Carlos Duarte på feltarbejde blandt havgræsser.

Havgræsenge er forsvundet verden over i løbet af de sidste 100 år. Danske ålegræsenge gror heller ikke, som de gjorde tidligere. Et nyt studium af danske målinger siden 1890 tyder på, at ålegræsengenes udbredelse er begrænset af både eutrofiering, bundtrawl og opvarmning af havet

Af Dorte Krause-Jensen, Jacob Carstensen, Carlos Duarte, Aarhus Universitet og Kaj Sand-Jensen, Københavns Universitet.

Verden over har man oplevet en voldsom tilbagegang i havgræsengenes udbredelse, der har gjort dem til nogle af klodens mest truede økosystemer. Nu har et dansk forskerhold gennemført en analyse af unikke danske data.  Ålegræs er det mest udbredte havgræs på den nordlige halvkugle og den dækkede tidligere meget store arealer i danske fjorde, bælter og i Kattegat. Deres arbejde viser, at de sidste 100 år har været kritiske for ålegræs.

Professor Dorte Krause-Jensen, Aarhus Universitet

Havgræsser på havbunden skal ligesom planter på land bruge lys for at kunne gro, men gennem årene har blandt andet udledning af næringsstoffer fra land skabt eutrofiering og uklart havvand, der bremser  sollys fra at nå så langt ned i havet som tidligere. Det er en væsentlig grund til den mindre udbredelse af danske ålegræsenge. Men på trods af reduktioner i udledningen af næringsstoffer i de seneste årtier, er ålegræsset endnu ikke gået fremad på landsplan.

Forfatterne til artiklen, Dorte Krause-Jensen, Jacob Carstensen og Carlos Duarte fra Aarhus Universitet og Kaj Sand-Jensen fra Københavns Universitet har gennemgået de omfattende danske data. Her påvises den negative indflydelse af eutrofiering, men studiet peger også på, at bundtrawling efter f.eks. muslinger sammen med havopvarmning begrænser havgræsengenes udbredelse og livsbetingelser. Studiet er netop udgivet under titlen Century-long records reveal shifting challenges to seagrass recovery i tidsskriftet Global Change Biology.

Professor Jacob Carstensen, Aarhus Universitet

Blå skove

Data bag forskernes analyse strækker sig tilbage til før år 1900. Data stammer fra danske kystområder, hvor der i sin tid var op mod 6700 km2 ålegræsenge, der dannede et kilometer-bredt bælte omkring vores kyster. I dag vurderer man, at udbredelsen er reduceret til under en tredjedel samtidig med, at der er en stigende erkendelse af ålegræssets, og verdens øvrige havgræssers positive økologiske ydelser til havmiljøet og klimaet.

Havgræsarter har en lang række funktioner i naturen, hvor de blandt andet fungerer som bølgedæmpere og dermed udgør et naturligt kystværn. De udgør også vigtige opvækstområder for fiskeyngel af en række arter med både økologisk og kommerciel værdi. De optager både kulstof og næringsstoffer, hvoraf en del bliver begravet i havbunden under engene.

Professor Kaj Sand-Jensen, Københavns Universitet

”Havgræsarter kan sammenlignes med skovene på landjorden, der jo også bidrager til biodiversiteten og samtidig udgør et kulstofdræn. Man kan kalde engene med havgræsser for blå skove, der leverer positive bidrag til både biodiversitet, havmiljø og klima. Vores studium sandsynliggør, at engene er under pres fra flere sider i denne tid, hvilket kalder på bedre forvaltning,” forklarer professor Dorte Krause-Jensen.

Blandt gruppens fund er, at ålegræsset i årene omkring 1900 mange steder langs åbne kyster kunne vokse ned til 10-11 meters dybde, mens dybe bestande i dag er en sjældenhed, der kun forekommer i de mest uforstyrrede områder. Studiet viser, at engene nu i gennemsnit vokser på 3,4 meter lavere vand end de historiske bestande.

”Mens uklart vand er en del af forklaringen, mangler ålegræsset også på vanddybder, hvor lyset burde understøtter vækst, og her peger studiet på, at bundtrawling er en medvirkende årsag til fraværet. Når engene presses ind mod lavere vand, udfordres de desuden af stigende havtemperaturer”, forklarer Dorte Krause-Jensen.

Professor Dorte Krause-Jensen på feltarbejde i Grønland i en overflod af tangplanter. Privatfoto

Forskerne har påvist en sammenhæng mellem flere faktorer, der spiller negativt ind på udbredelsen af ålegræsset. Det betyder samlet set, at beskyttelse og genetablering af ålegræsengene kræver en fortsat reduceret udledning af næringsstoffer, men også at kombinationen med flere stressfaktorer begrænser genetableringen af de tabte bestande.

Professor Dorte Krause-Jensen siger: “Det understreger betydningen af en helheds forvaltning af ålegræsenge i form af regulering af både eutrofiering og trawling på lokalt plan og opfyldelse af globale klimaaftaler.”

Grafisk fremstilling af forholdet mellem ålegræssets dybdegrænse med vandets gennemsigtighed og stressfaktorer. Pilene viser, at eutrofiering og trawlfiskeri presser ålegræsengene ind på lavere vand, hvor de i stigende grad udsættes for opvarmning, hvilket også øger presset på bevoksningerne. Kontrolleres eutrofiering og trawlfiskeri, så vender pilene retning, og denne effekt kan understøttes af restaureringsindsats. Illustration fra artiklen.

Bannerfoto: Colin Faulkingham/Wikipedia

Visited 8 times, 1 visit(s) today

Skriv en kommentar