En CO2-afgift er på vej, men regeringen vil beskytte arbejdspladserne i landbruget. Herunder arbejdspladser så ringe, at udenlandske arbejdere må bondefanges med mafiøse metoder for at besætte dem
Af Eskil Halberg, blogger, debattør og arbejdskritiker.
Landbruget er under massivt pres fra offentligheden, civilsamfundet, politiske partier og grønne bevægelser. Landbruget driver en dårlig forretning, mens det ødelægger vandmiljøet og er en af de helt store syndere, når det kommer til udledning af drivhusgasser. Alle ved det. Det er slet ingen hemmelighed længere.
Men landbruget er godt organiseret og har stærke forsvarere. Ikke mindst Venstre, der benhårdt varetager det konventionelle landbrugs interesser. Hele SVM-regeringen virker mildest talt fodslæbende. I regeringsgrundlaget står der, at CO₂-afgiften »skal udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet samlet set«.
Men hvad er det egentlig for nogle arbejdspladser, regeringen vil bevare?
Dem, der samler døde grise op
For det første står landbruget for blot to-tre procent af BNP. Men lige så vigtigt er det, at der ikke er mange job i landbrugets primære erhverv. Sammenlignet med bygge og anlægsbranchens 191.000 ansatte har landbruget kun beskedne 52.000 beskæftigede. Og her er endda medregnet gartnere. I svineproduktionen er halvdelen af alle ansatte fra udlandet, især Ukraine. Og det er der en grund til. Rigtig mange arbejdspladser i landbruget er hårdt arbejde med elendige arbejdsforhold.
Så dårlige, at Fagbladet 3F har kørt en hel serie af artikler, hvor det diskuteres, om man kan betragte de udenlandske lønmodtagere som handlede. Finder der menneskehandel sted i dansk landbrug? Det ligner i al fald mafiametoder. Det gælder ikke mindst den såkaldte landbrugspraktikordning, der gør det muligt at få meget billig arbejdskraft til landet, i uhyggeligt mange tilfælde på baggrund af forfalskede uddannelsesdokumenter og sprogprøver. Formelt set er det et uddannelsesforløb, men det er hårdt arbejde under vanskelige forhold. Og der er flere historier om, at landbrugsarbejderne sover på gården i skure eller sågar i en landmands køkken.
Det er med andre ord nogle af Danmarks mest udsatte og ringe job, som SVM-regeringen hårdnakket forsvarer. Arbejdspladser, som ingen danskere ville kunne betale husleje og institutionspladser til børnene med. Der er eksempler på løn ned til 72 kroner før skat.
Jeg har indimellem tænkt på, hvem der har som job at samle de over 27.000 pattegrise, der dør af sult eller bliver klemt ihjel dagligt, op fra produktionsanlæggenes gulve og smide dem i skraldespanden. Vi har nok svaret her.
Hele produktionsmetoden er forskruet
Jo mere man undersøger dansk landbrugs produktionsmetoder, desto klarere står det, hvor grotesk det er, at landbruget har så meget politisk indflydelse med tætte forbindelser til regeringstoppen.
Landbruget snyder med forskningen, det får massive statslige subsidier, det er indtil videre sluppet for CO2-afgifter, som alle andre betaler, og det benytter sig af Europas mest udsatte arbejdskraft fra Ukraine, Polen, Rumænien osv. Mennesker, der udnyttes, fordi de er langt hjemmefra og på jagt efter penge til livets ophold.
Engang var Danmark et stolt landbrugsland bygget op gennem civilsamfundet og den kooperative tradition. Der er intet at være stolt af i dag.
Landbruget er organiseret imod fremtiden og gør brug af feudale strukturer som stavnsbinding af deres lønmodtagere gennem landbrugspraktikordningen, kontrol med jorden og særrettigheder, fordi man er tæt på den politiske elite. Erhvervet modarbejder enhver forandring, det udnytter sine medarbejdere, og så sender de formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard eller miljøchef Anders Panum Jensen i radioen eller i Deadline for at forvisse os andre om, at alt er o.k. Men I er gennemskuet.
Ethvert politisk parti og enhver organisation, der understøtter toppen af dansk landbrug, må vi fra nu af forstå som medskyldige i, at ti millioner pattegrise årligt dør som følge af syge avlsprogrammer, og at udenlandske medarbejdere arbejder under højst kritisable forhold. Engang kaldte socialdemokraterne det for social dumping. I dag dækker Socialdemokratiet over det for at tækkes en lille bitte neofeudal overklasse. Det må stoppe nu.
Vi har tidligere omtalt Eskil Halbergs bog “Madpakker til revolutionen”.
