Ian Heilmann skriver 24. november 2019:
”Naturstyrelsens sortliste over de værste invasive arter”. Drabeligt lyder det – kan det mon passe, at Miljøministeriet er begyndt at beskæftige sig med banderelateret kriminalitet? Nåh nej – den såkaldte dødsliste omfatter såmænd en række dyr og planter: Brun rotte, kæmpe-bjørneklo, vandpest, asiatisk askepragtbille, troldkrabbe, elmesyge, mink, dræbersnegl og en lang række andre levende organismer. De er erklæret krig, fordi de findes, hvor de ikke burde være.
En invasiv art er en levende organisme, som ved menneskets mellemkomst spredes til nye områder, hvor den etablerer sig på bekostning af den oprindelige natur. Næst efter det omsiggribende tab af levesteder udgør invasive arter den største trussel mod den biologiske mangfoldighed. Fænomenet er ikke af ny dato. Tænk blot på f.eks. Australiens unikke pungdyrsfauna, som er blevet trængt voldsomt tilbage efter nybyggerne ankom med deres hunde, kaniner og andre husdyr.
Også i Danmark slås vi som nævnt med en række invasive arter. Mange af dem er blevet indført med fuldt overlæg, som f.eks. kæmpe-bjørneklo. Den blev indført i 1800-tallet, fra Kaukasus, til haver i det meste af Europa, og kom til Danmark i 1870. Det er en velkendt og imponerende plante, to til fire meter høj og med enorme blade og parasollignende kæmpeskærme af hvide blomster, af datidens haveejere opfattet som både eksotisk og dekorativ. Men så, engang i 1950´erne, begyndte arten at sprede sig voldsomt og ukontrollabelt og har siden invaderet enge, græsland, moser, vejskrænter, skovbryn, fugtig løvskov mm. Med sin rigelige frøsætning kan den danne store og tætte bestande, som skygger al oprindelig vegetation bort og dermed også fortrænger den dertil knyttede fauna. Tilmed er dens saft giftig og kan give vabler og udslet på bare ben og arme. Ligesom med to andre plantearter fra sortlisten, hybenrose og japansk pileurt, er det virkelig en sej tur op ad bakke at trænge kæmpe-bjørneklo tilbage. I nogle tilfælde må der gives dispensation til at anvende en mere politisk ukorrekt strategi: kemisk krigsførelse, i form af f.eks. glyphosat.
Der er mange grunde til mobilisering mod de invasive arter. Ud over truslen mod naturens egne balancer er der også erhvervsøkonomiske interesser på spil: F.eks. er troldkrabben en potentiel trussel for fiskeriet og askepragtbillen for skovbruget. Men går vi et spadestik dybere i årsagssammenhængene, må man nok konstatere, at det i sidste ende er mennesket selv, der er i det globale perspektiv er den værste af alle invasive arter. Det fremgår så ikke lige af Naturstyrelsens sortliste – vi skulle jo også nødigt helt tabe humøret. Den grå november har nok i sin plage.
