Forskningsvirksomheden SEGES har klaget over, at Danwatch har betegnet dem som en del af landbrugslobbyen. Danwatch har derfor spurgt om et interview og stillet opfølgende spørgsmål. Nu svarer de ikke på henvendelserne
Det skrev Danwatch 2. december 2023. Med tilladelse bringer vi her artiklen.
Forskningsinstitutionen SEGES har i årevis været kritiseret for at være en slags tænketank, der taler landbrugets sag, men den karakterisering er de alt andet end tilfreds med.
Danwatch bragte i november en række artikler om landbrugets politiske magt, og her indgik SEGES i en grafik over landbrugets allierede.
Det ville kommunikationsrådgiveren i SEGES dog ikke finde sig i.
I en række mails med overskriften “Ret venligst fejl i jeres grafik snarest” gjorde hun opmærksom på, at SEGES er en uafhængig forskningsinstitution.
“I har valgt at placere og medregne vores virksomhed SEGES Innovation i det, I kalder Landbrugslobbyen, hvor I har placeret forskellige interesseorganisationer og medlemsorganisationer. Her hører vi ikke hjemme. Vi vil således bede jer om at rette denne fejl”, lød det fra kommunikationsrådgiveren. Hun tilføjede, at SEGES “fungerer uafhængigt af andre interesser” og har “procedurer, der sikrer mod interessekonflikter”.
Danwatch gjorde opmærksom på, at grafikken viste “Landbrug & Fødevarer og deres nærmeste samarbejdspartnere”, og at SEGES selv lister Landbrug & Fødevarer som en af deres partnere på hjemmesiden. Vi gjorde dem også opmærksom på, at Landbrug & Fødevarer har udpeget bestyrelsesmedlemmer i fonden, der ejer SEGES og i driftsbestyrelsen, der driver virksomheden SEGES Innovation.
Efter mailudvekslingen har SEGES meddelt, at de hverken vil stille op til interview eller svare på faktuelle spørgsmål til vores baggrundsforståelse. Vi har derfor stillet nogle spørgsmål på skrift, og nu svarer de ikke på vores henvendelser.
Ifølge ekspert i forskningsfrihed Heine Andersen er SEGES langt fra en uafhængig forskningsinstitution. Han påpeger blandt andet, at Landbrug & Fødevarer både er repræsenteret i fonden, der ejer SEGES, og i virksomhedens bestyrelse.
“Det er groft vildledende at påstå, at der på SEGES er tale om uafhængig forskning”, siger Heine Andersen, professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet, tidligere medlem af Statens Frie Forskningsfond og forfatter til to bøger om forskningsfrihed.
Foruden at Landbrug & Fødevarer udpeger nogle af SEGES’ bestyrelsesmedlemmer, peger Heine Andersen på, at en stor del af finansieringen kommer fra landbrugets fonde, og at de er sat i verden for at varetage landbrugets interesser.
“Disse fonde har bestyrelser, hvor 8 ud af 12 pladser er besat efter indstilling fra landbrugets organisationer. Dermed er forskningen afhængig af landbrugserhvervets stærke interesseorganisationer”, siger Heine Andersen.
Møgsager
Kritikken af manglende armslængde til landbruget hos SEGES er ikke ny.
I 2019 afdækkede Dagbladet Information, at SEGES og Danish Crown havde alt for stor indflydelse på den såkaldte oksekødsrapport fra Aarhus Universitet, som ifølge mange eksperter undervurderede oksekøds klimaaftryk. Sagen endte med, at Aarhus Universitet trak rapporten tilbage.
Danwatch har for nyligt afdækket, at den såkaldte “svinerapport” blev lavet i et samarbejde mellem SEGES, Danish Crown og Aarhus Universitet, og at Danish Crown havde så stor indflydelse på rapporten, at universitetet ifølge eksperter brød principper om uafhængighed og armslængde.
Rapporten er central i retssagen i Vestre Landsret mod Danish Crown, hvor reklamekampagnen “Klimakontrolleret gris” er stævnet for vildledning.
Svinerapporten: Sådan blev “uvildig” klimaforskning dikteret af Danish Crown og brugt i reklamer for svinekød
Danwatch skrev denne artikel 3. november 2023, og den startede hele sagen.
Selve virksomhedskonstruktionen har også modtaget kritik. SEGES blev en del af Landbrug & Fødevarer i 2017, men interesseorganisationen flyttede ejerskabet af SEGES over i en selvstændig fond i 2022 og understregede ifølge SEGES, at forskningen foregår “uafhængigt”.
De ville dog ikke forklare nærmere, hvad den nye uafhængighed består i, hvilket blev kritiseret af Transparency International. ”Seges bliver ikke uafhængigt af, at man kalder det uafhængigt. Man bliver nødt til at være åben om, hvad der nu gør det uafhængigt,” udtalte formand i Transparency International Jesper Olsen dengang til Altinget.
Da SEGES blev udskilt fra Landbrug & Fødevarer, blev ejerskabet af virksomheden overført til en fond. Fondens tre bestyrelsesmedlemmer har tidligere arbejdet i Landbrug & Fødevarer. Formandsposten gik til Lars Hvidtfeldt, der er godsejer og tidligere viceformand for Landbrug & Fødevarer. Interesseorganisationen har derudover udpeget to af medlemmerne i driftsbestyrelsen i SEGES Innovation herunder bestyrelsesformand Anders Harck.
Vil ikke forklare deres uafhængighed
Danwatch har derfor spurgt om et interview med SEGES om virksomhedens nuværende samarbejde med landbruget. Men det vil de ikke.
Vi har også sendt en række spørgsmål på skrift, blandt andet om de kan forestille sig at lave lignende rapporter som svinerapporten og oksekødsrapporten i fremtiden. Og hvordan man kan være uafhængig af landbruget, når nu Landbrug & Fødevarer udpeger bestyrelsesmedlemmer i fonden, der ejer SEGES, og i virksomhedens driftsbestyrelse.
Ikke engang et research-interview uden for citat kan det blive til.
“Vi er glade for, at du denne gang rækker ud og beder om et researchinterview, men vi takker dog nej til at medvirke i et sådant”, lyder det kortfattet fra kommunikationsrådgiveren i SEGES.
I den oprindelige klage til Danwatch udfordrer SEGES kritikken af, at de har manglende armslængde til landbruget.
“Det er korrekt, at L&F (Landbrug & Fødevarer, red.) er en af de mange organisationer, virksomheder og styrelser inden for landbrugs- og fødevareområdet, som vi jævnligt leverer data, resultater og anden ny viden til. Det gør vi også til hundreder af andre aktører”, lyder det i en mail fra kommunikationsrådgiveren i SEGES.
Men det er ikke muligt at finde ud af, hvem de hundreder af andre aktører er. På hjemmesiden fremgår 17 samarbejdspartnere herunder Landbrug & Fødevarer. Størstedelen af virksomhederne er konventionelle landbrugsvirksomheder eller virksomheder, der servicerer det konventionelle landbrug. De tæller blandt andet giganterne Danish Crown og Arla og fodervirksomhederne DLG, Danish Agro og DLF.
Finansvirksomhederne Forenet Kredit, hovedaktionær i Nykredit der er en af landets største realkreditudlånere til landbruget og DLBR, som er “specialiseret i landbrugets forsikringsforhold” er også på listen.
Se Danwatch-listen her.
Gylle.dk har tidligere løftet sløret for, hvem medlemmerne er i Landbrug & Fødevarer. Artiklen er fra 2014, så der kan være sket et og andet siden da…
SEGES har lige så lidt med landbruget at gøre som julemanden har med julen at gøre.
SEGES er også fortaler for rewildingen på mols lab., og lavede endda en reklamefilm for rewilding sammen med mols lab. De er derved fortaler for vanrøgt af husdyr
Magt giver penge – penge giver magt.
Det er den enkelhed vores samfund hviler på – og dette sammen med tesen om, at ulighed skaber vækst øger til stadighed afstanden mellem de “rige” og de “fattige”.
Kniber det lidt, kan altid sætte en expert, en forsker eller en jurist til at få ligningen til at gå op.
Det er der “nogen” som ved, bl.a. SEGES.