Hjarnø Havbrug har ikke anket dommen i straffesagen om ulovlig overproduktion af fisk ved fristens udløb. Begrundelsen er, at den dømte havbrugsejer, Anders Østergaard Pedersen, ikke kan klare en ny retssag. Derfor står dommen ved magt. Det betyder at havbrugsejeren og havbruget får konfiskeret 125 mill. kr. i ulovlig fortjeneste og en bøde på 20 mill. kr. og endnu en bøde. I alt godt og vel 145 mill.kr. Men – for der er et men – kan og vil havbrugsejeren betale?

Havbruget blev lukket ned allerede i 2018, da banken sagde stop. Foto: Holger Øster Mortensen

Anders Østergaard Pedersen begrunder, hvorfor han ikke vil anke i en mail til en af sine hårdeste kritikere, websitet Kaninen Katrine fra Endelave i en pressemeddelelse. Han har siden 2013 haft 2-3 blodpropper og hjerneblødninger og er derfor ikke i stand til at klare endnu en retssag ved landsretten. I stedet for fængsel er han idømt ambulant psykiatrisk behandling.

Udsat for hetz

I pressemeddelelsen afviser han, at have skadet miljøet, og at han i stedet har været udsat for en hetz. Han siger samtidig, at havbruget blev slagtet i 2018. Da lukkede banken for alle konti. 30 ansatte mistede deres arbejde fra den ene dag til den anden. (det er nyt –red.):

– Dommen for 14 dage siden er derfor en lettelse, uanset hvor hård den er. Muligheden for at leve et normalt liv er vendt tilbage igen, skriver Anders Østergaard Pedersen.

Nu er det slut med at losse muslinger på havnen i Snaptun. Foto: Holger Øster Mortensen

Hjarnø Havbrug er tømt for værdier

Dermed er sagen dog ikke afsluttet. Hjarnø Havbrug er i dag tømt for værdier og har en negativ egenkapital på 15,2 mill. kr., udtaler han. Det rejser spørgsmålet, om Anders Østergaard Pedersen kan og vil betale de over 145 mill. kr. Ifølge Horsens Folkeblad kan det blive svært at inddrive beløbet. Det er specialanklager i National Enhed for Særlig Kriminalitet, Christian Sanning, citeret for at meddele avisen i en mail.

Havbruget kan blive erklæret konkurs

Pernille Moesborg

Christian Sanning ønsker ikke at kommentere denne udtalelse. www.gylle.dk erfarer dog, at næste skridt kan blive at erklærer Hjarnø Havbrug konkurs, hvis havbruget ikke kan betale konfiskationen og bøderne. Derefter vil en kurator overtage sagen. Kuratoren vil så også se på de økonomiske transaktioner i havbruget, inden retssagen startede. Da retssagen nærmede sig, blev Hjarnø Havbrugs miljøtilladelse overført til havbrugsejerens kone. Den miljøtilladelse, som Hjarnø Havbrug havde overskredet med 400 procent og med deraf følgende forurening, ifølge anklageren i sagen, Pernille Moesborg. Inden retssagen blev det af anonyme kilder hævdet, at havbrugsejeren og havbruget var god for 250 mill. kr.

Hjarnø Havbrug dømt: Fik rabat på 66 mio. kr. på grund af de 77 forsvundne ringbind

Nyt krav om aktindsigt
Et andet udestående i sagen er Gylles krav om aktindsigt i, hvordan de 77 ringbind med originale regnskaber og meget andet fra havbruget i sagen kunne forsvinde fra politiets varetægt. Kravet blev afvist af både Sydøstjyllands Politi og statsadvokaten i Viborg. Begrundelsen var, at vi ikke kunne få aktindsigt, så længe straffesagen kørte. Det gør den ikke længere. Vi kommer derfor igen med vores krav.

Bannerbillede: Havbrug får udskiftet nettet. Foto: Sportsfiskeren

Visited 151 times, 10 visit(s) today

Kommentarer

  1. Jan Henningsen

    Jeg forstår godt at de ikke anker denne sag. Når man kan få politiet til at lade 77 ringbind med retsdokumentation til at fordufte og derved sparer 66 mio kr. er det jo i sig selv en god forretning. Hvad er det for et samfund der tager så let på opklaringen af miljøforbrydelser ?????

  2. Sagen omkring Hjarnø Havbrug har jo løbet i mange år, så der har været masser af tid til, at Anders Østergaard Pedersen har kunnet sørge for, at få gemt alle hans penge meget langt væk, derfor er det da helt forventeligt, at Hjarnø Havbrug er blevet tømt for alle værdier, og at han på papiret fremstår som en fattig kirkerotte.

    Og det vil næppe hjælpe ret meget, at staten erklærer Hjarnø Havbrug konkurs, for hvis det endelig lykkedes for advokaterne, at finde lidt småpenge, så skal de nok også finde ud af, at snuppe dem til dækning af deres salærer.

    Så enden af den sag bliver med sikkerhed, at den kommer til at koste de danske skatteydere en masse millioner i sagsomkostninger, og Anders Østergaard Pedersen har med garanti sørget for, at han fremover kan nyde livet et eller andet eksotisk sted, hvor bankerne er langt uden for de danske myndigheders rækkevidde.

  3. Jan Henningsen

    Vi må konstatere at al lovgivning i Danmark kun er vejledende. Kører du overfor rødt lys på din cykel skal politiet nok give dig en bøde og sørge for at den bliver inddrevet. Har du udført miljøskadelig aktivitet i stor skala er det en kompliceret sag. Er du samtidigt en udspekuleret fidusmager og har et godt juridisk netværk omkring dig slipper du for straf. Er det demokrati ?

  4. Det er så meget til at kaste op over, – igen bliver det danske retssystem snøret og de almindelige danskere får hele regningen!
    Vores retssystem er alt for blødsødent, der tages for mange hensyn, udskydelser på udskydelser, alt imens sagsøgte fjerner likvider og dermed “desværre” må erklæres konkurs.
    Vires retssystem skal strammes op. Punktum!

Skriv en kommentar