I snart 30 år har det været forbudt at giftsprøjte folkekirkens kirkegårde og især kirkegårdsdigerne, men dette forbud overtrædes gang på gang af menighedsrådene – og ingen myndigheder eller naturorganisationer griber ind
Til trods for mange landsbykirkers oprindelige indhold af ganske megen biodiversitet i kirketårnet (ugler, alliker og tårnfalke) og ikke mindst på de omgivende arealer, hvor især gamle stendiger kan rumme store antal af sjældne reliktplanter, var det først i 1992, at disse naturelementer fik en smule formel beskyttelse. Det skete med udsendelsen af Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 527 af 19. juni 1992, hvor § 18 lyder:
”Kemiske midler til bekæmpelse af ukrudt må ikke anvendes på kirkegårdsdiger og på digernes fod. På kirkegården i øvrigt må ikke anvendes ukrudtbekæmpende midler, som oplagres i jorden“
Ved mange landsbykirker kom hjælpen dog for sent. Botanikeren Bernt Løjtnant har i 2007 beskrevet det grønne kirkegårdsmiljø som truet ved landets 1458 middelalderlige landsbykirker. Og han er ikke i tvivl om årsagerne: ”Synderne er gift, beton, asfalt, perlegrus, gasbrændere og vanddampere. Fuglene i tårnet lukkes oftest ude af skodder, trådnet og ruder.”
Mange landsbykirker har haft en ubrudt kirkelig funktion i op mod 900 år, og den kulturhistoriske værdi er ubestridelig, men de har også en anden vigtig funktion, skriver Bernt Løjtnant: ”de er levesteder for en lang række planter og dyr, hvoraf mange efterhånden er blevet sjældne i Danmark. En del planter og dyr har endog nogle af deres sidste levesteder netop ved kirkerne.”
Men fredede er de altså ikke, og der sprøjtes på livet løs. Som enhver kan overbevise sig selv om ved at bruge sine øjne, så blæser mange af landets menighedsråd på Kirkeministeriets bekendtgørelse; se bare billedserien på denne side.
Levende fortidsminder
De tre vigtigste biotoper for flora og fauna er digerne, tårnet og præstegårdslunden. Især digerne har botanikerens interesse på grund af de levende fortidsminder, der kan vokse der. Det er gamle kulturplanter, som ofte stammer tilbage fra planter, der blev dyrket i middelalderen.
Disse reliktplanter har overlevet gennem århundreder nær de steder, hvor de oprindeligt blev dyrket: klosterruiner, ved middelalderborge og i kirkelandsbyer, men der er tale om en truet plantegruppe. Arter som hjertespand, katost, svaleurt og kongelys hører til gruppen, der også omfatter meget gamle køkkenurter som stolthenriks gåsefod, cikorie, pastinak og ensidig klokke. Atter andre er ældgamle stauder, f.eks. natviol, bredbladet klokke, nikkende fuglemælk og skov tulipan.
De levende fortidsminder findes især på diget, ved digets udvendige fod og i præstegårdslunden. Bernt Løjtnant skriver, at ”i stedet for at betragte f.eks. Svaleurten og Katosten som ukrudt, bør de betragtes som værdifulde museumsgenstande. De kan således sagtens være flere hundrede år gamle, og de fortæller lige så meget om fortiden som de døde museumsgenstande.”
Men denne forståelse har aldrig været fremherskende, og især stendigerne omkring mange landsbykirker har fået en hård medfart. Trods forbuddet i Kirkeministeriets bekendtgørelse sker det stadig hyppigt, at den spredte plantevækst på digerne giftsprøjtes eller luges væk, hævder Bernt Løjtnant. Når planterne fjernes, skylles jorden ud mellem stenene i kassediget, der hyppigt styrter sammen. Så må diget genopbygges, men det sker til tider med beton, som udelukker enhver plantevækst. Ifølge botanikeren har provst Johan Exner, der stod for fredningerne af de danske landsbykirker, engang karakteriseret disse snorlige betonsatte mure med følgende ramsaltede ord: ”De er gode nok omkring en mødding, men ikke omkring en kirkegård.”
På tide den adfærd stoppes – ser hellere naturligt ukrudt, end brug af sprøjtegift.
Vorherre må vænne sig til at overgreb på skabelsesværket også finder sted på hans matrikel – eller må han?
præsterne er fuldkommen ligeglade med, hvad man må og ikke må. Jeg har i mange år skrevet til forskellige præster i forskellige sogn omkring det, at f.eksl. kirkeugler, tårnfalke mm IKKE må yngle i kirketårne. Fuglene er i lighed med mennesket også Guds skabninger, og præster skal forestille at ‘arbejde’ for Gud, men de mener jo, at de er klogere end Gud, og at det skal være op til dem, HVEM der må komme i hans bygninger.
Her for nogle år siden, der havde jeg opdaget, at den relativt sjældne plante, som hedder vedbend torskemund havde slået sig ned i sprækkerne på den lokale kirkegårdsmur, og jeg glædede mig over den, hver gang jeg cyklede forbi.
Men så pludselig en dag, så hang den og var halvvissen, jeg tog et nærmere kig på den, og jeg kunne se, at det var helt tydeligt, at den var blevet sprøjtet med en eller anden gift.
Jeg skrev en meget vred e-mail til den lokale præst, hvor jeg påpegede, at den vedbend torskemund som havde groet på kirkegårdsmuren også var en af guds skabninger, og at den derfor burde ha’ ret til at leve der hvor den havde slået sig ned.
Præsten var dog så smart, at hun tørrede sagen af på kirkegårdgartneren, som kom med en forblommet undskyldning om, at den lille plante på sigt ville nedbryde kirkegårdsmuren, så den skulle repareres, til hvilket jeg dog kunne svare, at danskerne over deres skat netop betaler et meget stort beløb, som sikrer at kirkerne kan vedligeholdes.
PS: Kirkeskatten går kun til lønninger af præster og kirkens personale, driften af kirkernes bygninger hører ind under Slots- og ejendomsstyrelsens budget.
Et billede af den pågældende vedbend torskemund før end den blev sprøjtet med gift. – https://mediapix.dk/oversigt/naturen/blomster_planter/_vedbend_torskemund-0413.html
Den lokale præst har intet at gøre med kirkegårdens drift, der hører under menighedsrådet og administreres af graveren. Slots og ejendomsstyrelsen har intet at gøre med folkekirkens ejendomme, hverken bygninger eller arealer. Det er og bliver kirkens ejendom. Men præster hører gerne på folks vrede, forstås…. og misforståelser..
Kirkernes vedligeholdelse finansieres ikke via kirkeskatten.
&Niels Riis Ebbesen,
Dit billede minder mig om en tid som kommunal gofor i “park og natur” (og såvidt andre steder osse). Mellemrum mellem fliser og brosten optager et forbavsende stort del af budgettet, og ingen er tilsyneladende i tvivl om, at gift er den eneste ‘bærbare’ løsning og gas-afbrænding og lugning er tidkrævende og dyrt. Fra mit ophav husker jeg smukke Japanske billeder af moskantede sten-sætninger fra min barndom, og jeg kunne genkende det samme vækst mellem ‘nogle’ fliser og kantsten. Som jeg jo er, gik jeg jo med det samme igang med at missionere om det timelige i at gribe muligheden! Ville det ikke være besværet værd at arbejde på at erstatte græsser og andet med mos! Det er endog meget smukt, vokser ikke særligt højt og optager den plads de andre vækster ellers ville optage .. og, på lang sigt overflødigøre luge-arbejdet! Det blev konflikt-fyldt i og med min aversion mod at følge beskeden om at brænde mosset af. Og, jeg kan mærke at jeg igen er på vej op i det røde felt ved tanken!
Jeg bebrejder ikke den gartner som tænker “skal de revner nu være mine bede!”.
Tjow, svært kan det vel være, men verden er ikke perfekt, og slet ikke hvis vi ikke forsøger.
Her er et billede af den pågældende vedbend torskemund efter at den var blevet forgiftet.
https://mediapix.dk/oversigt/naturen/natur_diverse/_doed_plante-962.html
Pingback: Folkekirkelig ”rewilding” lyser op i sydfynske Krarup | Gylle.dk