Claus Lind Christensen, formand Danmarks Jægerforbund, har sendt dette indlæg til debatten om jagten i Danmark:
I et debatoplæg af Søren Vium-Andersen og Arne Hastrup om jagten i Danmark konkluderes det, at jagten ikke er bæredygtig, er ødelæggende for biodiversiteten, og som følge deraf skal indskrænkes ganske betydeligt.
Her i landet er holdninger gratis, og enhver kan mene, hvad man vil. Man kan naturligvis også have holdninger om jagten, men jeg syntes nu, at holdninger bør basere sig på et faktuelt og oplyst grundlag.
Jeg vil indledningsvis gøre det helt klart, at jagten i Danmark er underlagt en moderne lovgivning og er på alle måde gennemreguleret. Dertil kommer, at jagten er bæredygtig, hvilket flere gange er slået fast af DCE Aarhus Universitet, seneste under jagttidsforhandlingerne i 2013.
I Danmarks Jægerforbund har vi en klar holdning om, at der faktisk kan drives mere jagt i Danmark, og at vi også kan gøre det på flere arter end i dag uden at forringe biodiversiteten.
Det vil være for vidtgående, at gå hele debatoplægget igennem her, men jeg vil gerne henlede opmærksomheden på nogle af de fejlagtige påstande, som det indeholder.
Antallet af jagtbare arter skal ifølge forfatterne begrænses til de arter, der har en kødværdi, og som følge deraf kan sælges. Dertil kommer en række arter, som forfatterne via deres smagsdommeri ikke mener, bør høre til her i landet. Denne opgørelse er slet og ret noget sludder, da en kortnæbbet gås, en spidsand eller en bekkasin, som ikke fremgår af deres liste, hver især er en fantastisk spise.
Danmarks Jægerforbund er af den opfattelse, at der findes en række arter, der fint kunne (gen)indføres jagttid på. Her kan jeg blot nævne knortegås, hjejle og stor regnspove. Det ville kunne ske uden at hverken bestandene eller biodiversiteten tog skade.
I oplægget er udsætning af fasaner også under beskydning, hvor det fremstilles, som om at udsætning er en direkte trussel mod biodiversiteten. Dette er ikke korrekt, da biotopplaner, som er en forudsætning for at udsætte mere end 1 fasan eller 1 agerhøne/ha, er med til at øge biodiversiteten på de ejendomme, hvor der udsættes fasaner eller agerhøns. Det har DCE Aarhus Universitet dokumenteret i deres midtvejsanalyse af biotopplanerne, som blev indført i 2010.
Der argumenteres også for enten forbud eller væsentlige indskrænkninger af jagt på offentlige arealer. Her må jeg også melde hus forbi, da en analyse om friluftslivet har vist, at jagt ikke forstyrre andre brugere i væsentlig grad. Igen må det være forfatternes personlige aversion med jagt og jægere, der skinner igennem.
I forhold til reduktion af jagttiden er holdningen til hjortevildtet helt forfejlet. Bestandene er stigende, og jægerne skal rent faktisk være endnu mere effektive i forhold til at få skudt tilstrækkeligt med dyr. Set med jægerøjne er det naturligvis et positivt problem, men det vidner om, at dyrenes naturlige levesteder og fødeadgang gennem de senere år er forbedret.
Lige netop forbedring/fastholdelse af levesteder er nøgleordet for såvel de jagtbare som ikkejagtbare arters overlevelse, ikke om der drives jagt på dem eller ej. I den forbindelse er jægerne en af de grupper i samfundet, der ikke råber højt om, at der skal ske forbedringer for andre folks penge, men derimod selv gør noget ved det via en aktiv naturpleje.
Der fremføres også et ønske om at få lukket jagten i EF-fuglebeskyttelsesområderne. Her påpeges det ganske rigtigt, at det ifølge EU er tilladt at drive jagt i EF-fuglebeskyttelsesområder, hvilket vi naturligvis er enige i, er en helt korrekt tolkning af EF-fuglebeskyttelsesdirektivet. I denne forbindelse glemmer forfatterne dog at fortælle, at direktivet tilsiger, at der skal sikres de fornødne beskyttelsesforanstaltninger for fuglene, hvilket er sket via et stort reservatnetværk, som DCE også har påvist virker. Et reservatnetværk, som jægerne faktisk betaler for opretholdelsen af.
Sådan fortsætter postulaterne eller rettere holdningerne gennem dette manifest. De to skribenter er hovedkræfterne i Danmarks Naturfredningsforenings jagtnetværk, og dermed må jeg også gå ud fra, at de tegner DN med deres holdninger i relation til jagt.
Ser man så på, hvad deres indlæg ikke omtaler, for de kommer trods alt ikke omkring alt, inden for jagten, så er det bl.a. den naturindsats, som de danske jægere gennemfører året rundt. Mange jægere gør ikke det store væsen af sig, men gør en stor indsats i naturen til glæde for hele faunaen. Dertil kommer, at jægerne via jagttegnet bidrager med jagttegnsmidler, der går til forskning, reservater, genskabelse af natur, m.v. Samlet set bidrager jægerne til den årlige naturindsats med et beløb, der overstiger mere end en kvart milliard kroner.
Endelig skal det nævnes, at den moderne jæger får en uddannelse i brug af naturen. Jagtprøven er lige blevet moderniseret til også at indeholde en skydeprøve, hvor sigtet netop er at minimere anskydninger og gøre jægerhåndværket endnu bedre. Alt sammen for at sikre, at jagten lever op til moderne standarder.
Ja, man kommer ikke uden om det – jagt er en del af den danske natur- og vildtforvaltning!
Baggrundsdokumenter:
Oplæg til jagttidsrevision 2014
Evaluering af biotopplaner
Fakta om friluftslivet: se side 40.
Også redaktøren af netmagasinet “Netnatur” Michael Sand har kommenteret debatoplægget. Sand skriver indledningsvis:
“Hvis man var af den overbevisning, at danske jægere alt i alt gør det meget godt, får man et helt andet indtryk, når man læser Søren Vium-Andersen og Arne Hastrups debatoplæg til et nyt idegrundlag for jagten i Danmark,
Skrivelsen er klinisk renset for positiv kritik af danske jægeres indsats som vildt- og naturforvaltere, selv om flere af de mest populære jagtbare arter f.eks. er i stærk fremgang.
De to biologer er ikke just begejstret for de eksisterende principper og derfor har de forfattet en række synspunkter, som systematisk og punkt for punkt gør op med den traditionelle tilgange til den danske vildtforvaltning.”
Læs hele indlægget her:
