Landsforeningen mod svinefabrikker m.fl. har klaget til EU-kommissionen over implementeringen af habitatdirektivet i husdyrbrugsloven
Af cand. scient. Finn Boetius
Klagens baggrund
Den første lov om miljøgodkendelse af landbrug blev vedtaget under daværende miljøminister Connie Hedegård i 2006 og er ændret mange gange siden. Godkendelsesbetingelserne for landbrug i eller nær Natura 2000 områder lagde sig tæt op af bestemmelserne i den såkaldte habitatbekendtgørelse, der på mange måder afspejlede en forholdsvis direkte administration af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, der handler om, at tilladelser til forurening af habitatområder kun må gives, hvis det – videnskabeligt set – er umiddelbart oplagt eller i modsat fald, at resultatet af en nærmere konsekvensvurdering viser, at tilladelsen og den dermed forbundne forurening, med overvejende sandsynlighed, ikke risikerer at skade Natura 2000 områdets ”integritet” dvs. at målsætningen om ”gunstig bevaringsstatus” for de naturtyper som Natura 2000 området er udpeget for, ikke skades.
Habitatdirektivets forsigtighedsprincip består i, at det skal påvises, at der ingen skade vil ske ved tilladelsen. Man vil ikke acceptere ”lig på bordet” før et eventuelt indgreb. Det gav mange problemer i forbindelse med tilladelser til landbrug i nærheden af Natura 2000 områder på grund af manglende habitatvurderinger af bl.a. nitrat- og ammoniakforurening, der eventuelt kunne vise, at der ingen skade ville ske.
De mange ændringer af husdyrbrugloven handler da også om ”løsning” af problemerne med habitatvurderinger. Nitrat-problemerne ”løstes” ved at udskille markdriften fra godkendelsesordningen – så skulle denne forurening ikke behandles i forbindelse med tilladelser, men igennem generelle regler i gødningslovgivningen m.m.
Ammoniakforureningen er så tæt knyttet til stalde, at det var for absurd at løsrive denne forurening fra godkendelsesordningen.
Den indbragte klage til EU-Kommissionen handler om to bestemmelser i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen om ammoniakforurening til Natura 2000 områder:
Efter den første må et husdyrbrug udlede op til 0,7 kg N/ha pr. år til nærmere bestemte ammoniakfølsomme naturtyper (hovedsagelig såkaldt kategori 1 natur). Grænseværdien sænkes, hvis der er flere landbrug i nærheden.
Denne grænseværdi gælder alle Natura 2000 områder med ammoniakfølsomme naturtyper, uanset hvilken tilstand de i øvrigt befinder sig!
Efter den anden bestemmelse gælder, at der skal meddeles afslag på godkendelse, hvis det vurderes at der alligevel vil ske skade på Natura 2000 området ved lavere emissioner end afskæringskriteriet på 0,7 kgN/ha pr. år. Men efter bestemmelsen skal det i den situation videnskabeligt påvises, at der sker skade på området – og det er i strid med habitatdirektivet, som foreskriver, at det der skal påvises er, at der ikke sker skade.
I klagen kritiseres det videnskabelige og juridiske grundlag for de to nævnte bestemmelser, som vi mener, der ikke er belæg for i habitatdirektivet.
Ironisk nok mener vi, der er belæg for, at kommunerne i forbindelse med behandling af landbrugssager bør se bort fra de to danske bestemmelser. Det kan de, fordi direktivets artikel 6., stk. 3, kan administreres direkte i medlemslandene og har forrang for danske bestemmelser. Problemet er, at det gør kommunerne os bekendt ikke. Det er faktisk en del af kommunernes ”råderum”.
Klagen kan læses på dette link:
Klage til EU-kommissionen over husdyrbrugloven endelig.pdf (landmodsvin.dk)
