DEBAT: Vi giver økonomisk tilskud til nyttiggørelse af naturen, og hvis arealer bliver unyttige, fjerner vi tilskud. Dermed har vi stadig støtteordninger, der modarbejder biodiversiteten og gør, at vi risikerer uigenkaldeligt at miste vores naturrigdom, skriver biolog.
Det skriver biolog Louise Imer Nabe-Nielsen i Den Danske Naturfond, den 3. maj 2019 på Altinget.dk.
I den senere tid er løsninger på biodiversitetskrisen debatteret her i Altinget. En krise, der betyder tab af arter og dermed vores fælles naturarv. Svalehale, urfugl, lund-ranunkel og mindst 300 andre danske arter har vi allerede mistet. Og mindst 1.500 arter ”hænger i med neglene”. Hvis vi på samme måde var ved at miste en tredjedel af vores kulturarv, ville der lyde et ramaskrig.
Debattørerne er kommet med mange gode forslag til løsninger på biodiversitetskrisen, som for eksempel mere plads til natur, fokus på truede arter, urørt skov, reel naturbeskyttelse, samarbejde og flere penge. Så langt så godt. Hvad er så næste skridt?
Vi nedsætter en kommission, der skal komme med bud på konkrete biodiversitetsmål. Men hov – de mål eksisterer jo allerede! Biodiversitetskonventionens Aichi-mål er 20 konkrete mål for at stoppe tilbagegangen af biodiversitet. Danmark og 192 andre lande underskrev disse mål i 2010 med krav om målopfyldelse i 2020.
Den uløste krise
Men
hvorfor har vi så ikke løst biodiversitetskrisen? Det skyldes, at
selvom Aichi-biodiversitetsmål er meget konkrete, så er det stadig
elastik i metermål og uden konsekvenser for manglende målopfyldelse. Så
uden vilje til en helhjertet indsats for biodiversiteten kan
biodiversitetsmålene udvandes til ingenting.
Et godt eksempel er debatten om, hvor meget plads et landbrugsland som Danmark skal og kan reservere til natur. Ifølge Aichi-biodiversitetsmål 11 skal mindst 17 procent af landarealet være beskyttet natur i 2020. Det er jo ret præcist, så hvorfor er der overhovedet en debat om plads til natur?
(forts.)
Læs hele artiklen på Altinget.dk.
