Duehale, en natsommerfugl fra Sydeuropa, står stille i luften og suger nektar fra en lavendelblomst og minder på denne måde slående om en kolibri. Det er et sjældent eksotisk indslag i den danske natur om sommeren, men som vi sikkert kommer til at møde oftere i fremtiden. En have på Drejø, 3. aug. Foto: Ian Heilmann

Overskriften er navne, som i sig selv er gode at smage på og som sender associationer på vingerne i mange retninger. Men der er tale om et par af sensommerens sommerfugle

Duehale og Bredpande er så forskellige som nat og dag, hvad der i øvrigt passer helt fint med, at den ene er en natsommerfugl, den anden dagsommerfugl. Men Duehalen afviger fra sin gruppes gængse døgnrytme ved at være dagaktiv, ligefrem et solskinsdyr. Hovedudbredelsen ligger langt mod syd, omkring Middelhavet. Den er sjælden i Danmark, men kommer flyvende hertil, når sommervejret er særligt varmt og tørt. Det har så ikke lige været tilfældet i snart lange tider, men var det til gengæld i forsommeren.

Nu er der duehaler rundt omkring, og de vækker berettiget opsigt, når man ellers bliver opmærksom på dem: En lysegrå, cylindrisk og lodden krop med smalle okkergule vinger, der svirrer som et højfrekvent flimmer for at holde det ikke uanseelige dyr luftbåren. Bagkroppen ender i lidt diffus sort-hvid tværstribning, som med god vilje kan minde om ringduens haletegning. Duehalen står stille i luften foran blomster af forskellig slags og stikker sin lange, knæbøjede sugesnabel i blomstens nektargemmer, et sekund eller to, for så abrupt at rykke videre til næste blomst, med sugesnablen under flugten rullet ind som en tynd urfjeder.

Bredpande suger nektar fra blomstrende lancetbladet vejbred. Alene ud fra den svage mørke streg på overvingen er det svært at bestemme arten, når følehornskøllernes underside ikke lader sig inspicere. Levestedet tyder dog på Stregbredpande. Enorm variation i farver, former og størrelser gør sommerfuglene til en yderst fascinerende og populær gruppe af insekter. Mejlhoved, Drejø, 3. aug. Foto: Ian Heilmann

På denne måde minder denne europæiske natsværmer slående om kolibrier, de meget små fuglearter, som udelukkende lever i Amerika. Adskilt af et ocean udfylder disse to væsensforskellige organismer samme kontrakt, afstemt af årmillioners evolution: Blomsten bliver bestøvet mod at belønne bestøveren med nektar. Duehaler besøger ikke sjældent haver, hvor der er blomster med sydlig herkomst, f.eks. lavendler.

Natsommerfugle og dagsommerfugle adskilles først og fremmest på forskellene i deres følehorn. De er hos førstnævnte forsynet med små tætsiddende fjerbørster i hele længden, som en kam. Hos dagsommerfuglene er følehornene glat trådformede, med en lille kølle for enden.

Ian Heilmann i felten

Bredpander er en familie af ret små og kompakte dagsommerfugle med store hoveder og fjernsiddende følehorn. En håndfuld af de otte danske bredpandearter har ravbrune vinger og ser meget ens ud i forbifarten.

De to nærtstående arter Stregbredpande og Skråstregbredpande skal man nærmest indfange med net eller fotografere med specialoptik for at se den afgørende forskel: Sidstnævnte har i modsætning til førstnævnte en lille orange plet på undersiden af følehornenes sorte køller. Begge arter har lange snabler og kan stadig ses her i august, på steder med åbne og u-gødskede græsarealer og varieret vild flora. Kig efter et lille orangebrunt lyn og afvent, at dyret sætter sig roligt for at suge nektar fra en blomst, eller for at suge varme fra den livgivende sensommersol.

Vær i øvrigt med til at værne om den vilde flora og dermed insektfauna ved at droppe kemi og spare på græsslåningen.

Bannerbillede: På de tørre dele af Drejøs strandenge flagrer det med sensommerens dagsommerfugle. Her Okkergul randøje med sit skarpe øje ved randen af den okkergule overvinge og mere slørede blik på den musegråt akvareltonede undervinge. Arten er almindelig og er knyttet til en variation af græsarter på mager bund. Følehornene sidder tæt, i modsætning til bredpandernes. Foto: Ian Heilmann

Visited 111 times, 18 visit(s) today

One Comment

  1. Sidste sommer havde jeg fornøjelsen at få besøg af en duehale i 2 dage, hvor den minutiøst svirrede rundt i mine lyserøde floks. Jeg fik taget en dejlig video af “min lille colibri”

Skriv en kommentar