Her ses Hejremanden Erik H. Andersen i sit særlige miljø. Billedet er taget 1. juli 2007 af Erik Daugaard

Hejremanden Erik H. Andersen er død i november i år. Han blev 68 år og vil huskes for sit helt særlige venskab med fiskehejrerne på Frederiksberg i København

Hejrene i Frederiksberg Have må fremover nøjes med småfisk. Foto: Bent Ketil Christensen

Politiken 15.12 skriver bl.a. i sin nekrolog, at hejremanden vakte opsigt fordi synet af ham var så så sælsomt, selvom det var en indgroet del af bybilledet på københavnske Frederiksberg.

I mere end to årtier vakte Hejremanden opsigt, fordi han gik rundt med plastikposer fyldt med små stykker kød, som han langede ud til fiskehejrer, der cirklede om ham. Men nu er det slut. Frederiksberg er blevet en original fattigere, og fuglene må helt selv finde føde.

I begyndelsen af 00’erne optrådte han første gang i avisartikler, hvor han fortalte, at han fattede interesse for hejrerne, mens han stadig arbejdede som snedker på Søborg Møbelfabrik.

Frem til 2020 havde Hejremanden for vane at gå rundt i Frederiksberg Have. Men så indførte Slots- og Kulturstyrelsen et forbud mod alle former for fodring i hele haven.

I stedet begyndte Hejremanden at fodre sine fugle på Bent Fabricius-Bjerres Plads. Men her blev klaget over, at de store fugle skabte utryghed og svinede med deres fugleklatter.

Derfor blev Hejremanden i februar sidste år centrum for en debat om, hvorvidt der stadig er plads til originaler i byen, og sågar borgmester Michael Vindfeldt (S) kom på banen.

Kompromiset blev, at Hejremanden fik en venlig opfordring til at trække ud i periferien af området. Nærmere betegnet til den lille afkrog bag ved Frederiksberg Bibliotek.

Her mødte Politiken ham i februar sidste år. Hejremanden havde noteret sig debatten om sine særegne fodring, men undrede sig over, at fuglene kunne skabe utryghed.

For som han stilfærdigt sagde:

»Og så griner jeg, og så siger jeg: »Nå!«. For jeg kan sågar have dem oppe at sidde på lårene af mig«.

Hejremanden svarede venligt på spørgsmål. Især dem om hans fugle. Da han i sidste uge blev bisat, sang de blandt andet en salme af Grundtvig: ’Alt, hvad som fuglevinger fik’ ifølge Politikens nekrolog.

Alle hejrefotos: Bent Ketil Christensen

Visited 75 times, 23 visit(s) today

One Comment

  1. Erik Daugaard

    Hej Kjeld. Et smukt farvel.
    Fotograf-noter fra 2007:
    “Hejremanden” Erik har gennem 8½ år opnået en meget stor fortrolighed med fiskehejrerne i Frederiksberg have og langs søerne i København.
    Pt. er han i kontakt med 31 hejrer, som han kan kende fra hinanden og kalde til sig.
    Jeg kom forbi på en søndag, og derfor var der sildefiletter på menuen.

Skriv en kommentar