Der findes næppe noget land på kloden, der ikke har et landbrug, men blandt alverdens nationer indtager Danmark en markant særstilling.
Hos os er det landbruget, der har et helt land. Sådan har det været i mere end 100 år, og monopolet har trukket sine dybe spor gennem det yndige land.
Men nu er tiden løbet ud.
Danmark er i dag det mest intensivt dyrkede land i verden, og strukturudviklingen i dansk landbrug har uden sammenligning været den mest ekstreme i EU, men hvad har vi fået ud af det?
Paradokset er, at i dag beskæftiger dansk primærlandbrug færre mennesker end nogensinde tidligere, og en stigende andel er oven i købet ufaglærte udlændinge på gæstevisit. Samtidig falder erhvervets bidrag til nationens samlede indtjening, og man yder noget nær nul kroner til den fælles skattebetaling.
Ud over forbruget af kemiske sprøjtemidler og antibiotika til svin har den væsentligste stigning i det seneste årti været i gælden. På bare 10 år har erhvervet leveret næsten en fordobling af sin gæld fra 190 mia. til 360 mia. kr. Lånefinansieret strukturudvikling har siden 2001 gjort den danske landmand til Europas mest forgældede.
De mest letsindige kreditryttere, som udgør 10-15 procent af heltidslandmændene, har bragt sig i en situation, hvor de ingen jordisk chance har for at slippe ud af gældsfælden med æren – eller gården – i behold.
Så den tragedie har vi slet ikke set enden på. Ingen kender det nøjagtige antal af teknisk insolvente svinefabrikker, men det drejer sig om hundredvis af virksomheder, måske flere end tusinde. Kun de færreste bankdirektører har lyst til at stå med ansvaret for at skulle fodre tusinder af hylende svin, så de forgældede svinebaroner får lov til at beholde nøglerne til stalden og køre videre. Men kun på lånt tid. Deres dage er talte.
Læg dertil de frembrusende zoonoser med navne som salmonella, MRSA398 og ESBL, som opformeres livligt i de nye superstaldes enorme besætninger af svin og kyllinger. Disse aggressive bakterier overføres fra dyr til mennesker og videre til andre mennesker. Smitten fra landbrugets dyrehold kommer vidt omkring og truer med at antage epidemisk omfang, der kræver langvarig isolation og kostbar behandling af patienterne. Her taler vi virkelig om en tikkende bombe under sundhedsvæsenets økonomi.
For miljøet og naturen har landbrugets strukturudvikling haft karakter af noget nær en katastrofe. Forgiftede grundvandsboringer i hobetal, tilsmudsede søer og fjorde samt vigende bestande af dyr, fugle og planter er det generelle resultat af landbrugsmonopolet på to tredjedele af det gamle kulturlandskab. Storken er for længst udryddet, og i dag er mere end hver tredje af naturens arter præget af voldsom reduktion eller direkte udryddelse.
Både hare og agerhøne er blevet truede dyrearter i det gamle bondeland.
Selv tilbagestående samfund som Albanien og Rumænien byder fugle, fisk og frøer bedre vilkår end Danmark.
For enhver, der fordomsfrit studerer udviklingen, må det stå klart, at landbrugets æra som landets mest betydningsfulde erhverv for længst er endt i en blindgyde. Miljømæssigt, etisk, samfundsøkonomisk og moralsk har det danske landbrug spillet fallit.
Men hvad stiller vi så op med dette belastende erhverv i fremtiden?
To afgørende beslutninger bør træffes, hvis det traditionelle landbrugs negative dødsspiral skal stoppes: Den politiske favorisering af erhvervet bør straks bringes til ophør, og samfundet bør indføre en ansvarlig og nemt gennemskuelig økonomisk støtteordning for erhvervets ydelser. Konkret betyder det, at Fødevareministeriet nedlægges, og den traditionelle landbrugsstøtte afskaffes.
Dansk landbrugsdrift bør i fremtiden være langt mere end en privatøkonomisk aktivitet for de få. Landbrugets økonomiske fremgang bør ikke længere være et mål i sig selv, men det helt nødvendige middel til at genskabe velfærd og fremgang for befolkningen i landdistrikterne. Landbruget skal tjene samfundet og ikke omvendt. På samme måde som politiet, sundhedsvæsenet og folkeskolen yder deres indsats for det fælles bedste.
Dette afgørende paradigmeskift indebærer, at erhvervets udøvere atter kan genvinde deres selvrespekt og omgivelsernes agtelse. For dem, der ikke vil – eller kan – levere en ny tids tjenesteydelser, er der kun et svar: find jer et andet job.
Det yndige land skal altså ikke længere stå til fri rådighed for erhvervets udøvere, men omvendt. Fremtidens jordejere bør kunne producere sunde fødevarer med den største selvfølgelighed, så hovedopgaven vil være at skabe velfærd og fremgang i landdistrikterne, samtidig med at miljøet beskyttes og naturen forbedres. Derfor vil landbrugets forvaltning af landskabet også indtage en særlig plads i et nyt ministerium for landdistrikterne.
Fødevareproduktionen skal være en metode til hensigtsmæssig forvaltning af landskabet, ikke et mål i sig selv. Og det vil være et forlangende fra samfundets side. Alvoren bag kravet bør bakkes op med en autorisationsordning.
Vi taler altså ikke længere om frivillige aftaler, som modvillige og mistroiske bønder kan løbe fra hvert andet øjeblik uden konsekvenser, som vi har set det med pesticidhandlingsplaner, antibiotikaforbrug og udlægning af vådområder. Vi taler om reelle samfundskrav, der skal opfyldes for at bevare retten til at drive landbrug og modtage økonomisk støtte til arbejdet.
En ret, man står til at miste, hvis aftaler misligholdes, og en støtte, der udmåles direkte for hver jordbruger i forhold til indsatsen. Punktum.
Hvordan når vi dertil?
Lad os først se på den positive fornyelse, som en nedlæggelse af Fødevareministeriet vil medføre. Siden oprettelsen af det første landbrugsministerium i 1896 har erhvervet nydt godt af en uhellig alliance mellem landbrugets hovedorganisationer, partiet Venstre og Landbrugsministeriet. En treenighed, der effektivt har udnyttet magtens tredeling over for det øvrige samfund.
Arbejdsdelingen har i grove træk været den, at lovforslag og støtteregler blev udformet på Axelborg af landbrugets organisationsfolk, derefter sørgede loyale Venstre-folk på Christiansborg for deres ophøjelse til lovgivning, hvorefter Landbrugsministeriets tusinder af ansatte blot havde til opgave at føre lovreglerne ud i livet og sørge for rettidige støtteudbetalinger.
Sådan har det været i mere end 100 år.
Mens Danmark stadig var et landbrugsland frem til slutningen af 1950’erne, gjorde det ingen større forskel, om landbrugsministeren var blå eller rød. Axelborg formåede stort set altid at sætte sin vilje igennem, takket være de tætte bånd mellem landbrugets organisationer og ministeriet. Utallige er de medarbejdere, Axelborg og Landbrugsministeriet har udvekslet gennem tiderne.
En uskik, der stadig hersker. Nogen større forandring har det ikke medført, at Landbrugsministeriet tog navneforandring til Fødevareministeriet i 1996. Gamle uvaner dør kun langsomt.
Når Fødevareministeriet nedlægges, medfører det, at de direkte bånd mellem Axelborg og de ministerielle kontorer skæres over. Det vil være et stort skridt fremad mod en fair og uafhængig administration, ikke mindst af EU-lovgivningen, der med fordel kan varetages af et embedsværk, der helhjertet bestræber sig på at opfylde lovgivernes gode intentioner, i stedet for konsekvent at bruge al kraft på at finde veje til at omgå dem.
Så sent som i perioden 2001-2011 har vi genoplevet de gode gamle dage med renlivede ‘landbrugsministre’. En periode, hvor skattelettelser, støttefiduser for politiske venner, regelbrud, udsættelser og omgåelser af EU-krav har hørt til dagens orden.
Brakdommen ved EF-domstolen i juli 2012 udgør en markant sag fra denne periode, hvor omgåelse af dyrkningsreglerne i årene 2002-2004 kom til at koste de danske skatteydere 750 mio. kr. Fiflerierne var foretaget på højeste plan i Fødevareministeriet, der også sørgede for, at regningen ikke endte hos landbruget. Den blev sendt til skatteyderne, så landbruget kunne beholde de mange penge, trods den klare EF-dom.
Også den åbenlyse nepotisme som f.eks. millionstøtten til landbrugets små ungdomsklubber, der har modtaget op mod 50 mio. kr. siden 2001, vil bringes til ophør, når ministeriet nedlægges. Den indirekte favorisering af erhvervets største agrovirksomheder i form af ophævelsen af landbrugets jordskatter for 600 mio. kr. så sent som i 2010 vil næppe heller kunne gentage sig, og det samme vil gælde de mange kompensationsordninger for stort og småt.
På natur- og miljøsiden havde den brutale oppløjning af 190.000 hektar gamle brakmarker aldrig kunnet finde sted, hvis beslutningen skulle have været miljøvurderet et hvilken som helst andet sted end netop i Fødevareministeriet.
Det var ministeriets daværende Venstre-fødevareminister, der gav ordren til denne naturmassakre i 2008. Det skete på trods af advarsler og uden nogen seriøs konsekvensvurdering. Afskaffelsen af den traditionelle landbrugsstøtte er den anden uomgængelige beslutning, der skal træffes for at standse landbrugserhvervets nedtur.
Men hvad skal landbruget så leve af i fremtiden, spørger mange. Svaret ligger ligefor: det samme, som erhvervet har levet af de sidste 40 år, en blanding af egne indtægter og offentlig støtte. Det nye er, at i fremtiden bør en skovl kaldes en skovl – og landmænd for kontanthjælpsmodtagere.
Flere gode grunde taler for dette, og nede i Europa er processen for længst gået i gang. Medlem af Europaparlamentet, Christel Schaldemose (S), har i et debatindlæg for nylig givet denne rammende karakteristik af et forkælet erhverv:
»Landmændene ligner faktisk min teenagesøn. Lokker jeg ham med penge, er det meget nemmere at få ham til at hjælpe til derhjemme. Men det er en uskik, at han tror, at han kun skal bidrage, hvis det giver økonomisk gevinst. Det forsøger jeg at lære ham. Det samme bør alle EU’s landmænd tage ved lære af«.
‘Noget for noget’ lyder kravet til fremtidens landmænd med direkte henvisning til den årlige milliardstøtte fra skatteyderne.
Ingen tror længere på, at det europæiske landbrug efter 40 år på støtten nogensinde vil komme til at klare sig selv, så politisk vokser kravet fra de europæiske skatteydere om noget til gengæld for de astronomiske støttebeløb. Kampen står om, hvad dette ‘noget’ kan være.
Ifølge en dugfrisk OECD-rapport fra september i år løber den samlede EU-støtte årligt op i over 550 mia. kroner, og samfundsøkonomisk betragtes det som særdeles uhensigtsmæssigt, hvis støtten får lov at bestå i sin nuværende form. Den bør udfases og erstattes af ordninger, hvor hver en euro gøres betinget af, at landmændene leverer konkrete, målbare ydelser, som er til gavn for hele samfundet.
Direktør Henrik Zobbe, Fødevareøkonomisk Institut, har kommenteret OECD-rapporten med disse ord:
»Det er oplagt, at støtten kun bør udbetales til landmænd, der gør en særlig indsats på områder som miljø, natur, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Jeg taler ikke om, at landmændene bare skal leve op til de lovbestemte krav på disse områder – det bør være sådan, at de skal levere noget ekstra for at kunne komme i betragtning til støtte«.
Zobbe har set skriften på væggen, sådan som den allerede skrives af EU-kommissionen. Fremtidens støtte skal kun udbetales, hvis den tjener til at styrke miljø- og naturbeskyttelsen i landdistrikterne. Det næste logiske skridt vil være at inkludere velfærd, bosætning og jobskabelse som nye støtteformål.
Kommissionen taler i første omgang om en reform, hvor 30 procent af støtten eller 165 mia. kroner årligt kun udbetales, hvis landmændene opfylder bestemte krav, der øger biodiversiteten og beskytte jordens frugtbarhed.
Landmændene skal afstå fra at anlægge store monokulturer, men dyrke mindst tre forskellige afgrøder, de skal udlægge permanente græsarealer, og – ikke mindst – syv procent af den enkelte agrovirksomheds jord skal afsættes til brakmarker, bræmmer langs vandløb, levende hegn, småplantninger og andre grønne landskabstræk med naturfokus. Jordejere, der vælger at ignorere disse krav, mister op til 30 procent af støtten.
Kommissionen har allerede signaleret, at man er indstillet på at gå videre ad denne reformvej.
Om føje år vil der næppe blive udbetalt en eneste euro, medmindre landmanden leverer noget ekstra for pengene. Dette ‘noget’ kunne i Danmark være sprøjtefrit landbrug omkring drikkevandsboringer, skabelse af nye job, en særlig klimaindsats eller dyrevelfærd og økologi. I Danmark koster landbrugets ‘støtterettigheder’ et årligt beløb på otte mia. kr. Det er penge, der betales af de danske skatteydere via bidraget til EU.
Hvis dette enorme beløb bliver frigjort til mere intelligente løsninger i landdistrikterne end blot og bar passiv forsørgelse af jordejere, vil der kunne ske et mægtigt løft i livskvalitet, bosætning, jobskabelse og velfærd for de 800.000 danskere i landdistrikterne.
Kobles denne gigantiske investeringskraft, der vel at mærke er til rådighed hvert år, sammen med en storstilet jordfordeling, vil der kunne skabes langt bedre sammenhæng i dyrkningsarealerne og mere plads til naturen og til økologisk omlægning med større græsarealer.
‘Store landbrug bliver kvalt i gæld’, lød for nylig en overskrift i Jyllands-Posten, men artiklen rummede ikke et ord fra landbruget selv om, hvad man kunne gøre ved det. Løsningen ligger imidlertid ligefor: opsplitning af de store tabsgivende ejendomme i flere mindre brug efter den såkaldte Dalby-model. Indsatsen bør kunne finansieres ved hjælp af EU-støtten i takt med, at konkurserne indtræffer.
Et kompetent statsligt jordfordelingskontor, som vi havde det indtil for få år siden, vil sagtens kunne administrere disse konkursboer.
Gennem skræddersyede udstykninger vil den udsultede lokale landbrugskultur kunne revitaliseres med f.eks. ti familier på mindre ejendomme, hvor der tidligere kun herskede en enkelt gældsplaget svinebaron. En sådan udstykningsplan vil betyde jobskabelse i stedet for afvandring og medføre et forbedret skattegrundlag for udkantskommunerne. Læg dertil flere børn til børnehave og folkeskole. Kort sagt – opskriften på velfærd og fremgang ude på landet.
En dugfrisk analyse af 2011-landbrugsstøttens fordeling på kommuner afslører, at de fattigste kommuner har flest store landbrug. Lolland-Falster ligger helt i top – eller bund – når det gælder koncentrationen af jord, men alligevel er Lolland og Guldborgsund kommuner blandt landets allerfattigste. Hvis der overhovedet er stordriftsfordele ved at råde over store arealer, så er de reelt irrelevante for samfundsøkonomien.
Stordrift styrker helt tydeligt ikke lokalsamfundet, hverken med øget skattebetaling eller flere job. Tværtimod. Alt tyder på, at stordrift modarbejder selve formålet med fremtidens landbrug som katalysator for velfærd og fremgang i landdistrikterne. For slet ikke at nævne det demokratiske behov for en spredning af ejendomsretten.
I dag ejer mindre end en halv procent af befolkningen 63 procent af landet. Den struktur skal vi helt tilbage til middelalderens feudale samfund for at genfinde. Den tidsrejse drømmer vel kun de allerfærreste om at foretage.
Trykt som kronik i Politiken, 13. november 2012.
