Mens FN’s Klimapanel fastslår, at den animalske produktion skal bringes ned for at bremse klimakrisen, bruger EU op mod 20 procent af sit samlede budget på at støtte foderdyrkning og dermed kød- og mejeriproduktion, der samtidig bliver mere og mere koncentreret.   

Mindst 71 procent af al landbrugsjord i EU bruges til produktion af dyrefoder, dokumenterer Greenpeace-rapporten “Feeding the Problem”, der analyserer prioriteringen af landbrugsstøtten i EU (CAP). Det sker i forbindelse med den igangværende reformproces, hvor medlemslandene og Parlamentet på baggrund af et oplæg fra EU-Kommissionen skal blive enige om, hvilket landbrug der skal nyde prioritering i årene 2021-2017.

I alt dyrkes der foder til dyr eller afgræsning på 125 millioner hektar i EU. I Danmark, der er EU’s mest opdyrkede land (under plov), viser eksisterende danske data, at hele 80 procent af landbrugsjorden bruges til foderproduktion.

Rapporten opregner, at den årlige EU-støtte – inklusive direkte støtte – knyttet til kødproduktion på den baggrund udgør mindst 200 milliarder kroner (28-32 milliarder euro). Det svarer til næsten 20 procent af EU’s samlede budget.

“Forskere opfordrer os til at nedskære kød- og mejeriproduktionen globalt med 50 procent i 2050 for at imødegå klimakatastrofen, så det er altså helt ude af trit med tiden, at EU fortsætter sin massive støtte til netop kød- og mejeriproduktionen. Dette misforhold må der ud fra et klimaperspektiv gøres op med i den igangværende reformproces af den europæiske landbrugsstøtte,” siger Kristian Sloth, landbrugspolitisk rådgiver i Greenpeace.

Danske svinefarme med en årlig omsætning på over 500.000 euro stod eksempelvis tilbage i 2004 for 68 procent af alt dansk produceret svinekød. I 2016 var tallet vokset, og de store farme stod for 94 procent af det producerede kød. Foto: Dyrenes Beskyttelse.

Samtidig med, at næsten hver femte brugte EU-euro altså støtter produktion af de mest klimaskadelige fødevarer – kød- og mejeriprodukter – bliver producenterne større og større, mens de små forsvinder. Også herhjemme tegner store danske svine-, kvæg- og kyllingefarme sig for en stigende andel af produktionen, der koncentreres på færre og færre hænder.

Danske svinefarme med en årlig omsætning på over 500.000 euro stod eksempelvis tilbage i 2004 for 68 procent af alt dansk produceret svinekød. I 2016 var tallet vokset, og de store farme stod for 94 procent af det producerede kød.

Kristian Sloth, Greenpeace.

“EU’s landbrugsstøtte uddeles i dag med rund hånd efter, hvor meget jord man ejer, stort set uden skelen til, hvad eller hvordan man producerer. Det nærer en uheldig strukturudvikling, hvor produktionen bliver mere industriel og koncentreret, og de små landbrug forsvinder. I forhandlingerne om den nye landbrugsreform for 2021-2027 må det sikres, at EU yder mere i støtte til mindre økologiske landbrug på bekostning af de store farme,” siger Kristian Sloth.

Danmark er det land i verden, der producerer mest kød per indbygger med en årlig produktion af blandt andet godt 32 millioner svin. I en tidligere rapport fra 2018 dokumenterede  Greenpeace, at EU bevilger fuld landbrugsstøtte til de svine- og fjerkræfarme, der forurener naturen med de største udledninger af ammoniak.

“Den lokale natur og naboerne til de store svinebedrifter betaler prisen for den meget pladskrævende produktion af kød både i Danmark og resten af EU. Vi opfordrer regeringen og de øvrige hjemlige partier på Christiansborg såvel som i EU-Parlamentet til at arbejde for en landbrugsstøtte, der baner vej for dyrkningen af mere plantebaseret mad til mennesker, så vi kan få en sundere produktion med færre dyr,” siger Kristian Sloth.

I torsdag (14. februar) signalerede et klart flertal (42-14) i EU-Parlamentets udvalg for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVI) et tydeligt ønske om, at landbrugsstøtten skal tage mere hensyn til miljø og dyrevelfærd (kommentar fra Greenpeace EU her). Næste behandling ligger hos landbrugsudvalget den 6. eller 7. marts før den planlagte afstemning i plenar i april.

Læs rapporten “Feeding the Problem: the dangerous intensification of animal farming in Europe”.

Visited 8 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.