de giftige fund i flydende plantegødninger til økologisk jordbrug. Tabel fra rapporten

 – Analyserne viser voldsomt høje værdier af clopyralid i alle de gødninger, vi har fået undersøgt. Selvom det kan vise sig at være nogle enkelte partier, der har været forurenet, er det uacceptabelt, at det overhovedet kan lade sig gøre, at de stoffer havner i gødningsprodukter, siger Charlotte Garby.

Rapporten afslører atter den lemfældige omgang med de giftige sprøjtemidler, der ender overalt i miljøet uden for de dyrkningsfelter, de spredes på. Foto: Niels Riis Ebbesen

Stammer fra sprøjtede roer

De flydende gødninger produceres bl.a. af et restprodukt fra sukkerproduktion kaldet vinasse. Og problemet med de skadelige stoffer opstår, fordi det faktisk er lovligt at bruge ikke-økologisk plantemateriale i produkter godkendt til økologisk jordbrug. Det vil sige, at selvom der på en flydende gødning står ”Godkendt til økologisk jordbrug”, kan gødningen hovedsageligt være fremstillet af ikke-økologisk dyrkede planter eller plantemateriale.

Gødningerne er altså produceret af roer fra marker, der er blevet sprøjtet med ukrudtsmidlet clopyralid. Stoffet havner efterfølgende i de flydende gødninger – også selvom disse er godkendt til økologisk jordbrug.

Så mange tons aktivt stof af clopyralid sælges der i Danmark. Fra Middeldatabasen

Kun hvis flydende gødning er udstyret med det kendte røde Ø-mærke, er det et krav, at indholdet stammer fra økologisk dyrket plantemateriale.

Analyse viser høje koncentrationer

Haveselskabet  har i februar 2021 fået testet seks flydende gødninger, der ifølge producenten kan anvendes i økologisk dyrkning. Gødningerne er indsendt til det norske institut for bioøkonomi (NIBIO), der har testet for stofferne aminopyralid og clopyralid. Mens der ikke er fundet aminopyralid, er der fundet høje koncentrationer af clopyralid i gødningen.

Der findes ikke en officiel grænseværdi for indhold af clopyralid i flydende gødning, men Haveselskabets tilknyttede eksperter vurderer, at tomatplanter kan skades allerede ved få mikrogram pr. kilo gødning.

I bekendtgørelsen af lov om gødning og jordforbedringsmidler (LBK nr. 16 af 04/01/2017) fremgår det, at gødningsprodukter ikke må have en skadelig virkning for menneskers, dyrs eller planters sundhed.

Indholdet af clopyralid i de testede gødninger svarer til, at allerede, når du har vandet dine planter med 1-2 liter gødningsvand (altså flydende gødning opblandet i vand i anbefalet dosis), så har du overskredet den mængde clopyralid, som en plante kan tåle. Clopyralid ophobes i jorden og i planten, så koncentrationen af clopyralid stiger for hver gang, der bliver vandet.

Illustration fra rapporten.

Undgå de flydende gødninger indtil videre

Haveselskabet anbefaler, at du som haveejer undgår de økologiske, flydende gødninger godkendt til økologisk jordbrug, indtil producenterne har givet en klar garanti for, at der ikke findes skadelige stoffer i gødningen.

Der findes forskellige alternativer, du kan bruge i stedet:

  • En Ø-mærket økologisk, flydende gødning
  • Standard flydende drivhusgødning (ikke godkendt til økologisk jordbrug)
  • Fast gødning, som enten fås som ren NPK eller som organiske gødningskugler.

Haveselskabet vil have certificering

Haveselskabet har på baggrund af resultaterne taget kontakt til producenterne for sikre at problemerne med de flydende gødninger bliver løst. Indtil producenterne kan garantere, at der ikke findes skadelige stoffer i deres flydende gødning, anbefaler Haveselskabet, at man ikke anvender organiske, flydende gødninger.

Læs selve rapporten

Bannerfoto: fra rapporten

Visited 49 times, 28 visit(s) today

Kommentarer

  1. Ovre i England er problemet med Clopyralid så stort, at de økologiske avlere er nødt til at teste alle de gødningsmaterialer, kompost, organiske og flydende gødnings som de indkøber, på bakker med plantespirer, inden de kan anvende gødningen på deres afgrøder.

    På denne YouTube video kan man høre, hvordan en anerkendt engelsk økolog fortæller om problemet

  2. Pingback: Roetoppe og græs kan blive vigtige ingredienser i fremtidens mad, men Teknologisk Institut glemmer sprøjtegiftene | Gylle.dk

  3. Brug økologisk gødning og slå dine planter ihjel. Er der stadig nogen, der ikke fatter at økologi er et kæmpe bluffnummer?

  4. Pingback: De sprøjter din honning – og det er lovligt | Gylle.dk

Skriv en kommentar