Lanceringen af regeringens planer om et antal indhegnede naturnationalparker med udsatte heste og kvæg har fået en blandet modtagelse rundt om i landet. I Gribskov jubler statsskovrideren ved udsigten til en turistdynamo, mens kommunalbestyrelsen og befolkningen på Læsø møder forslaget med mistro.
Hvad er det for restriktioner, der får en af landets allerrigeste naturkommuner til at lægge kraftig afstand til regeringens naturplaner? Vi har plukket i kommunens høringssvar, der er underskrevet af borgmester Karsten Nielsen…
”Læsøs Kommunalbestyrelse er opmærksom på regeringens lovforslag om at oprette naturnationalparker i Danmark, og at der foreligger udtrykkelige ønsker om, at der oprettes en ’Naturnationalpark Læsø’.
I forhold til alle andre danske kommuner har Læsø Kommune uden sammenligning landets mest omfattende foranstaltninger til naturbeskyttelse. Mere end 2/3 af øens samlede landareal er udlagt som naturfredninger, kulturhistoriske arealdækkende fredninger, §3-arealer, Natura2000-arealer, fuglereservater eller er ejet af Naturstyrelsen.
Dette forhold afspejler ikke alene, at Læsø natur er nationalt enestående, men også at Læsøboerne har et nært forhold til naturen som både eksistentielt og økonomisk grundlag.
Læsøboerne er derfor generelt stærkt bevidste om ø-livets særlige vilkår, dvs. den lange afstand til landets og regionens hovedstæder, øens natur- og kulturhistoriske påvirkning ved beliggenheden mellem Jylland, Norge og Sverige, ø-naturens enestående udvikling, øens vandlidende sandjord, nødvendige afvanding, helt særlige arealanvendelse siden bosættelsen i 1100-tallet og ø-naturens forskellighed fra det øvrige Danmarks natur.
Denne forskellighed gælder ikke alene naturen, men gør sig også markant gældende på kulturområdet, hvor selvforståelsen danner grundlag for Læsø Kommunes bestræbelser – bl.a. gennem fondstilskud på mere end 100 mio.kr. – for at komme på Unescos liste over verdensarven. Det sker f.eks. ved at restaurere eller genopføre tanggårde og ved at formidle den internationalt enestående historie om øens betydelige industrihistorie (forekomst af 1.700 tomter efter små saltfabrikker), øens globalt unikke bygningskultur (tanggårdene) og disse kulturhistoriske forholds samspil med og indvirkning på dannelsen af øens 300 år lange skovløse tid (1650-1950) og dermed dannelsen af øens vidtstrakte, lysåbne arealer i form af de i vore dage naturbeskyttede indlandsklitter, heder og strandenge m.m.
Den eksisterende mistillid til nationale naturmyndigheder
På den baggrund finder Læsø Kommune det umiddelbart oplagt, hvis der kunne skabes både lovgivningsmæssig, demografisk og økonomisk basis for at oprette en Naturnationalpark Læsø, men det forudsætter ubetinget, at det kan ske inden for en ny, gensidig forståelsesramme, der ikke endnu en gang sætter Læsøs befolkning uden for indflydelse, men derimod kunne gøre følgende almindelige udsagn til skamme:
”Vi har fået alle begrænsningerne uden at få en rød øre for det”.
Den manglende tillid til de nationale naturmyndigheders naturforvaltning er således både dybtgående og langvarig, og er bl.a. uddybet i kommunalbestyrelsen beslutninger for at tage initiativ til den for nylig (11/1-21) i enighed afgivne betænkning fra Læsøs Udvalg for Natur og Landskaber. Udvalget blev nedsat umiddelbart efter kommunalvalget i 2018 med henblik på at udarbejde ’en samlet forvaltningsplan for Læsøs natur og landskaber’. Sammen med to repræsentanter for kommunalbestyrelsen har repræsentanter for øens organiserede jordejere, herunder Naturstyrelsen, udgjort udvalgets syv medlemmer, ligesom udvalget har anvendt ekstern biologisk konsulentbistand. Betænkningen er på 67 sider og deler øens samlede areal op i 27 konkrete blokke, 11 overordnede landskabs- og biotoptyper og munder ud i 30 konkrete anbefalinger og 7 overordnede prioriteringsforslag.
Det skal dog bemærkes, at man fra kommunalbestyrelsens side i de senere år har haft et godt og tillidsfuldt samarbejde med den faglige og administrative ledelse af Naturstyrelsen Vendsyssel trods de betydelige nedskæringer, som skov- og naturplejen på Læsø har været udsat for som følge af betydelige, generelle besparelser i skovdistrikterne.
Konfrontationer mellem beboere, myndigheder og udenøs interesseorganisationer
Det vil føre for vidt at beskrive alle de ’slagsmål’ om arealanvendelse, hvor Læsøboernes mening sjældent – om overhovedet – er blevet hørt, og hvor Læsøboerne i vidt omfang har opfattet ’statens’ medvirken som både arrogant og uvidende.
Mange eksempler på konfrontationer kunne fremdrages. Det vil føre for vidt her at give en beskrivelse af skæbnen for ’Marin Nationalpark Læsø’, der i 2005 – efter et betydeligt forarbejde i både ministerierne og i en række lokale arbejdsgrupper – blev nedstemt ved en lokalfolkeafstemning med 58 % af de afgivne stemmer (stemmeprocent 71). Den afgørende årsag til forslagets kranke skæbne var primært de udenøs interesseorganisationers krav til erhvervsfiskeriet, dvs. Læsøs hovederhverv og deraf forudsigelige økonomiske deroute.
Et andet eksempel er måske særligt sigende om det øvrige konfliktstof: I 1984-86 kørte Fredningsstyrelsen kampagnen ”Bevar vore vådområder” samtidig med, at Skovstyrelsen (også under Miljøministeriet) opkøbte betydelige arealer, bl.a. i Kærene midt på Læsø – dengang landets største sammenhængende hedemoseareal på ca. 15 kvadratkilometer. Opkøbene skete med henblik på dræning og tilplantning. Efter protester fra bl.a. Jagtselskabet Kærene, der kort efter Anden Verdenskrig havde opkøbt matrikler tværs over Kærene for om muligt at hindre det daværende Klitvæsen i at dræne og dermed ødelægge Kærenes enestående mose-, hede- og sø-landskab, gik daværende miljøminister Chr. Christensen ind i sagen og hindrede yderligere dræning og tilplantning. Men den vestlige del af Kærene var da allerede gået tabt. I øvrigt medførte sagen, at Chr. Christensen i 1986 sammen med alle ministeriets direktører aflagde Læsø Kommunalbestyrelse besøg for at høre, hvilke andre ’ulykker ministeriet havde nedkaldt over Læsø’.
Sagen blev en afgørende anledning til at iværksatte et strukturarbejde i Miljøministeriet, der kort efter resulterede i, at de indbyrdes stridende styrelser – Fredningsstyrelsen og Skovstyrelsen – blev sammenlagt til Skov- og Naturstyrelsen.
Medvirkende til den manglende tillid mellem Læsøboer og nationale myndigheder er også, at antallet af lokalt beskæftigede i Læsø Klitplantage er reduceret kraftigt gennem de senere år fra en lokal chef (klitplantør/skovfoged) og mere end 20 skovløbere og løsarbejdere til ca. 2 menige medarbejdere. På grund af generelle besparelser er chefstillingen (skovfoged) flyttet til ’hovedkontoret’ i Skagen, mens skovarbejdet helt overvejende udføres af udenøs entreprenører. Især fraværet af en lokal chef indebærer, at de mange naboer og øens øvrige interessenter (fx Turist- og Erhvervsforeningen) ikke føler at have et sted, hvor man umiddelbart kan have en dialog om både stort og småt med ansatte, der uden daglange rejser kan besigtige forholdene.
Den nævnte og mange andre stridspunkter om Læsøs natur har generelt bevirket, at statslige regler og forvaltningspraksisser på statens arealer af Læsøboerne ofte opfattes som konfliktskabende forsøg på at indføre de ’adelige privilegier’ for statens jordejere eller fjerne biologiske forvaltere af øens betydelige, særligt naturbeskyttede arealer, og at det reelt sætter det lokale demokrati ud af kraft forsåvidt angår naturforvaltningen.
(…)
Høringsbrevet til bl.a. Læsø Kommune er udsendt den 15/1-21 og svarfristen er fastsat til den 12/2-21. Disse frister bevirker, at Læsø Kommunalbestyrelse ikke har mulighed for at behandle lovforslaget på sædvanlig, demokratisk vis, idet kommunalbestyrelsens forretningsorden indebærer, at kommunalbestyrelsens mødeplan er fastlagt til den sidste mandag i hver måned, og at dagsordensforslag skal være borgmesteren i hænde senest to uger inden de pågældende møder.
Da lovforslaget kan få afgørende betydning for udviklingen af Læsø Kommune, der i forhold til øens areal allerede er omfattet af flere naturbeskyttende foranstaltninger end nogen anden dansk kommune, finder vi, at den korte høringsfrist er en urimelig prøvelse af kommunalbestyrelsens tillid hos øens befolkning og i det hele taget for tilliden til det lokale demokratis funktionsmåde.
Forslag til alternativ naturnationalpark under kommunal ledelse
Vi foreslår derfor følgende ændring til lovforslagets §61 a:
Bestemmelsen i §61 a, stk.1 ”En naturnationalpark kan efter tilladelse etableres på et større statsejet areal” foreslås ændret til, at bestemmelsen får denne ordlyd:
”En naturnationalpark kan efter tilladelse etableres på et større statsejet areal.
Stk. 2. I kommuner, hvis samlede landareal for mere end 50% allerede er udlagt som natur- eller kulturfredninger, §3- eller Natura2000-arealer, fuglereservater eller statsejede arealer, kan der som alternativ til en statsligt forvaltet naturnationalpark oprettes et kommunalt driftsselskab til sådanne arealers naturforvaltning, når der kan opnås bindende aftaler om naturforvaltning med lodsejere, der tilsammen råder over og kan indgå aftaler om naturforvaltningen af mindst 3.000 hektar inden for de allerede naturbeskyttede arealer.”
Andre ændringsforslag til statsejede naturnationalparker
Vi foreslår, at lovforslaget under alle omstændigheder forsynes med en bindende undtagelsesbestemmelse for kommuner, hvis samlede landareal for mere end 50 %’s vedkommende allerede er udlagt som naturfredninger, arealdækkende kulturhistoriske fredninger, Natura2000-arealer, §3-arealer eller er ejet af staten.
(…)
Forslag om dialog
Vi foreslår derfor, at den videre proces om lovforslagets eventuelle følgevirkninger her på øen – specielt for at fremme en eventuelt mulig lokal accept af en Naturnationalpark Læsø – at der hurtigst muligt indledes en dialog mellem repræsentanter for Miljøministeriet og/eller Naturstyrelsen og et midlertidigt udvalg under Læsø Kommunalbestyrelse, hvor de påtænkte virkninger af lovforslaget kan klarlægges, således at kommunalbestyrelsen har mulighed at tage stilling til, om man ønsker en eventuel Naturnationalpark Læsø.
Afsluttende anmodning
Ministeriet anmodes om hurtigst muligt at give Læsø Kommune besked, om man ønsker en sådan dialog.
Redaktionel tilføjelse: Læsø-borgmester Karsten Nielsen meddeler i en mail den 21. april 2021, at ”kort fortalt har der ikke været nogen dialog!”
Jeg har taget følgende fra Læsø kommunes høringssvar som I har linket til, og undrer mig over hvad forskellen mellem den gældende §61a, stk.1 og så kommunens forslag består i?
“Vi foreslår derfor følgende ændring til lovforslagets §61 a:Bestemmelsen i §61 a, stk.1 ”En naturnationalpark kan efter tilladelse etableres på et større statsejet areal” foreslås ændret til, at bestemmelsen får denne ordlyd:”En naturnationalpark kan efter tilladelse etableres på et større statsejet areal.”
Hvis Læsø kommune ønsker at blive taget alvorlig af de statslige myndigheder, hvilket jeg kan forstå at de i forvejen anser for at være et af deres væsentlige problemer, må nogen da gøre dem opmærksom på at de nok bør nærlæse deres ændringsforslag med henblik på at komme på bølgelængde med en eller anden, formentlig coronatræt, hjemmearbejdende embedsmand i Naturstyrelsen, som forgæves har forsøgt at få noget fornuftigt ud af ordlyden, for derefter, med himmelvendte øjne, har lagt den nederst i bunken :-)
Vi skal bare have præciseret hvad der er stort! Jøsses ;)
Til Steen Andersen.
Ændringen er en udvidelse med et stk. 2:
”En naturnationalpark kan efter tilladelse etableres på et større statsejet areal.
Stk. 2. I kommuner, hvis samlede landareal for mere end 50% allerede er udlagt som natur- eller kulturfredninger, §3- eller Natura2000-arealer, fuglereservater eller statsejede arealer, kan der som alternativ til en statsligt forvaltet naturnationalpark oprettes et kommunalt driftsselskab til sådanne arealers naturforvaltning, når der kan opnås bindende aftaler om naturforvaltning med lodsejere, der tilsammen råder over og kan indgå aftaler om naturforvaltningen af mindst 3.000 hektar inden for de allerede naturbeskyttede arealer.”
Tak for vejledningen. Jeg ved ikke lige hvad der gik galt for mig, siden jeg ikke var opmærksom på det.
Pingback: To af de mest naturrige kommuner siger nej tak til naturnationalparker | Gylle.dk