Knortegas_DOF
Bestanden af lysbuget knortegås tæller blot 6.800 fugle – og er i frit fald…

Den lysbugede knortegås kan komme i klemme og bogstaveligt talt miste terræn, når vandstanden stiger på grund af ændringerne i det globale klima. Det frygter Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Bestanden af lysbugede knortegæs på Svalbard og i Nordøstgrønland, der med sine blot 6.800 individer, er en af verdens mindste gåsebestande, vil de næste årtier miste levesteder i en grad, så artens eksistens kan blive truet.

Der er udsigt til kaos for knortegæssene i takt med en stigende vandstand på grund af højere temperaturer som følge af ændringerne i klodens klima.Bestanden er allerede reduceret fra 8.450 til 6.800 individer i løbet af kun to år fra 2010.

Hvis den lysbugede knortegås på Svalbard og i Nordøstgrønland skal reddes, kræver det overordnet planlægning og snarlig handling, mener Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

– På kort sigt handler det om at få plejet og afgræsset knortegæssenes livsvigtige enge, som i dag er stærkt truet af tilgroning, fordi mange græssende husdyr er forsvundet fra det fri. På længere sigt skal vi sikre vækstvilkårene for ålegræsset og den øvrige naturlige vegetation i fjorde og lavvandede kystområder, som er vitale for den lysbugede knortegås, siger Egon Østergaard, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening.

– Vi kan også overveje at fjerne eller rykke diger tilbage i særligt vigtige områder for knortegæs, så engens natur kan få mere spillerum til at brede sig ind i landet i takt med vandstandsstigningerne. Det haster med en samfundsmæssig diskussion af problematikken, for stort set alle prognoser og eksperter peger på, at vi vil miste lave landområder på grund af den højere vandstand i verdenshavene, siger Egon Østergaard.

 

Visited 15 times, 4 visit(s) today

Comments are closed.