Fortællingen om det danske landbrug er en evig saga om højtflyvende opsving og monumentale nedture. En fortælling om rouletteagtige investeringer, gigantlån og jordpriser, der falder med et brag fra den ene dag til den anden. For tiden ser det ud til, at fortællingen har nået et ‘point of no return’. Det skriver dagbladet Information, 5. august 2015. Her følger indledningen:

Landmændenes gæld er nu så historisk høj, at det truer ikke alene den enkelte landmand, men også de små sparekasser i landområderne. Priserne på konventionelle fødevarer falder støt, mens det fyger med beskyldninger om forurening, manglende dyrevelfærd og social dumping i landbruget.

Spørgsmålet er, hvor vi så går hen nu. Kan det industrielle landbrug klare sig i konkurrencen med billige lavtlønslande, hvis bare de får lov at droppe randzonerne og gøde jorden lidt mere, som Venstre har foreslået? Og er der nogen grund til at lade et erhverv, som udgør omtrent 3,5 procent af den danske økonomi, optage 62 procent af landets jordarealer?

jan_holm_ingemann2
Lektor Jan Holm Ingemann, Ålborg Universitet.

»Nej,« lyder svaret fra Jan Holm Ingemann. Han er lektor og landbrugsøkonom ved Aalborg Universitet og kendt som en af få mangeårige kritikere af det danske landbrug. Ifølge ham er tiden løbet fra den måde, vi driver landbrug på i Danmark.

»Hvis man ser helt nøgternt på det, kan det ikke betale sig at have det landbrug i Danmark, vi har i dag. Hverken for den enkelte landmand eller for samfundet som sådan,« siger Jan Holm Ingemann. Ifølge ham er det et fåtal af danske landmænd, som klarer sig økonomisk godt ved hele tiden at være på forkant med den teknologiske udvikling, mens den gennemsnitlige landmand halser efter og er dybt afhængig af landbrugsstøtte. Samfundsøkonomisk ville det bedre kunne betale sig at omlægge til nogle mindre landbrug eller en helt anden form for erhverv, vurderer han.

Jan Holm Ingemann ser landbrugets nuværende gældskrise som det seneste udtryk for en større »dødsspiral«, der har roteret siden midten af 1900-tallet, og som risikerer at føre til endnu større kriser i fremtiden.

»Det industrialiserede landbrug har spillet fallit i Danmark. Siden 1960’erne har der været den ene krise efter den anden, og alligevel holder landbruget fast i, at den eneste vej fremad er større og større produktion,« siger lektoren.

»Men det er en myte.«

Flere grise, færre penge
For at forstå landbrugets nuværende krise, må man skrue tiden tilbage til årene efter Anden Verdenskrig.

Filso_host001
Hellere maskiner end mennesker har været den bærende ideologi i strukturudviklingen af det europæiske landbrug siden Anden Verdenskrig.

Store dele af Europa lå i ruiner, da USA i 1948-51 trådte til med Marshall-hjælpen, som både indebar økonomisk støtte og overførsel af ny teknologi. Holland modtog tre gange så meget støtte som Danmark, og pludselig kunne hollandske landmænd begynde at konkurrere med Danmark om det lukrative britiske marked.

Flere konkurrenter kom til, og det førte til et voldsomt prisfald på fødevarer i Europa. Det danske landbrugs løsning på den øgede konkurrence og den faldende indtjening blev en strukturudvikling, som skulle føre til færre men større landbrug, der nu ikke længere skulle have en alsidig men en mere specialiseret produktion af især svin. På omkring 40 år, frem til midten af 1990’erne, fordobledes produktionen i det danske landbrug.

Men i samme periode halveredes indkomsten. Hvordan hænger det sammen? Når landbruget begynder at pumpe flere konventionelle fødevarer ud på et marked, der allerede er mættet, falder prisen, hvilket betyder, at landmanden må producere endnu mere. En mekanisme, der er kendt som »landbrugets trædemølle«.

(forts.)

Læs hele artiklen her.

Comments are closed.