LaksPaaIs
Røget laks er en fast ingrediens på danskernes julebord.

Et bornholmsk røgeri blev sidst i november afsløret med mere end et ton ulovlig laks. Ejeren kan formentlig se frem til en bøde. Det skriver Tuse Å Ørredsammenslutning i sit december-nyhedsbrev til medlemmerne.

På baggrund af et tip om et større parti laks, der skulle landes sort til et røgeri på Bornholm, tog NaturErhvervstyrelsens kontrollører sammen med Fødevarestyrelsen og SKAT på et morgenbesøg fredag 22. november på det røgeri, der var under mistanke.

På røgeriet fandt kontrolteamet 163 laks på i alt 931 kg. Laksene blev ikke opbevaret på køl, og der blev derfor målt alt for høje temperaturer. Desuden var en meget stor del af laksene for store. I Danmark er det ikke tilladt at sælge laks på mere end 5,5 kilo, da der er risiko for et stort dioxinindhold i de store, fede laks.

Ejeren bekræftede med det samme, at han havde modtaget en landing laks. Han kunne dog ikke fremvise bilag, og han nægtede at oplyse, hvem han havde købt laksene af. Da der heller ikke var sporbarhed på laksene, besluttede kontrolteamet at kassere dem, og de blev derfor overhældt med rød farve og dermed gjort uspiselige.

Desuden blev der i røgeriets kølerum fundet 46 store laks og tre ørreder, som ejeren heller ikke kunne redegøre for. De fisk blev også destrueret, og dermed nåede fundet op på mere end et ton ulovlig fisk. På baggrund af fundene vil ejeren af røgeriet blive anmeldt til politiet med påstand om bøde for overtrædelse af fiskerilovgivningen.

Visited 3 times, 2 visit(s) today

Comments are closed.