Da jeg for 4 år siden i DOF´s tidsskrift, årg. 110, nr. 2, 2016, faldt over udsagnet ”at der er op til ti gange så tætte fuglebestande i urørt skov som i produktionsskov”, bestemte jeg mig for at undersøge artiklens bagvedliggende data. Det blev til nedenstående artikel i SKOVEN, hvor en analyse af påstandens eget datasæt kom til en ganske anden konklusion. Nu ser jeg igen det politisk slagkraftige udsagn i artiklen ”Vi bestemmer selv om naturen skal trives” på gylle. dk af 5. juli; men mangler fortsat dets saglige underbygning. Påstanden ærgrer mig, fordi den ved sine gentagelser og egnethed til misforståelse kan få stor politisk betydning for behandlingen af skovene. Et genoptryk kan måske medvirke til at undgå, at sagligheden ofres på skovdebattens politiske alter. Ikke mindst fordi gylle.dk har andre læsere end SKOVEN. Måske endda nogle, der læser DOFT, hvori det ikke lykkedes mig at få artiklen optaget.
Af Bo Holst-Jørgensen, fhv. skovrider på Ulborg Statsskovdistrikt
Artiklen om ynglefugle i Strødamreservatet finder jeg interessant, og alt er pænt og omhyggeligt beskrevet. Men på bagsiden af skriftet er der et flot billede af en rødstjert med følgende tekst: ”Der er i størrelsesorden 1-10 gange så tætte ynglefuglebestande i ”urørt” løvskov som i forstligt drevne skove. Rødstjerten er en af de arter, der overvejende findes i urørt skov.”
Nu er rødstjerten en nyere dansk ynglefugl, der er indvandret i takt med skovbrugets fremgang, bestanden er i stadig stigning og anslås af DOF til ca. 50.000 par. Dette, sammen med den anden påstand, gav mig lyst til at undersøge den del af afhandlingen, der hedder ”Diskussion om danske skovfugles trivsel” nærmere.
Forfatterne har sammenlignet fugletællingerne i Strødam med ”alle” andre danske undersøgelser over et vist minimumsareal på 8,2 ha. Disse fugletællinger er nærmere beskrevet og opført i tabelform i appendix 1, 2a og 2b.
I artiklens ”Appetizer” (se boks) anføres bl.a.: ”En sammenstilling af ”alle” tilgængelige data for bestandstæthederne i danske skove viser, at der er størrelsesorden 1-10 gange så tætte ynglefuglebestande i ”urørt” løvskov som i forstligt drevne skove.”
For at efterprøve påstanden har jeg syslet lidt med data fra appendix 2 b. Her kan man se en sammenligning af fugletællinger, udført af forskellige mennesker med forskellige metoder og på vidt forskellige vækstboniteter i landet. Man kan godt sammenligne yngre plantageskov af nål på landets mest elendige grobund; f.eks. Klosterhedens smeltevandsslette, med gammel løvskov på de frodigste jorder i Østdanmark. Men hvis tællingerne skal bruges til at undersøge sammenhænge mellem forskellige træarter, aldre og driftsformer, må fuglene i løvskov, blandskov og nåleskov måles under samme vækstforhold, og de skal have samme alder eller modenhed.
Her må man desværre konstatere, at der af hensyn til retvisende udsagn i høj grad mangler målinger i modent nåletræ og forstligt drevet skov i samme områder som målingerne i såkaldt ”naturskov”. Til alt held er der i appendix 2b fire skove, hvor ovenstående kriterier synes næsten overholdt. Nemlig i Hov Skov, Nedergaard Skov, Sorø og Høstemark. Tællingerne fra disse skove er vist i figuren.
Det ses her, at når der er sammenlignelige målinger, kan det lige så godt være, at der er lige så mange eller flere fugleterritorier i (”forstligt drevet?”) nåletræ som i (”upasset”) løvtræ. Det samlede billede er, at der ikke i det diskuterede materiale findes grundlag for at påstå, at ”en sammenstilling af ”alle” tilgængelige data viser, at der er 1-10 gange så tætte ynglefuglebestande i ”urørt løvskov” som i forstligt drevne skove.”
Årsagen til dette er dels brug af forskellige metoder, dels at der ikke i tilstrækkeligt eller dog rimeligt omfang er undersøgt forstligt drevne løv- eller nåleskove med samme alder, modenhed og vækstforhold som de såkaldte ”urørte løvskove”. Det, der synes mest velbegrundet, er at blandet skov kan indeholde flest forskellige arter og flest individer, fordi den rene løvskov udelukker en række nåleskovsarter og giver dårligere forhold for mange blandskovarter. Det er derfor negativt for fuglelivet, når man fjerner nåletræsindblanding fra løvskovene.
Det forekommer mig mest naturligt, at der simpelthen er de fugle, der er mad til, kun reguleret ved tætheden af prædatorer og forstyrrelser. Og at fuglenes foretrukne redebiotop ikke behøver at være det sted, hvor de finder føden.
I artiklen side 99 påvises der ikke statistisk signifikant forskel på antallet af fuglearter mellem ”naturskov”, forstligt drevet løvskov, nåleskov og blandskov. Det er meget væsentligt. For når man laver en undersøgelse af et lille delareal på op til 30 ha ud af en større skov, er det kun de ganske små fugle der med en vis sandsynlighed har hele deres nødvendige biotop indenfor området. Hvis man tænkte sig et volierehegn om måleområdet ville alle de lidt større og ofte de mere krævende/spektakulære arter – hvoraf en del findes i nåleskov – slet ikke komme med, fordi deres fødesøgning kræver større territorium.
Det mest interessante må da være at finde ud af, hvordan fuglelivet trives i hele skovområder. Og her står det allervæsentligste på side 100: Skovfuglenes bestandsudvikling i Danmark har været stabil siden (Atlas) undersøgelserne begyndte i 1976. Af 15 sjældne og truede arter er kun Pirol gået tilbage; resten har været stabile eller i fremgang.
Og så kommer der lige en lidt mærkelig slutning: ”Den forholdsvis positive situation for skovfuglene er dermed i stærk kontrast til forholdene for andre artsgrupper, idet 44% af Danmarks rødlistede arter kun findes i skov”. (min kursivering).
Jamen: Det er da kun en fin reklame, at så mange sjældne arter bor i skovene. For det betyder jo, at forholdene har været gode nok. I modsætning til, hvad der generelt er sket i f. eks. sprøjtelandbruget, som ville være alternativet til ”de kedelige vestjyske nåletræsplantager”. Og, rent ud sagt, så kan man også vende ovennævnte passus helt modsat: Når det går godt for fuglene, som er den mest og bedst undersøgte gruppe levende vilde væsener herhjemme, så går det nok også godt for skovens andre levende væsener.
For det nogle universitetsbiologer (jf. litteraturhenvisningen i artiklen til Rahbek) har givet sig i kast med: at bedømme naturens tilstand ud fra rødlisteplaceringen af ca. 8000 arter af biller og svampe, hvoraf tilsyneladende mange dels kommer og går jævnligt, dels er meget vanskelige at registrere, er et umuligt projekt.
Det gælder alene fordi en almindelig naturinteresseret dansker måske kender 100 af disse arter, medens resten kun kendes af nogle få snese ”nørder”, der aldrig vil kunne dække hele landet.
Undersøgelser fra Europa, hvor man sammenligner antallet af fuglearter i Bialowieza skoven (urørt skov) med driftskove viser dog, at der er en del flere arter i Bialowieza end i driftskovene, individantallet kan dog være større i driftskove.
Det ville også være mærkeligt andet, da den urørte skov typisk har flere forskellige nicher end den ensformige driftsskov.
Hej Kjeld, jeg er glad for dit store fokus på at udfordre den enorme animalske produktion i Danmark. Desværre er det ret trist at du giver diverse skovriderenæ taletid, med decideret misinformation. Danmarks skove har det elendigt og det kommer primært af at 98% er produktionsskov. Forskningen er jo tydelig omkring urørt skov vs. dyrket skov, da jeg forstår ikke din modstand overfor mere urørt skov i Danmark. Det er ihvertfald ikke en holdning der er baseret på fakta.
Det er trist, især fordi jeg har læst flere af dine bøger om dansk landbrug, som alle er gennemarbejdet.
Vi hylder princippet med at give taletid til såvel Loke som Thor, og vi favoriserer gerne de kompetente fagfolk, der taler myndighederne imod, da netop disses meninger ofte undertrykkes. Du forveksler redaktionelle principper med redaktørens private holdninger. Alle er velkomne til at give deres besyv med her på siden, så længe sprogbrugen er behersket og fakta i orden.