Debatten om rewilding-konceptet har fået stor betydning, fordi det er lykkedes at overbevise den siddende miljøminister Lea Wermelin (S) om konceptets påståede positive betydning for biodiversiteten i statens skove. Imidlertid er der ingen faglig enighed om konceptet, som diskuteres livligt både i åbne og lukkede fora på de sociale medier. Vi bringer et centralt indlæg fra debatten her.
Blandt de mest aktive fortalere for konceptet finder man Aarhus-forskeren Rasmus Ejrnæs, der også har været medforfatter på en 124 siders rapport med titlen ”Biodiversitetseffekter af rewilding” fra DCE ved Aarhus Universitet. Rapporten var bestilt og betalt af Miljøstyrelsen, og den fremstiller og beskriver rewilding-konceptet i et positivt lys.
Redaktionen bad professor emeritus i palæoøkologi, biolog, dr.scient. Bent Odgaard fra Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet om en faglig vurdering og anmeldelse, og ifølge Bent Odgaard lever rapporten ikke op til forskningens klare krav om objektiv hypotesetestning. Rapportens baselinediskussion er i stedet et debatindlæg, og det er næppe, hvad opdraggiveren har bedt om – eller hvad vi alle er tjent med, skrev Bent Odgaard. Du kan læse Odgaards anmeldelse her.
Anmeldelsen vakte stor vrede på det lukkede debatforum biodiversitet.dk, der administreres af ansatte på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Imidlertid har redaktionen modtaget et uddrag af debatten, som seniorforsker Rasmus Ejrnæs har leveret, og vi har bedt professor Bent Odgaard forholde sig til de mange påstande i Ejrnæs’ indlæg.
Debatten præsenteres som en Q and A-tekst, hvor Ejrnæs’ påstande er markeret med citationstegn og blå skrift, mens Odgaards svar er i kursiv. Værsgo – god fornøjelse, men husk at holde den gode tone, hvis du bidrager til den fortsatte debat her på siden.
“Jeg er skeptisk over for professor emeritus Odgaards lidt forældede økosystemforståelse. Odgaard har leveret en stor palæoøkologisk forskningsindsats, som er al ære værd, men ikke egnet til at slå yngre forskere i hovedet med indenfor et lidt andet forskningsområde. Men hans tolkning af de store dyrs rolle i økosystemerne hviler på den besynderlige præmis at dyrene har spillet en stor rolle i kulturlandskabet som tamdyr, men ikke har spillet nogen væsentlig rolle i naturlige økosystemer som vilde dyr. Det er en økologisk set usammenhængende tolkning, som overser at hele den meget omfattende lyskrævende og lyselskende flora, fauna og funga, som findes i tempererede egne af Europa i dag skulle være opstået efter landbrugets indtog. Hvor skulle den være kommet fra?”
Jeg havde ikke troet, at det skulle være nødvendigt, at minde om den helt afgørende forskel på græsningsregime af vilde dyr og af husdyr: vinterfodring. Vinterfodring var den revolution, som gjorde, at en stor population af dyr kunne bringes igennem den årstid, hvor foderet i naturen er meget begrænset, og derfor også begrænsede for naturlige populationer af græssende dyr i fortiden. Det er da også derfor vi ser de åbne landskaber, der breder sig især i bronzealder og jernalder, og som er frembragt af husdyr, som omhyggeligt var fodret af mennesket gennem vinteren. Eller som i nogen grad fandt føde på de udbredte lyngheder, som også frembragtes og vedligeholdtes af mennesket – til samme formål. Vinterfodring er uhyre veldokumenteret fra yngre stenalder og fremefter.
Jeg har selvfølgelig aldrig påstået, at den lyselskende flora og funga ”skulle være opstået efter landbrugets indtog”. Det er typisk stråmand at tillægge mig et så tåbeligt udsagn. Diskussionen vedrører ikke evolutionen, men arternes udbredelsesmønstre under ”ikke-menneskepåvirkede forhold, og deres spredninger i takt med landbrugets udbredelse. Min grundlæggende holdning er, at når der skabes store lysåbne områder af husdyr, så spredes også arter knyttet til sådanne habitater. Og disse lysåbne habitater var i vores området efter alle tilgængelige evidenser (pollen, plantemakrofossiler, erosionsindikatorer) kun i meget begrænset omfang tilstede før landbruget blev indført i de perioder, hvor klimaet var sammenligneligt med det nuværende. Hvorfor forholder Rasmus Ejrnæs sig ikke til de fakta om fortidens naturlige græssere, og deres tilsyneladende ringe påvirkning af vegetationen i Eem og Holocæn, som jeg fremlægger.
Spørgsmålet er, hvorfor mange fortalere for rewilding ikke ønsker at anerkende disse fakta? Svaret er tilsyneladende ideologi, som forhindrer disse fortalere i ikke at beskæftige sig med den påvirkning, som landbruget har haft i årtusinder, og den heraf resulterende store udbredelse af lyskrævende miljøer.
“Som græslandsforsker er jeg ikke imponeret af pollenforskerens forståelse af naturlige processer i vores lysåbne natur. Der er solid økologisk evidens for at de store planteædere har afgørende betydning for levesteder og processer i vores økosystemer i dag og ingen grund til at tro at de ikke også har haft det før mennesket udryddede de vilde dyr og erstattede dem med tamdyr.”
Jeg har fremlagt overbevisende evidens for en ringe påvirkning, hvorfor ikke forholde sig til den evidens?
“Mennesket har naturligvis formet landskaberne helt utroligt meget, men vi har ikke ændret synderligt på økosystemernes måde at fungere på. Så hele det videnskabelige rationale for at slippe naturen fri efter genopretning af naturlig hydrologi og naturlige planteæderfaunaer er kernesundt og har sådan set ikke noget at gøre med holdninger.”
Rewildingkonceptet er i højeste grad holdningsbaseret. Man postulerer et bestemt billede af fortiden, et billede som ikke kan underbygges af palæoøkologisk evidens. Det er historieforfalskning.
“Så måske er Bent Odgaard i virkeligheden ude i en klassisk projicering her. Han foretrækker kulturlandskabet, hvor mennesket har rollen som herrens hyrde og går derfor til angreb på sine kolleger for at være uvidenskabelige. Det er dårlig stil, og jeg håber, at jeg selv kan lade være med at falde i den grøft, når mine videnskabelige forestillinger en gang bliver detroniseret og omgjort af en klogere generation af forskere.”
Jeg har intet ideologisk ærinde, jeg forholder mig til evidens. Jeg forholder mig derimod ikke til forskeres alder, men til deres argumenter. Hvis nogen viser mig overbevisende evidens om vilde græssendes dyrs store påvirkning af fortidige danske økosystemer, skifter jeg som forsker mening. Indtil da er min holdning klar og baseret på den faglige evidens, som jeg har fremlagt i bl.a. anmeldelsen af rewilding-rapporten.
“Og så er jeg naturligvis glad for at vi har haft Professor Jens-Christian Svenning med til faglig kommentering af rapporten, så vi har kunnet sikre at den netop bygger på solidt forankret faglig viden og ikke på en bestemt forudfattet mening eller forestilling.”
Denne faglige kommentering ændrer intet på, at rapporten bevidst udelukker alternative tolkninger, og dermed er ensidig og uegnet til rådgivning.
“Jeg får også lyst til at tilføje, at jeg tror Odgaard har misforstået noget meget grundlæggende omkring rewilding: Rewilding er ikke en idé om at naturen skal se ud på en bestemt måde. Og man kan derfor ikke vurdere relevansen af rewilding ud fra en tolkning af data fra fortiden. Rewilding er baseret på en videnskabelig grundforståelse af at biodiversiteten bedst forvaltes i selvforvaltende økosystemer med naturlige processer og et minimum af menneskelig indgriben. Denne grundforståelse er ikke noget vi har opfundet til lejligheden i rewildingrapporten, men derimod noget man kan læse i IUCN’s kategorisering af beskyttede naturområder.”
Rasmus Ejrnæs har utallige gange henvist til historiske processer i sin anbefaling af rewilding, og rapporten gør det tilsvarende, bl.a. i sine forsøg på at estimere intensiteten af naturlig græsning. Disse overvejelser udgør en ramme for moderne forsøg med rewilding, og den kan dermed ikke undslippe sin historiske reference.
Dyremishandling i sin reneste form. Udsultede heste i en indhegning burde give fængsel.
Som ikke-biolog har jeg et spørgsmål, jeg håber bliver besvaret.
Hvordan sikres det, at ønskede planter som eksempelvis vårkobjælde, men også andre rødlistede plantearter ikke ædes, nedtrampes eller bortskrabes af de store græssere, der er udset til at æde uønsket vegetation?
Et væsentligt aspekt af konceptet Rewilding eller naturpleje med vintergræsning er vel netop at konstruere en ubalance mellem fødegrundlag og antallet af græssende dyr. Derved vil risikoen for at disse dyr æder de “forkerte” planter, vel øges.
Selv har jeg observeret, at rådyr gerne æder plettet gøgeurt, og tilsvarende kan man vel forestille sig, at husdyr, der tilmed er sultne, ikke afstår sig fra at æde rødlistede plantearter,
Gid man havde samme bekymring overfor de ødelæggelser,og den dyremishandling som foregår i det konventionelle landbrug.
Et eller andet sted er det kontra stridigt i en kllmatid hvor stort set alle er enige i vi skal plante mere skov og urørt natur man iså ndhegner store arealer, fjerner biomasse og indsætter klov og hovdyr….jeg har en mistanke om at fonds og EU midler er indblandet.
Det giver ikke mening at se og vurdere biodiversitet uden mennesket! Vi skal tænke mennesket og alle vores aktiviteter ind i resten af naturen, vi er som bekendt en del af naturen. ;o)
Det kan være nærliggende og fristende at tænke på og ønske en natur som er uspoleret af mennesker, fordi vores aktiviteter er så ødelæggende overfor resten af naturen og vores tilstedeværelse direkte truer andre arters liv, ja hele klodens samlede natur.
Men vi er her og vi skal fortsat være her. Kigger jeg ind i øjnene på et nyfødt spædbarn, er jeg selvfølgelig for længst overbevist om barnets og alle levende væsners ret til et liv på jorden!!! Det burde være indlysende og det er vel også indlysende for alle, i hvert fald når man tænker på alle vores skønne børn og deres fremtid! Selvfølgelig har mennesket som art også ret til at være her på kloden!!
Så mennesket hører med i ligningen.
Derfor giver det ikke mening at tænke natur og genopretning af biodiversitet og økosystemer uden at medtænke vores aktiviteter.
Derfor er rewilding helt uden menneskers indgriben ‘u-naturligt’, det er vores hegn, det er vores ansvar!
I øvrigt har vi mennesker også et ansvar og empati overfor vilde dyr, vi prøver at hjælpe dyr, der er i nød og har store smerter, vilde som tamme.
Vores aktiviteter ER skadelige på mange områder, vi fylder for meget, vores maskiner udleder ekstremt meget CO2, byerne er stenørkener, landbruget (især konventionel) skader økosystemet på dyrkningsarealer, osv.
Derfor må det handle om at stoppe med silo-tankegang, som Katherine Richardson så rigtigt påviser og i stedet tænke i systemer. Vi skal genopdage helheden i alt, se alle sammenhænge. 1+1=3. Det er ikke nok at dele alting op i specialer og dernæst samle det igen. Synergien er større end de samlede enkeltdele, mennesket og livet er mere end forståelse af kredsløbet, hjerte-lunge-funktion, hormoner, blodbaner etc.
Som hun forklarer: Når ‘primitive’ kulturer lever i harmoni med naturen, var og er det især fordi de lever TÆT på naturen. De ser den skov, der ikke bare kan fældes eller floden, der bliver forurenet, hvis de ikke passer på.
Alt for mange mennesker lever i dag fjernt fra naturen og selv den mest basale viden om biologi er der ikke. Det er en vittighed, at kyllinger kommer fra Netto, men i realiteten lever mange mennesker, som om maden kommer fra en køledisk og ikke indgår i en meget stor sammenhæng. At vores tøj måske fremstilles af fattige mennesker, måske endda børn og at tøjet forurener der, hvor den produceres. Den billige bomuld dyrkes på måder, der ødelægger økosystemet osv.
Ja, der er en udtalt arrogance fra rewilderinggruppen, når andre end deres egne synspunkter fremføres.
Jeg har i nogle af trådene i biodiversitet stillet to enkel spørgsmål, men aldrig fået svar.
1) Er det høje og uændrede græsningstryk som foregår på Molslab naturlig
2) Hvordan ser det ud i sammenligning med den største naturskov i Europa, Bialowieza i Polen og Hviderusland.
Jeg er så en af de meget få, der i dagens verden har fuld tillid til naturens orden, der blot skal have rum og fred, for så over tid at genskabe den optimale balance i det pågældende område. Så det er på ingen måde afgørende, om man udsætter køer, grise, heste og lignende. Naturen skal nok selv regulere de arter væk igen, som ikke er til fordel for naturområdet, de er sat ud i.
Mennesket (Homo sapiens) er den eneste art af samtlige arter, der kan handle imod naturens love, men er ikke iagttagende de psykologiske love er en del af dette lovsystem. Der målrettet nedbryder menneskets naturlighed. Hvorfor mennesket er den eneste art af samtlige arter, der konsekvent er opformerende det psykisk syge.
Så man skal begribe naturen som et ufravigeligt lovsystem, der eksisterede før mennesket, og vil fortsætte uanfægtet efter mennesket er udryddet fra jordens overflade.
Hvorfor vil man have græsset helt i bund, så dyrene tvinges til at æde gyvel m.v i natur nationalparker, når naturstyrelsen ved udleje af styrelsens arealet går den modsatte vej, og ønsker mindre græsningstryk, ved at anbefale, og kræve mindre antal dyr på arealerne. Og i øvrigt forbyde vintergræsning, stort set alle steder, i hvert fald i Nordjylland, hvor jeg lejer jord af naturstyrelsen.
Ulf Nielsen.
“Rewilding er baseret på en videnskabelig grundforståelse af at biodiversiteten bedst forvaltes i selvforvaltende økosystemer med naturlige processer og et minimum af menneskelig indgriben.”, skriver Rasmus Ejrnæs ovenfor.. Rammerne – indhegningerne – sætter fuldstændig betingelserne for, hvilke biologiske processer, der kan eksistere. Det “selvforvaltende” er en illusion, et indholdsløst begreb, en menneskabt konstruktion i og med, at der indsættes et ikke naturligt hjemhørende græssere i et for stort antal i forhold til areal.
Den “menneskelige indgriben” er da voldsom og determinerende – ikke i det daglige, hvor dyrene skal klare sig selv, som det hedder, men i selve konstruktionen – indhegningerne og den skabte ubalance mellem fødegrundlag og græssere.
Ja, det er jo det paradoksale ved Molslab projekter, idé og praksis stemmer ikke helt overens.
Som jeg ser det skaber de ikke oprindelig natur, men mere det overgræssede guldalderlandskab.
Jeg har det bedste indtryk af Molslab projektet og det er da heller ikke dem, der har været mest i søgelyset. Nationalpark Mols Bjerge og Molslab er to forskellige ting.
Jeg har netop set endnu en video fra Molslab på Fb og tænker rewilding et langt langt stykke hen af vejen er en rigtig god idé. Som Morten DD beskriver det i den lille videofilm, så blev der brugt masser af tid og kræfter på at slå græs, klippe rynket rose ned, osv. Nu passer det hele sig selv på fornem vis.
I Molslab projektet er man mig bekendt meget opmærksomme på dyrevelfærden og at der jo er tale om en kunstig indhegning. Er der syge eller svage dyr griber man ind.
Det jeg argumenterer for er at det er kunstigt, ja u-naturligt at tage mennesket helt ud af ligningen, når vi snakker natur, klodens samlede natur, etc. Vi er her og vores adfærd, selv nok så skadelig, må regnes med. Det er INDLYSENDE at vi skal ændre adfærd og stoppe med en ret moderne form for natur-udnyttelse, som mange gang er fordi vi er for langt væk fra naturen i dagligdagen.
Og at vi tænker i siloer i stedet for systemisk og i helheder, som Kathrine Richardson, vores førende klimaforsker også er inde på i sin bog om bæredygtighed.
Mennesket er en del af biodiversiteten på kloden og jo mere mangfoldigt vi tænker biodiversitet, herunder blandt mennesker og menneskers kultur, jo bedre leveforhold for alle på kloden.
Når nogle taler for at gå tilbage til en tid, hvor mennesket enten ikke var her eller havde en meget lille påvirkning på naturen, giver det for mig at se ikke mening, andet som en fantasi og drøm om tidligere tider. Det er heller ikke særlig let at finde frem til hvad der er totalt uberørt natur, dvs. uberørt af menneskehånd. Vores enge fx indeholder en stor artsrigdom, netop på grund af landbrugets dyr, der i mange år græssede der. Noget vi gerne vil beholde.
Så det er ikke et enten eller, som jeg ser det, men derimod en langt mere frugtbar udfordring om hvordan vi alle arter på kloden, mennesker såvel som alle de andre, nu og fremover kan leve i et frugtbart kredsløb med så høj grad af biodiversitet som muligt. Og i hvert fald en biodiversitet, der stiger, som den altid har gjort det siden klodens tidligste tider og ikke som lige nu, er i et faretruende fald…
Jeg synes, at det er fint, at man laver eksperimenter på Molslab.
Problemet som sådan er ikke eksperimentet, men at det bliver beskrevet som en genopretning af vild natur, det er det ikke!
Som jeg ser det, overgræsses området unaturligt, og jeg har ikke kunnet få svar på, i hvordan man forholder sig til det aktuelle græsningstryk, i forhold til et naturligt.
Så har man nogle forestillinger/påstande om “oprindelige” landskaber og græssere, som nok ikke er helt realistiske, og ikke stemmer overens med virkeligheden.
Og så hersker der en vis arrogance overfor meninger der ikke helt flugter med Molslab´s.
Jeg mener, at f.eks. Carsten Rahbek har en lidt mere nuanceret og saglig holdning til rewildering.
På de arealer jeg har set overgræsses der bestemt ikke.
Ejrnæs præsenterer ikke et eneste fagligt argument, i modsætning til Bent Odgaard. Ejrnæs forsøger derimod at validere sin ideologi, som den er præsenteret i biodiversitetsrapporten, ved at henvise til faglig kommatering af Jens-Christian Svenning. Jens-Christian Svenning er en af biologerne bag Biodiversitetsrapporten, en af bagmændene til “rewilding Mols” og han sidder samtidig i bestyrelsen for 15. Juni Invest, der en fond under 15. Juni Fonden, der tjener store summer på at støtte op om rewildingkonceptet og i den forbindelse investerer i opkøb af jord, der (indledningsvis?) kan anvendes til dette formål.
Samme Jens-Christian Svenning deler ligesom Ejrnæs visionen om bl.a. elefanter i deres rewilding-fatamorgane i Danmark. Begge herrer har vist læst for meget Rune Engelbreth og for lidt omkring god forskningsskik.
Til gengæld er de begge sikret fast job og fede indtægter, hvis konceptet gennemføres og Danmarks nye magtelite bliver rewildingbiologerne.
Det bliver så tydeligt, hvem der har den faglige kasket på og hvem der blot er styret af en usaglig, fanatisk ideologi.
Endnu engang et fagligt 1-0 til Bent Odgaard.
Da man skal holde en pæn tone over for Wermelin og co., har jeg svært ved at finde passende ord.
Odgaards udlægning understøttes af Eske Willerslevs forskning.
De tidlige “store græssere” uddøde pga. klimaændringer og ændringer i deres fødegrundlag. De lysåbne arealer blev skabt ved skovafbrænding for at skabe landvrugsarealer, og er efterfølgende blevet holdt åbne ved fotsat menneskelig indblanding, og afgrænsning med husdyr.