Der er budt op til en festlig dag, når Danmarks Naturfrednings-forening inviterer til leslåning som i de gode gamle dage søndag den 15. juni på den fynske gård Stenbjerglykke. Det danske landshold i leslåning vil undervise på dagen, så der er garanti for gode resultater. Det skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse 12. maj 2014.
Tag familien med til en dejlig dag, hvor I får en introduktion til det traditionelle håndværk, der stort set er forsvundet, tilbyder foreningen. Det er en skam, da det både er en sjov og sund aktivitet for hele familien. Samtidig er det en skånsom måde at pleje naturen på – hvad enten det er sommerhusgrunden eller blomsterengen.
Danmarks Naturfredningsforening har hyret det danske landshold i leslåning, der sammen med professionelle naturplejere vil stå for dagens undervisning. Nick Leyssac fra Danmarks Naturfredningsforening fortæller:
– Alle kan lære at slå med le – hvis blot man kommer godt fra start. Når teknikken først er lært, er det som en dans på engen, der både kan bruges til at vedligeholde blomsterengen i sommerhuset eller i naturen.
Kurset finder sted i smukke omgivelser på den økologiske gård Stenbjerglykke, Vester Skerninge, Fyn.
På gården er der masser af plads til børn og leg, og man kan opleve et landbrug som på bedstefars tid. Kornet høstes med le, og der er både heste, geder, får, gæs og høns. Kort sagt kan man opleve ”den autentiske bonderøv”.
Kurset er en del af Danmarks Naturfredningsforenings ”Naturens Universitet”. Deltagelse koster 500 kr. og prisen inkluderer undervisning af Danmarks bedste leslåere, frokost, kage, kaffe, the og vand. Vi sørger for førsteklasses udstyr.