Kampen om landet

Denne kronik sætter fingeren på et af de ømmeste punkter i debatten om affolkningen af yderområderne i Danmark. Den er skrevet af Ingrid Henriksen og Jørgen Bjerring i Magtenbølle i anledning af et forslag til generalforsamlingen 21. juni i Magtenbølle Beboerforening om opkøb af en landbrugsejendom ved Magtenbølle, som forventes sat til salg i nær fremtid. Magtenbølle ligger på Vestfyn. Kronikken har været bragt i Fyens Stiftstidende.

Danmarks ca. 4,3 mio. ha jord udgøres for næsten 2/3’s vedkommende af landbrugsjord. Byer, veje og øvrige infrastrukturanlæg udgør kun 10% af Danmarks areal.

Ude på landet er der således god plads. Til landbruget. Faktisk er Danmark det mest dyrkede land i hele verden. Og det begrænser udfoldelsesmulighederne for de menige beboere på landet.

De ældre boliger i landsbyerne har ofte haver, som er langt mindre end de parceller, der for 20-40 år siden blev udstykket hundredetusindvis af. Og de såkaldte ”naturoplevelser” er noget, man som beboer på landet kan opleve fra de asfalterede kommuneveje. For lige i baghaven er ”naturen” ofte ejet af den lokale svinebonde. Intensivt udnyttet, så fugle- og dyreliv, mange vandløb samt vores grundvand stønner under presset af pesticider og kvælstof.

På det seneste har svineMRSA-problemet skabt overskrifter i aviserne. Halvdelen af Danmarks svinebesætninger har stafylokokker, som kan overføres til mennesker med fatale følger. Visse stafylokokker (MRSA CC 398) kan nemlig ikke slås ned med antibiotika, når de rammer mennesker. De har allerede fået så meget antibiotika gennem svinefoderet, at de er blevet resistente. Svine-MRSA-problemet giver således anledning til bekymring, ikke mindst blandt forskere, som ser de fatale følger det kan få, hvis udsatte personer ikke længere kan behandles med kendt antibiotika mod MRSA-svinebakterien. Fagbladet ”Ingeniøren” skrev for nylig således: “Naboer til en intensiv svineproduktion får næsten fordoblet sandsynligheden for at blive smittet med den multiresistente MRSA-bakterie, viser amerikansk forskning. Ifølge dansk professor bekræfter det iagttagelser på hospitaler herhjemme.”

Masser af mennesker mærker, hvorledes huspriserne falder i Danmarks udkanter. Det sker ikke kun fordi skoler lukker, kommunekontorer slukker og butikker dør. Det sker også, når der ikke kan skabes grønne områder på landet, som landbefolkningen har reel adgang til, fordi jorden omkring os ejes og drives af store bedrifter, som skal af med deres gylle samt tvivlsomme pesticider og kvælstof. Beboere på landet er således også under pres fra vores nærmeste naboer: landbrugerne.

På landet er vi vidner til, at mindre landbrug er blevet nedlagt og jorden overtaget af stadig større landbrug. Holdningen blandt mange beboere er, at denne strukturudvikling har været nødvendig og uundgåelig. Og frem for alt så har vi, som købte vore boliger på landet for 40-50 år siden, betragtet os som gæster: vi skulle ikke blande os i denne strukturudvikling.

Vi har passivt set til, mens landbruget, godt hjulpet af kreditforeninger, bankerne og EU-støtteordninger har ”strukturudviklet” på livet løs de seneste 40 år. I dag er hver femte bedrift på mere end 100 hektar. I 1970 var blot én procent af bedrifterne på over 100 ha. Ca. 2/3 af arealet dyrkes i dag af bedrifter, som er større end 100 ha, og 40% af arealet dyrkes af bedrifter, der er over 200 ha.

Disse meget store bedrifter, og dermed også meget større maskiner på markerne har blandt andet betydet, at levende hegn, hvor der tidligere var skel til de nu opkøbte naboer fjernes. Og det samme er sket for utallige markveje og kirkestier, som tidligere reelt var adgangsveje til natur- og landskabsoplevelser for beboerne på landet, og fristeder for dyre- og planteriget.

Og det sørgelige er, at mange landbrugsbedrifter er tynget af gæld (ca. svimlende 450 mia kr., anslås det), og at produktionsomkostningerne i landbruget stort set svarer til værdien af produktionen. Med andre ord: Dansk landbrug tjener ikke penge – i hvert fald ikke gennemsnitligt set. Havde dansk landbrug ikke fået EU-støtte betalt af skatteborgerne i perioden 2006-2012, ville landbruget samlet set have haft et underskud på 58,6 mia kroner. 53 mia EU-kroner reddede imidlertid landbruget på stregen, således at det samlede regnskabsmæssige underskud ”kun” blev på godt 5 mia kr. i de syv år.

Samtidig er beskæftigelsen i det primære landbrug faldet fra ca. 120.000 til 65.000 personer inden for de seneste blot 20 år.

Dette burde føre til selvransagelse – ikke blot i dansk landbrug, men også blandt os menige beboere på landet. Kan vi mon i fællesskab tilkæmpe os noget af det tabte land, således at vi i vores nabolag kan skabe natur- og fritidsoplevelser og gårdbrug med sunde fødevarer på endnu ikke ”strukturudviklede” landbrugsejendomme, hvor disse endnu findes?

Hvis unge mennesker skal ”lokkes” til at købe vore boliger på landet, når vi skal sælge om 5-10-15 år, så skal vi sørge for så attraktive vilkår som muligt. En af mulighederne er, at vi nu, inden det er for sent, tilkæmper os nogle af de mindre landbrugsejendomme, som er i fare for at blive solgt til den lokale svinebonde, og at vi seriøst overvejer, hvad vi i fællesskab vil bruge sådanne ejendomme til.