Hvordan kan en norsk burlaks være økologisk..?

Niels Riis Ebbesen, Ølstykke, skriver 28. februar 2017:

Da jeg for nyligt var på indkøb i min lokale Fakta butik, blev mine øjne fanget af nogle pakker med 100 gram økologisk røget laks som lå i køledisken. Jeg undrede mig straks over, hvordan en norsk bur-laks kan være økologisk, og derfor investerede jeg 33,95 kroner i en enkelt pakke, så jeg nøje kunne studere deklarationen og tage et par billeder til denne artikel.

På deklarationen kunne jeg læse, at laksen er produceret i et norsk havbrug, og at den er forarbejdet og pakket i Polen. Det er mig ubegribeligt, hvordan en norsk bur-laks kan være økologisk, da alle biologer med indsigt i havmiljø og naturbeskyttelse er enige om, at den norske lakseindustri er et kæmpe miljøproblem, som også udgør en meget alvorlig trussel mod de naturlige bestande af fisk — i særdeleshed de vilde og fritlevende laks.

Det lyder heller ikke særligt økologisk, at nogle bur-laks har rejst hele vejen fra Norge og ned til Polen, hvor de er blevet røget, skåret i tynde skiver og pakket i plastemballage, hvorefter de er transporteret op til Danmark og distribueret ud i COOP’s butikker. Men turen forbi Polen har måske det formål, at den polske forarbejdningsvirksomhed kan sætte EU’s øko-mærke på emballagen?

En lang række problemer med miljøet og dyrevelfærden
I et netbur lever fiskene (også de “økologiske”) så tæt, at de på ingen måde har mulighed for at få tilfredsstillet deres naturlige adfærd, og de enkelte fisk har så lidt plads til rådighed, at de må presse sig tæt op af netburets sider eller bund. Derved slides deres finner så kraftigt, at man altid kan kende fisk fra bur-opdræt på, at de mangler en stor del af halefinnen.

De laks, som opdrættes i et netbur, skal dagligt fodres, så de hurtigt kan vokse sig store, og de foderpiller, som anvendes i et industrielt fiskeopdrætsanlæg, er fremstillet af vilde fisk som fanges ude i havet, og der går typisk 4-6 kilo fisk til at producere den mængde foder, som der medgår til, at en bur-laks kan få en tilvækst på et kilo.

En stor del af de vilde fisk som anvendes til produktion af laksefoderet er makrel og sild, da de har et højt fedt og næringindhold, som giver det bedste laksefoder, og derfor er der i hundredevis af notbåde og trawlere, som støvsuger Nordatlanten for spisefisk, der udelukkende laves om til foderpiller, og det er en kendsgerning at højsøfiskeriet efter industrifisk aldrig har været bæredygtigt.

Som alle andre levende væsner har bur-laks også et fordøjelsessystem, og derfra udskiller de ekskrementer, som over tid danner en mødding på havbunden, og den kan dække et meget stort område omkring netburet, hvor alt naturlig liv bliver kvalt.

Det er derudover en naturlov, at når husdyr opbevares i industrielle produktionssystemer, hvor dyrevelfærd er en by i Rusland, så er det uundgåeligt, at der sker en eksplosiv spredning af sygdomme og parasitter, og derfor behandles laks i netbure normalt med en løbende medicinering, som er iblandet fiskefoderet.

En løbende medicinering af husdyr, som kompenserer for dårlige livsbetingelser, er ikke acceptabelt i en økologisk produktion, og det undrer mig meget, at man skulle kunne have laks i netbure, som ikke bliver behandlet for sygdomme og parasitter, når det ellers er normen i den norske lakseindustri.

En laks kan godt leve med, at den har en fem-ti havlus siddende på kroppen, men da havlus trives særdeles godt på laks i netbure, så er de et stort problem, og fra laksene i netburene smittes den vilde lakseyngel, som trækker ud fra de norske elve, og i mange tilfælde bliver den spæde lakseyngel så befængt med havlus, at den ikke kan overleve med dem.

Med jævne mellemrum sker det også, at kraftige storme og påsejlinger ødelægger netburene, og det medfører, at mange tusinde bur-laks slipper ud i naturen, og da bur-laks ikke er knyttet til et bestemt vandløb, så trækker de op i tilfældige åer og elve, hvor de forsøger at parre sig med de vilde laks, og på den måde bliver de vilde laksestammers gener udvandet med gener fra bur-laks.

Når økologi bliver til reklame
Jeg har googlet begrebet ‘økologiske laks’, og jeg har kun kunnet finde en masse websites med reklamer og salgsgas, som forherliger produktionen af fisk i netbure. Jeg er ikke stødt ind i en eneste saglig og troværdig forklaring på, hvordan der kan produceres fisk i netbure med god dyrevelfærd, og hvor produktionen ikke skader og belaster naturen.

Min konklusion må derfor være, at de såkaldte økologiske bur-laks er lige så problematiske som de konventionelle bur-laks, og at produktionen af dem ligeledes medfører, at der rovfiskes efter vilde, naturlige fisk, som forarbejdes til laksefoder, og at dette også påfører naturen og de vilde fisk en masse skader.

Jeg vil runde af med den påstand, at den eneste måde, hvorpå der kan produceres laks, som reelt er økologiske, er ved, at man genskaber optimale livsvilkår for de vilde laks i alle Nordeuropas og Skandinaviens åer, floder og elve, og når det er på plads, så vil der hvert år kunne fanges en bæredygtig mængde af naturens overskud.