I fuglenes tjeneste

”Med DOF i et halvt århundrede” er titlen på Christians Hjorths erindringer – en 352 sider rigt illustreret bog. Christian Hjorth var formand for ornitologerne i perioden 1988-2011

Tekst og illustrationer: Jens Gregersen, Vorsø

Det er på sin vis et pragtværk og en milepæl den forhenværende formand Christian Hjorth har fået udgivet om sit liv i Dansk Ornitologisk Forening.

DOF er en forening med umådelig betydning i beskyttelsen af fuglene – lige fra den blev stiftet i 1906 og til nu. Det er et foretagende, der har været drevet af ildsjæle. I starten af hæderkronede videnskabsmænd, der brugte deres indflydelse til at forbedre fuglenes forhold, langsomt men sikkert.

Med tiden opstod en ungdomskultur – de store årgange fra 1940erne begyndte at tone frem og i 1960erne ændrede rigtig meget sig i den lidt stive forening. Næsten en revolution, der blev styret af legendariske Lorenz Ferdinand, der i sig selv drev foretagende på en næsten anarkistisk måde.

Det er her Christian Hjorth kommer ind i billedet – en besindig vestjyde, der i sig selv ikke havde ambitioner om, at komme til at styre skuden DOF. Men da Lorenz havde været formand et par årtier, var der brug for en diplomat. Og her kom Christian ind på det rette tidspunkt. Det var præcis i den tid, hvor kontakten til politikere var størst. Og hvor forhandlinger med jægerne i det nyoprettede Vildtforvaltningsråd krævede overblik og besindighed.

Jægerne vidste godt, at nye tider kunne vende op ned på endnu mere, end hvad de allerede havde bidt i sig. Det var jo på ingen måde jægerne selv der indså, at for eksempel jagt på vadefugle ikke gik an – eller at rovfugle skulle fredes i sin tid. Det var en lang sej kamp med DOF i front. Eet var jagten, men snart blev det klart, at rigtig meget andet spillede en rolle når fuglene gik tilbage. Først var det afvandingerne og  opfyldninger af lavtliggende områder, men som tiden er gået, er udledninger af næring et hovedproblem. Og nu øjensynlig en klimaændring.

Alt hvad der har været DOFs mærkesager – alt hvad foreningen  er gået ind i, er godt skildret i Christian Hjorths erindringer. På dokumentarisk vis er det grundigt beskrevet med talrige referater fra taler og dokumenter i så uendeligt mange sager. En meget væsentlig del af beretningen, er de personer som var med i det – ægte ildsjæle, der fra ungdommen var besat af en sag. Christians Hjorths udgangspunkt var det vestjyske kraftcenter der opstod med lokalafdelingen i 1972, ligesom alle de øvrige lokalafdelinger der opstod som en fornyelse af engagementet og demokratiet i foreningen. Det var på sin vis uoverskueligt, fordi der var tale om virkelige rebeller. Mange af de personligheder, der trådte frem, havde alle mærkesager i en iver efter at komme til at ændre alt til det bedre – også at sikre at nye medlemmer til foreningen.

Christian Hjorth endte ret tidligt i hovedbestyrelsen og herfra avancerede han til formand i 1988 og beholdt formandsposten til 2011, hvor den vestjyske lærerkollega Egon Østergaard tog over. DOF var ikke længere en forening med underskud, men en organisation med overskud og en del af den internationale BirdLife International. ”Fuglenes Hus”, DOFs domicil på Vesterbro i København udbyggedes med direktør og mange ansatte. Dertil driver DOF i dag flere fuglestationer med Skagen som flagskibet. Så skal det også med, at i Christians tid steg antallet af nye medlemmer betydeligt, således passeredes 12.000 medlemmer i 1995.

Bogen beskriver en fantastisk vigtig tid i dansk fuglebeskyttelse. På sin vis blev kuglerne støbt i Lorenz Ferdinands tid, men på et tidspunkt blev der brug for den besindighed og diplomati som Christian Hjorth stod for. Han fik meget hæder for sine resultater og evne til at favne de forskellige politikere i ministerierne, ikke mindst miljøministeriet. DOF var blevet en stærk naturpolitisk spiller, og foreningen gjorde sin indflydelse gældende, hvor det var muligt for at beskytte natur og fugle. Svend Auken og Christian Hjorth havde en fantastisk god kemi. Et af kapitlerne i bogen er helliget de ”ni år med Svend Auken”. Naturgenopretning havde gode år med Skjernådalen som højdepunkt, indviet i år 2000. Også jagtlovsarbejdet tog fart. Og al balladen om skarven kulminerede på det tidspunkt.

Selv da Venstre-politikeren Hans Chr. Smith kom til som miljøminister, formåede Christian at tilpasse sig en helt anden dagsorden – den store omvæltning og nedtur der fulgte med Anders Fogh regimet. Det var ikke godt for de fatale forhold i Tøndermarsken, hvor den dyre fredning nærmest stod som et bluf nummer. Det førte til betænkningen ”Hasardspillet med Danmarks natur” forfattet af Kjeld Hansen. De pinlige svigt fik megen opmærksomhed, ikke mindst set i lyset af, at Tøndermarsken skulle være beskyttet som Natura 2000-område.

Christians rolle var stor omkring jagtlovsændringer, der kunne lette jagttrykket på søterritoriet. I forvejen havde jægernes Gustav Rønholt været lovende, men det var Kristian Raunkjær der for alvor lagde kortene på bordet. Det er alle de detaljer omkring det såkaldte ”køkkenbordsforlig” vi får indblik i, i Christians bog. Det førte til en ny, tidssvarende jagtlov som trådte i kraft 1. april 1994

Det førte også til jagtforbud i stort set alle de mest værdifulde rastepladser for vandfugle. I bogen hyldes Palle Uhd Jepsen som den hædersmand han var i denne proces. Men ikke mindst Hans Meltofte, der var hovedarkitekten omkring forslagene til jagt- og forstyrrelsesfri kerneområder i EF-fuglebeskyttelsesområderne. Christian skriver, at han brugte sin kunnen som naturpolitiker og forhandler, mens Hans støttede med faglighed. Alt sammen naturligvis med støtte fra DOF’s hovedbestyrelse og repræsentantskab, et højdepunkt i kampen for bedre forhold for kystfuglene.

En anden skelsættende ting i Christians tid var fænomenet Aage V. Jensens Fonde. Om end det var Lorenz, der først blev kontaktet og spurgt om der var interesse i et samarbejde, var det Christian, der udviklede et nært samarbejde i forvaltning af de mange områder der blev opkøbt. Det var på sin vis så sindsoprivende, at man godt kan forestille sig, at her gjaldt det virkeligt om at være, mens proppen var af flasken. Fonden støttede talrige ting, ikke mindst to store kortlægninger af danske ynglefugle, de såkaldte atlas projekter (1992-1996 og 2014-2017).

Christian Hjorths erindringsbog strammer det hele op i en kronologisk orden, der gør det nemt at dykke ned i hver enkelt sag hele bogen igennem. Han gengiver uddrag af mange af sine taler, hvor folk bliver rost. Det viser Christians diplomati, der også første til at han fik den royale hæderspris – Dannebrogsordenen. Det gode ved DOF kommer frem over alt, fordi de gale ildsjæle har fået plads. Og det var Christians talent, der fik det hele til at glide, så intet krængede over og man fik det meste gennemført. Med bogen får man et indtryk af, hvordan en frivillig organisation som DOF gør sin indflydelse gældende til gavn for Danmarks fugle og natur.

Christian Hjorth var ikke udpræget videnskabsmand, men havde sin mærkesag i urfuglene. De var hans indgang til det hele og han kæmpede hårdt for at få urfuglen bevaret. Der var lyspunkter, men den sidste urfugl så Christian i 1996.

Bogen er vel illustreret med historiske fotos fra møder og begivenheder i foreningen. Dertil ønskede Christian, at en fuglekunstner kom med et bidrag til hver af de 5 afsnit i bogen – afsnit der adskiller epokerne i den tid han var formand. Billederne spænder fra Carl Christian Toftes causerende billede over fuglelivet af i dag, formørket af bramgæs, over Marco Broddes nytænkning af fugleudtrykket, til Jens Overgaards klassiske illustration af brushøns. Foruden et dobbeltopslag fra Vejlerne udsmykker Jens Frimer Andersen bogen med vignetter.