Kemikaliekysten

I en stor reportage 25. november 2022 sætter Weekendavisen fokus på den omfattende forurening med PFAS-stoffer i Vestjylland og især på kemikaliefabrikken FMC Cheminova, som mange lokale beboere beskylder for at være årsag til forureningen. Læs nogle uddrag af artiklen her:

Mellem Vesterhavet og Limfjorden nær Thyborøn græsser køer, som er så forgiftede, at de ikke må spises. Ifølge Naturstyrelsen er de fulde af PFAS – en betegnelse for farlige fluorstoffer, som lever for evigt i natur, dyr og mennesker, og som kan forårsage kræft og psykisk sygdom.

Man finder engen med køerne nær den gamle kemikaliefabrik Cheminova, som i dag hedder FMC og er på amerikanske hænder. Under engen pumper to trykledninger fra FMC dagligt spildevand ud i Vesterhavet. I fabrikkens rensede spildevand og i klitterne bag engene er der i år fundet PFAS i store mængder.

Derfor undrer det forskere og aktivister, at fabrikken stadig får lov til at undersøge sit spildevand for PFAS selv. Ikke mindst fordi der er gjort flere alarmerende PFAS-fund langs denne del af Vestkysten, som miljømyndigheder leder efter kilden til for tiden. Fra Bøvling Klit til Agger Tange lidt nord herfor er der fundet PFAS. Men de eneste prøver, der er lavet af spildevandet fra FMC, har de selv bestilt. Efter et påbud hyrede de et firma til at lave dem og valgte selv, hvornår de skulle tages.

…

På FMC siger man i dag, at virksomheden er et helt andet sted end dengang, da fabrikkens forurening ryddede overskrifterne i danske aviser. Bevæger man sig ind på fabrikken, finder man en bydel af rustrøde kontorer og laboratorier, hvor de 430 medarbejdere kommer omkring på cykler.

»PFAS har vi aldrig brugt i vores produkter,« siger fabrikschef Jakob Kyllesbech. »Som i aldrig. Heller ikke da vi hed Cheminova.«

– Hvorfor er det så målt i jeres spildevand?

»Det er så det gode spørgsmål,« svarer han. Der hænger plancher med firmaets værdier så som integrity, agility, respect for people. Han tilføjer, at fabrikkens miljøtilladelse faktisk slet ikke stiller krav til PFAS-niveauerne i spildevandet. I princippet kan de lukke så meget ud, det skal være. Helt lovligt. Men det ønsker de naturligvis ikke. Han smiler. »Jeg har lyst til at sige, at det kan tage op til et år at finde kilden,« siger han.

…

Xenia Trier, lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet, forstår ikke, at det skal tage så lang tid: »Det burde kunne gøres på nogle måneder,« siger hun. »Når de har fluorstoffer i deres spildevand, må de jo bruge dem et eller andet sted.«

Et bud kunne være i fyfanon, en insektdræber, som firmaet bekræfter, at det har produceret siden 1960erne. Det aktive stof i det produkt er malathion. Forskere fra University of Texas har fundet PFAS i en række kommercielle produkter baseret på malathion.

PFAS kan godt findes i ingredienser fra FMCs underleverandør, uden at FMC automatisk får det at vide, som reglerne er nu. Firmaet kan altså risikere at have brugt en eller anden form for PFAS helt rutinemæssigt uden selv at vide det. Men når nu de står med disse fund, så kunne de jo få deres leverandører til at »garantere, at det ikke er tilfældet, ligesom andre firmaer gør«, siger Trier. »FMC virker mere optaget af at overholde loven end af at undgå at forurene.«

»Vi er et etisk firma, der lever op til de krav, der stilles til os,« svarer Kyllesbech. Hvad der skete engang, vil han ikke udtale sig om. Miljøchef Inge Margrethe Jensen ved hans side har arbejdet på fabrikken i 25 år. Måske hun vil?

»Det skal miljøchefen ikke,« bryder Kyllesbech ind. FMC er etiske, gentager han. De gør så meget, som ingen ser. De har 15 ansatte til at monitorere spildevand og fem årlige miljøtilsyn. De driver frivilligt 200 afværgeboringer.

…

»Jeg har sovet dårligt,« skrev Linnea Fonfara fra Klitmøller i et læserbrev i Politiken, da det for nylig kom frem, at Agger Tange er forurenet med PFAS. Hun er vokset op i et træhus ned til Flade Sø i Thy Nationalpark, Danmarks største vildmark, lige nord for Agger Tange, hvor man i september fandt PFAS. Hun savner klar besked fra myndighederne om, om søen også er forurenet, siger hun:

»Når det blæser, flyver der havskum ind ude fra Agger Strand. Så hvad med os? Er vi sikre? Må vi spise havtorn, samle bær, plukke østers? Hvor meget af det her gift kommer fra Cheminova? Hvordan vil de stoppe det? Jeg surfer, og så ligger man i skummet, får det i ansigtet, i næsen.«

Surferne surfer stadig. Tyskerne fisker. Man kan fortsat købe et fiskekort nede i Limbo Både, og der går får ude på diget, som plejede at blive spist. Der bliver afholdt andejagter på søen. Ingen har hende bekendt taget prøver af jord, vand, dyr, mennesker. Hun er ked af forureningen på fødeegnen:

»Mine barndomsminder er blevet plettet, og min sorgløshed i naturen ødelagt.«

Som barn sov hun i telt med sine brødre ved søen og fiskede hele natten. Havskummet så sjovt ud i vinden, de gemte sig i det, sparkede til det. Fonfara troede, at hun skulle flytte tilbage en dag, når hun får børn, og give dem den samme opvækst. Nu spørger hun sig selv: »Var det så godt, som vi huskede?«

Har hun giften i kroppen? Kommer der nogen og tester hende?

Det vil hendes mor, Else Fonfara, også gerne vide. Hun er vokset op i Fjaltring syd herfor. »Dér stank tit af Cheminova. ‘I dag stinker det af Cheminova,’ plejede vi børn at sige.« Moren siger, at man var for tolerante over for forurening dengang. »Luk lortet,« foreslår hun nu. Hun gør tre slags kål fra køkkenhaven klar til aftensmaden. Hun spiser det endnu, men hun gruer for det.

Læs hele artiklen i Weekendavisen

Bannerfoto: Overalt i klitterne kan der spores PFAS. Foto: Micheile.com/Unsplash