Flyvende sangsvaner. Maleri: Ian Heilmann

Nu er sangsvanerne ankommet til den danske vinter. De er budbringere fra navnløse, blanke og sortvandede søer, utalligt strøet ud i de endeløse vidder af mos- og lavbegroet nåle- og birkeskov fra Nordskandinavien og videre østpå.

I vildmarkens korte, lyse og myggebefængte sommer har de langhalsede og gulnæbbede svaner ruget deres kuld ud, milevidt fra al menneskelig aktivitet. Det er ynglepladser så grundigt forskellige fra de mere hyggelige danske søer, moser, damme og voldgrave, som knopsvanen, den velkendte og folkekære H.C. Andersen-fugl, bebor.

Ian Heilmann

Men nu er sangsvanerne trukket over store afstande til vesteuropæiske breddegrader med isfrit saltvand, bl.a. det sydfynske øhav. Som en giraf rækker sin lange hals op efter højtsiddende blade og kviste på savannens træer, strækker de svømmende svaner deres lange halse ned efter bundvegetation på svanehalsafmålte vanddybder. Eller også flyver sangsvanerne ind på marker, hvor der er dækket op med vinterafgrøder. Det er efterhånden sjældent, at snedække er en forhindring.

Skårupsunds friske vande er vinterkvarter for mange sangsvaner. Det er et privilegium for thurinere og andre at kunne høre svanernes råb til hinanden i stille vinteraftner. Det lyder, som blev der blæst i fjerne lurer, en vildmarkskoncert ikke ulig traners trompeteren. Og eventyret fortsætter: Gennem det sidste halve århundrede har sangsvaner overvundet noget af deres skyhed over for mennesker – der yngler nu sangsvaner så langt sydpå som Skåne – og et og andet par ved nordvestjyske søer.

Sangsvaner. Foto: Wikipedia

Sangsvanerne er med til at fortælle en af tidens gode naturhistorier: føler fugle sig trygge i menneskets naboskab, så trives de. Altså lige under forudsætning af, af der også er noget at spise. Tilstedeværelsen af havørn, kongeørn, trane, rød glente og andre store ikoniske arter i den danske natur bidrager også til fortællingen. Desværre er der fortsat langt flere livsformer, hvis levesteder og fødegrundlag svinder ind som følge af naboskabet med mennesket. En af tidens altoverskyggende opgaver er finde vej til en levevis, som kan vende denne udvikling. Kultur og natur burde ikke være hinandens modsætninger.

Sangsvanen har fået sit navn på grund af sin klangfulde stemme, så forskellig fra det hæse hvæs, som dens rødnæbbede fætter knopsvanen højst kan levere. De gamle mente, at sangsvanens stemme blev ekstra skøn, lige inden svanen lagde sig til at dø. Herfra stammer begrebet svanesang.

Salmedigteren Hans Adolph Brorsons sidste poetiske udladning, der udkom året efter hans død i 1764 fik af eftertiden navnet ”Svane-Sang”. Men Brorson synger også fuldtonet ud i sine pragtfulde julesalmer. Pietistisk poesi med botanisk klangbund bliver det, når vi med ham synger: ”Den yndigste rose er funden / blandt stiveste torne oprunden.”

Visited 2 times, 1 visit(s) today

Skriv en kommentar