Den ulovlige jagt på Mandø deler vandene blandt de danske jægere. Aktivistgruppen Green Team, hvis leder antages at være jagtskribenten Jens Ulrich Høgh, diskuterer indædt, om ikke man bare skal ignorere debatten og gemme hovedet i busken – og det ser ud til, at strudsetaktikken har vundet.
Green Team er en aggressiv gruppe af danske jægere, som hver især holder øje med medierne, så man i fællesskab kan reagere, når omtalen af jagtforhold skønnes at være urimelig og negativ.
Hos Danmarks Jægerforbund har formanden Claus Lind Christensen fået en direkte opfordring fra gylle.dk til at kommentere politisagen mod øens tre jægere. Her er hans svar:
“Regulering er et værktøj i forhold til de udfordringer som bramgæs giver, og det skal ses i relation til de rigide regler der er i forhold til EF fuglebeskyttelsesdirektivet. Her ønsker Danmarks Jægerforbund naturligvis ønsker jagttid som det primære værktøj, da bramgåsen er en art der på det nærmeste er i eksplosiv vækst.
Antallet af reguleringstilladelser, sker ud fra de af ministerens nedsatte regler og administreres af Naturstyrelsen og her har jeg tillid til at dette sker korrekt. I sagen på Mandø, der har vi konstateret at der har været forhold, hvor gældende lovgivning brydes, og derfor har vi også tidligt været i kontakt med Naturstyrelsen og lokale jægere. Her har Naturstyrelsen, valgt at forholde sig til denne sag ved at indgive en politianmeldelse, og her afventer vi rettens afgørelse i denne sag.
Vi er opmærksomme på at der forventelig er nogle, som ikke har levet op til de af de vilkår som følger med den reguleringstilladelse som Naturstyrelsen udsteder. Derfor har vi aftalt med Naturstyrelsen, at vi bidrager til at øge viden på dette område via information om dette område. Her skal jeg også bemærke, at det er den enkelte lodsejer der har forpligtigelsen til at sikre, at dem der udfører reguleringen har kendskab til de gældende vilkår.”