rewilding

Elhegn redder koloni af kystfugle fra nærgående ræve

Der er en slående forskel på situationen for fuglene indenfor hegnet, hvor alt livet udspiller sig, og udenfor, hvor de fleste jordrugende fugle mislykkes med æg og unger. Foto: Kim Fischer/DOF

Ved nordspidsen af Fanø er et indhegnet område på størrelse med en fodboldbane blevet en livsforsikring for et større antal terner, klyder og præstekraver. Øens bestand af ræve har i mange år ædt æg og unger hos de jordrugende fugle, men hvis rovdyrene kommer for tæt på rederne i hegnet, får de stød. Afskrækkelsen virker og har givet fuglene et fristed

Det skriver Jan Skriver for Dansk Ornitologisk Forening (DOF) den 30. juni 2020.

Der er en slående forskel på situationen for fuglene indenfor hegnet, hvor alt livet udspiller sig, og udenfor, hvor de fleste jordrugende fugle mislykkes med æg og unger, siger biolog John Frikke. Foto: Kim Fischer.

Der er æg i rederne hos strandskaderne, og hos dværgternerne er der unger. Havternen sætter ynglerekord på Fanø med 65 par i selskab med øens eneste par fjordterner.

Hele Fanøs bestand af klyder har i en koloni på 30 par fundet sikkerhed i området, der også huser øens tre par stormmåger og noget så usædvanligt som en koloni af stor præstekrave på mindst 25 par.

Havternerne er blandt de fugle, der kan yngle i sikkerhed bag det rævesikre hegn på nordspidsen af Fanø. Foto: Kim Fischer/DOF

Alt sammen fordi et strømførende hegn sat op af Nationalpark Vadehavet holder sultne ræve ude af de jordrugende kystfugles yngleområde.

– Fanøs ræve har i flere år forhindret en stor del af øens jordrugende kystfugle i at få unger på vingerne, men i de senere år har det set anderledes ud. Det rævesikre indhegnede område ved Grønningen på nordspidsen af Fanø har særligt i år som en magnet tiltrukket mange af øens kolonirugende terner og vadefugle. Og hegnet har været så effektivt, at alle yngleparrene ser ud til at lykkes med ynglen i år, siger ornitologen Kim Fischer fra Fanø Fuglestation og DOF Sydvestjylland.

Kim Fischer

Han tjekker dagligt elhegnet for at sikre, at der er strøm på de flere hundrede meter livsforsikring, som holder rovdyrene væk fra fuglenes kolonier.

– Det er nødvendigt hele tiden at sørge for, at hegnet er intakt og fungerer. I tørkesommeren 2018 havde vi også sat elhegn op i området. Men da fandt en ræv ud af at mave sig ind under de strømførende tråde, og så gik ynglesæsonen tabt for de jordrugende fugle, siger Kim Fischer.

Succes bag hegnet, fiasko udenfor

Læs resten

Skal vi genskabe Jurassic Park i Vestjylland?

Nærkontakt mellem den “vilde” elgtyr og en uforfærdet kvinde i Portlandsmosen i Lille Vildmose. Foto: Jan Skriver

Rewilding af naturen går ud på at få noget af fordums urtilstand fra jægerstenalderen genskabt. Ifølge de mest ihærdige fortalere skal det ske i store naturzoner, fortrinsvis i mere tyndt befolkede egne i Vestjylland, hvor der i dag er kulturlandskaber som heder og granplantager. Her skal der indføres elg, bison, m.m., og så skal man ellers lade tiden og naturens dynamik gå sin gang. Men problemerne tårner sig op, når man ser mere nærgående på de storslåede visioner

Af Ian Heilmann

Der er god grund til at bekymre sig om den trængte natur her i landet – hvad et stort flertal af befolkningen også gør. I den aktuelle naturdebat er der megen fokus på begrebet ”rewilding”, båret frem bl.a. af Danmarks Naturfredningsforening, flere biodiversitetsforskere og ikke mindst idéhistoriker og naturfotograf Rune Engelbrecht Larsen. Dette synspunkt har Larsen for nylig luftet i et interview ”Lavthængende Vildskab” i Weekendavisen den 15. maj 2020.

Rewilding dækker over idéen om at overlade større områder til naturens egen autentiske dynamik, i så høj grad som overhovedet muligt afkoblet menneskelig påvirkning. Det er et ambitiøst mål i betragtning af, at mennesket som art gennem de sidste 90.000 år har påvirket økosystemerne i forbløffende massiv grad og udryddet spektakulær megafauna i en ubrudt række, kontinent for kontinent, i takt med menneskets spredning fra Afrika.

Nu kan vi ikke lige genskabe mastodonten eller uldhornsnæsehornet – barren må sættes lavere. Man sigter så mod en naturtilstand, som den så ud nogle årtusinder inde i den indeværende mellemistid. Her var landet overvejende dækket af løvfældende urskov med en tilhørende fauna med bl.a. store græssere og i toppen af fødekæden ulv, bjørn, los og ørne – foruden grupper af jægerstenalderfolk.

Forestillingen i det hele taget om, at større indhegninger med udsatte græssere overladt til sig selv vil bevæge sig hen mod en form for økologisk balancetilstand med stor biodiversitet inden for en overskuelig tid, savner dokumentation.

Siden hen, for ca. 7000 år tilbage, formåede bondestenalderfolket at rydde store dele af urskoven for at give plads til agre, græsgange og enge. Skovenes økosystemer svandt ind, koen afløste uroksen – men til gengæld vandt en flora og fauna knyttet til åbent land indpas, som såkaldte kulturledsagere.

Læs resten

Rewilding er ikke nogen simpel sag – eller vidundermetode

Rewilding: gammel vin på nye flasker? De vigtigste definitioner på rewilding fra de seneste 20 år viser, at rewilding har udviklet sig mod genindførelse af arter som et vigtigt operativt værktøj og mod at omfatte genopretningsøkologi. Fotos: (venstre til højre): Retron, Wikimedia Commons, Mauricio Antón, Teodoro Lasanta, GerardM, Wikimedia Commons. Illustration fra artiklen.

For nylig skabte en kritisk artikel om rewilding her på gylle.dk en ophedet debat, hvor svorne tilhængere af hestegræsning som alletiders vidundermetode til at genskabe storslåede blomsteroverdrev stod stejlt overfor mere moderat begejstrede skeptikere. Tidligere forsøg på at mane til eftertanke blandt de dogmatiske rewilding-tilhængere er også blevet mødt med grove beskyldninger om videnskabelig ”uredelighed” fra autodidakte naturentusiaster, hvilket synes at vise, at der er stort behov for en langt mere evidensbaseret diskussion. Artiklen ”Rewilding is the new Pandora’s box in conservation” fra 2016 er skrevet af en håndfuld internationalt velrespektere biodiversitetsforskere, så den er god at få forstand af for læsere, der søger reel viden om emnet og ikke vil nøjes med dogmatiske slagord. Vi bringer resumeet og et par uddrag. God fornøjelse!

Professor Carsten Rahbek, KU, er blandt forskerne bag denne artikel.

”Bestræbelserne på at gendanne økosystemer gennem (re)introduktion af arter ses af mange som en metode til at modvirke tabet af biodiversitet og de funktioner og ydelser, som biodiversitet leverer til menneskeheden. Derudover kan rewilding føre til øget offentligt engagement og entusiasme for bevarelsen af biodiversitet.

Men hvad er egentlig rewilding, og er begrebet baseret på sund økologisk forståelse?

Her viser vi, at der er en bekymrende mangel på enighed om, hvad rewilding er, og hvad det ikke er, hvilket problematiserer en klar redegørelse for rewildingens mål, fordele og potentielle konsekvenser. Vi påpeger også, at videnskabelig støtte til de vigtigste økologiske antagelser bag rewilding, såsom top-down kontrol af økosystemer, er begrænset. Desuden er økologiske systemer dynamiske og i stadig udvikling, hvilket gør det udfordrende at forudsige konsekvenserne af introduktion af nye arter.

Læs resten

Århus-forsker: Rewilding passer ikke til al natur

I Europa er det største eksempel på rewilding Oostvaardersplassen i Holland, der er et 5.600 hektar stort areal af indvundet land, hvor der har været et forsøg med rewilding, der ikke kan kaldes en ubetinget succes.

DEBAT: Rewilding får stigende opmærksomhed, men indtil videre er evidensen stadig begrænset. Man bør derfor være varsom med at sætte bredere naturhensyn over styr og tvinge en forvaltning baseret på et uprøvet koncept igennem.

Det skriver Jesper Bak, seniorrådgiver ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, på Altinget.dk den 26. juni 2019. Vi bringer artiklen her med forfatterens tilladelse.

Jesper Bak, AU

De tretten grønne organisationer i Det Grønne Kontaktudvalg (DGK) foreslår i et notat om principperne for den fremtidige forvaltning af naturinteresserne på Naturstyrelsens arealer, at forvaltningen af store områder skal baseres på ‘rewilding’. Forslaget skal styrke varetagelsen af de biodiversitetsmæssige interesser og lægger sig ifølge Rune Engelbreth Larsen, medlem af hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening, tæt op ad de videnskabelige anbefalinger til naturdrift.

Det er imidlertid en sandhed med meget store modifikationer.

Rewilding er et begreb, der får stigende opmærksomhed, men den empiriske, videnskabelige basis er stadig begrænset, og litteraturen består mest af essays og debatindlæg. I Europa er det største eksempel på rewilding Oostvaardersplassen i Holland, der er et 5.600 hektar stort areal af indvundet land, hvor der har været et forsøg med rewilding, der ikke kan kaldes en ubetinget succes.

Læs resten
fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.