Udvikling af en national kvælstofmodel sætter forskere ved GEUS og de nationale centre DCA og DCE ved Aarhus Universitet i stand til mere detaljeret og præcist at beregne hvor meget kvælstof, der årligt udvaskes til kystvandene, og hvor meget der fjernes undervejs. Det skriver DCE i en pressemeddelelse 6. marts 2015.
Men til trods for at Landbrug & Fødevarer gentagne gange har krævet en mere ”intelligent” regulering af kvælstofforureningen, protesteres der straks mod de forbedrede kvælstofkort, fordi de vil begrænse udledningerne visse steder i landet. ”Retentionskortene kan ikke bruges til at fordele kvælstof ud fra”, påstår godsejer Lars Hvidtfeldt, der er næstformand for Landbrug & Fødevarer, i en kommentar samme dag, som rapportens offentliggørelse.
Hvidtfeldt siger, at han frygter, at ”myndighederne vil bruge retentionskortene til at fastslå, hvor meget kvælstof landmænd må tildele markerne”. Udtalelsen er ganske besynderlig, da kortene – efter krav fra landbruget selv – er udarbejdet netop til det formål.
Det såkaldte Videncenter for Landbrug (SEGES), der drives af Landbrug & Fødevarer, tager derimod mere positivt mod de nye kort. Direktør Ivar Ravn udtaler til maskinbladet.dk 7. marts:
“- Overordnet er kortene efter vores vurdering udarbejdet efter de rigtige faglige principper. Det ændrer dog ikke ved, at der fortsat mangler målinger af udledning i cirka halvdelen af landet og at usikkerhederne inden for de enkelte oplande er endog meget betydelige. Vi vil selvfølgelig gennemgå kortene systematisk, herunder blandt andet se på, hvordan de stemmer overens med landbrugets drænvandsundersøgelser”.
Forureningen med kvælstof varierer
Kvælstof, der udvaskes fra rodzonen på markerne og andre arealer, transporteres via drænsystemer og med grundvandet frem til vandløb, søer og vådområder, hvorfra det strømmer videre mod de åbne kyster og fjorde. Under denne transport vil der ske en fjernelse og tilbageholdelse af kvælstof i rodzonen, undergrunden eller i overfladevandet. Denne kvælstofretention er afhængig af de naturlige forhold på vejen mellem marken og kysten og vil derfor variere fra sted til sted.
GEUS, DCE og DCA har udviklet en national kvælstofmodel, der opdeler landet i blot 15 km2 store områder, hvorfra kvælstoffets transport og retention fra jord til kyst beregnes. Det er sket ved at koble tre delmodeller: En delmodel for kvælstofudvaskning fra rodzonen udviklet af DCA, en delmodel for vandstrømninger og kvælstofretention i grundvandzonen udviklet af GEUS og en delmodel for bidrag af organisk kvælstof og kvælstofretention i overfladevand, dvs. søer, vandløb og vådområder, udviklet ved DCE.
Udviklingen, der er igangsat af Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen, er forløbet over halvandet år og er resulteret i et fagligt opdateret og mere detaljeret værktøj og dermed et forbedret grundlag for den fremtidige forvaltning af det danske vandmiljø.
Seniorforsker Anker Lajer Højberg, GEUS, der har været daglig leder af projektet, siger, at det er første gang forskerne ved at kombinere kræfterne har udviklet en samlet model, der beskriver kvælstoffets skæbne hele vejen fra jord til kyst:
”Vi er nået rigtig langt og står med et fagligt forbedret produkt. Udviklingen er sket på basis af eksisterende viden og data, og resultatet afspejler derfor også, hvor langt vi kan komme med denne viden. Vi kan altid blive klogere, og det har vi taget højde for, så ny viden og data løbende kan indgå”.
Intelligent miljøregulering
Den nye kvælstofmodel er anvendt til at opdatere og præcisere retentionskortet fra 2008, hvor den grovere skala med retentionen opgjort i knap 500 delområder for landet nu er erstattet af en detaljering med godt 3.000 delområder. Omsætningen og tilbageholdelsen af kvælstof udtrykkes samlet som et områdes kvælstofretention. Og den nye model giver samme gennemsnitsretention (to tredjedele mellem jord og kyst) for hele landet, men giver en større sikkerhed og en større detaljering.
Landbrug & Fødevarer har siddet med i følgegruppen til projektet, der er nedsat som et tværministerielt udvalg i forbindelse med vandområdeplanerne, der bl.a. skal beskæftige sig med udviklingen af fremtidens målrettede ”intelligente” miljøregulering, sådan som det blev foreslået i Natur- og Landbrugskommissionens slutrapport fra april 2013.
Ud af 40 forslag handlede forslag 11 om kvælstofforureningen fra landbruget. Forslaget blev hilst med stor begejstring i landbruget. Her er et uddrag af teksten:
”En ny, differentieret og målrettet kvælstofregulering vil betyde, at reguleringen kan variere væsentligt mellem forskellige typer arealer og bedrifter. For arealer med en høj retention kan der blive mulighed for en øget kvælstoftilførsel, mens andre arealer med en lavere retention vil kunne tilføres en mindre kvælstofmængde end i dag. Nogle landmænd vil derfor opleve, at kvælstofreguleringen fremover lempes, mens andre vil blive reguleret mere restriktivt. Det forudsættes dog, at kvælstofnormer som udgangspunkt ikke vil umuliggøre landbrugsdrift.
Modelberegninger fra Københavns Universitet (IFRO) viser med de angivne forudsætninger, at 70 pct. af landbrugsbedrifterne i oplandet til Limfjorden kan forvente at få en mindre økonomisk gevinst, hvis den nuværende generelle regulering erstattes af en målrettet, differentieret regulering og forudsat, at der er den samme kvælstofudledning til vandmiljøet som i dag. Tilsvarende kan 30 pct. af bedrifterne forvente et økonomisk tab. På landsplan skønnes nogenlunde samme fordeling. Effekter vil afhænge af en række forudsætninger, herunder muligheden for omfordeling af kvælstof. Forudsætninger for de beregnede effekter er beskrevet i afsnit 15.1.
Den nye regulering skal kobles med anden lovgivning og tilskudsordninger rettet mod de mest sårbare arealer, som i øvrigt i videst muligt omfang skal ses i sammenhæng med det nationale naturnetværk (anbefaling 2). Målet hermed er, at der kan ske en ændret arealanvendelse og omlægning til en mere ekstensiv landbrugsdrift, vedvarende græs, flerårige energiafgrøder eller udtagning til natur på de mest sårbare arealer”.
