Komælk – sundhed eller snyd?

Af Per Bennicke, ørelæge og akupunktør

Komælk som ernæringskilde – historisk set

Tidligere var Danmark et decideret landbrugsland med mange små og ret urentable brug, befolkningen var fattig og levede på sultegrænsen.  Dette forklarer, at komælk og produkter heraf var yndet føde for de mange sultne munde.  Komælk kunne man nemt få lige ude i stalden, man kunne selv lave forskellige produkter deraf, f.eks. tykmælk, smør og ost, ligesom man kunne mætte børnene med selve komælken.

Senere er mange småbrug lagt sammen, størstedelen af befolkningen beskæftiger sig med andre erhverv, mens kun en lille procent heraf dyrker landbrug. Samtidigt er befolkningen blevet meget mere velstående, mens landbruget er understøttet af fremmede midler for at kunne fungere, og trods det voldsomt forgældet.

Ikke desto mindre udgør komælk og komælksprodukter stadigt en meget stor del af vor daglige kost og optager plads for næringsmidler, der ville være betydeligt sundere.

Forklaringen hertil synes at kunne findes i dels traditionen dels i pengemæssige interesser.

Komælk og deraf udviklede produkter er inderligt overflødige og, som en del videnskabelige undersøgelser viser, i værste fald skadelige.

En stor del af verdens befolkninger bruger slet ikke mælk som ernæring efter at børnene er holdt op med at die hos deres mødre.  Og de har ikke andre problemer med vækst og sundhed end os andre, snarere tvært imod

Komælk som kalkkilde

Den vigtigste begrundelse for, at komælk og produkter anbefales som ernæring, er, at mælk indeholder kalk.  Calcium, som det også hedder, er nødvendigt for opbygning af vore knogler i kombination med D-vitamin og motion.

Men mælk er ikke en særlig god kalk-giver! Godt nok mener en kendt professor for Institut for human ernæring, rådgiver for Sundhedsstyrelsen, medlem af ”Mælkefondens” bestyrelse og modtager af et to-cifret millionbeløb til sin forskning i mælkeprodukter fra samme fond, at daglig indtagelse fra fødsel til død af mælkeprodukter er livsnødvendigt.  Dette på grund af kalken til vore knogler.

Samme professor har samtidigt, noget modstridende, givet udtryk for, at mælk er slankende, da kalken binder fedtet, og dermed går ud med afføringen.

Danmarks befolkning har verdensrekord i indtagelse af komælksprodukter, og trods dette har vi den største hyppighed i ”skøre knogler” (osteoporose).

Komælk og luftvejssygdomme

Siden jeg oprettede min øre-næse-hals-klinik i 1978 har jeg set i tusindvis børn med luftvejssygdomme.  Antallet af astma-børn og ”ørebørn” har været skræmmende, også fordi tallet af ramte børn har været stærkt stigende igennem årene.  Da jeg startede var ca. hver 10.ende barn astmatiker, i dag er hver 3.

Nogle af disse børn er egentlige allergikere, mens en stor del er intolerante.

Jeg har foretaget en interview-undersøgelse af 1000 ældre mennesker over 60 år og spurgt dem om evt. øresygdomme i deres barndom: 17 % havde haft mellemøreproblemer, mest i form af akut mellemørebetændelse.  –  I dag rammes 80-95% af alle børn af mellemørelidelse, men nu i form af en anden lidelse: mere eller mindre kronisk mellemørekatar, hvilket er en ganske anden sygdom!  Og, hvorfor denne forskel – se senere…

Selv om mellemørekatar synes at skyldes flere faktorer, har jeg igennem årene forsøgt at behandle børn med denne sygdom med kostændringer – d.v.s. ingen komælk og –produkter.  Dette ud fra betragtningen fra gammel tid:  Komælk giver slim i kroppen:  Påvirkning af bl.a. luftvejene.  Godt 50 % af de ”behandlede” børn kom sig og undgik derved dræn i ørerne.  Således opererede jeg kun ca. 50% i forhold til mine kolleger.

Ofte observerede jeg, at de samme børn, som blev raske af deres øresygdom, også blev fri for deres astma.

Senere i mit klinikforløb har jeg desuden behandlet disse børn aktivt efter Nogier-frekvens-metoder (R. Nogier:  ”Auriculotherapy”, ISBN: 978-3-13-148001-9) med yderligere forbedring af resultaterne.

Samme R. Nogier anser allergi og intolerance som værende behandlingsforhindringer, d.v.s. at ens behandling af aktuel lidelse standses eller forsinkes på grund af denne hindring.  Komælk og produkter er en af hovedårsagerne til allergi og intolerance og må derfor anses for at være en behandlingsforhindring.  Også i Kina i antikken anså man mælk som slimdannende.

Et par sygehistorier:

Sasha, 2 år, astma siden moder ophørte amning efter ½ år, og hun begyndte ernæring med modermælkserstatning (på komælks-basis). Sygdommen har været næsten upåvirket af medicinsk/vestlig behandling, også selv om lægerne på en specialklinik for børnesygdomme havde sat steroid-dosis op til voksendosis!

Ingen i familien fik søvn på grund af Sashas anfald døgnet rundt.  Familien virkede fuldstændigt opgivende og trætte, Sasha, som ikke havde taget noget på i ca. et år på trods af lægernes ordination af koncentreret mælke-protein-drik (!), var spinkel, betydeligt under normal højde og drøjde, bleg, hvid i huden og med sår omkring munden (inhalationsmedicin).

Sasha blev sat på mælkeproduktfri kost, og efter 1 uge var hun fri for anfald og efter 3 uger ude af medicin, anfaldsfri og var begyndt at tage på.  I øvrigt var hun livet op og sov om natten.  10 uger efter kostændringer er hun stadigt anfaldsfri.

Sara, 9 år, behandlet igennem årene med i alt 8 drænlæggelser i trommehinder på grund af mellemøresygdom, ophørte med indtagelse af komælksprodukter.  Indtil det tidspunkt havde hun været evindeligt ”snottet”, men 14 dage efter ophørte produktionen af snot og ørerne tømte sig.

Komælk skadeligt – hvorfor?

I en omfattende bog om emnet har K. Woodford sammenfattet vores nuværende viden om mælkeproduktindtagelse og forskellige sygdomme.  Han er landbrugsøkonom og ansat ved Lincoln University, New Zeeland, som professor. Bogen hedder:”Devil in the milk” og er værd at læse, også på grund af de talrige henvisninger (ISBN 978-1-60358-102-8).

Det synes som om, i alt fald for en del af de sygdomme, der kan relateres til komælk, at et lille fragment af caseinet (mælkeproteinet) – beta-kasemofin – er skyldigt.  Der findes to typer mælk, A1 og A2, som begge indeholder dette beta-casemorfin.  A1 mælken er karakteriseret ved, at beta-caseomorfinet fraspaltes meget nemt fra caseinet og derfor findes frit i store mængder i mælken.

Dette fænomen er ikke tilfældet med A2-mælk, ligesom beta-casemorfinet har en anden, mindre skadelig i flere henseender, opbygning end tilfældet i A1-mælk

Der er en bemærkelsesværdig forskel på tidligere tiders hyppighed af astma og øresygdom i forhold til nutiden, og det synes, at have sammenhæng med homogeniseringen af mælken.  Denne proces startede i 1962 og herefter blev det nødvendigt at operere et stadigt stigende antal børn med ”dræn i ørerne”, ligesom behandling af astma tog fart. Homogenisering er en behandling af mælken, som består i at sende væsken igennem filtre under et tryk på omkring 150 atmosfærer. Det kan synes ret sandsynligt, at dette medvirker til yderligere at frigøre betakaseomorfin.

Dette peptid, som man kalder det, kan trænge ind via tarmslimhinden til blodbanen, og skaber der ravage i forbindelse med immunsystemets reaktion, samt lokalt inflammation (irritationstilstand).

Det er i laboratoriet påvist, at betacasemorfinet skaber ikke blot hævelse af slimhinder, men også slim – faktorer, der i såvel astma som mellemørekatar, er til stede og ansvarlige for symptomerne. (Jim Bartley; ”Does milk increase mucus production?”, Med. Hypothesis, 2009)

Konklusion

Komælk er et ikke særligt lødigt ernæringsmiddel, da kalken kan erstattes af mange andre og bedre produkter, og da komælk synes at være direkte skadeligt og sygdomsforvoldende. Man kan kun anbefale udelukkelse af komælk i den daglige kost.

Litteratur

R. Nogier: ”Auriculotherapy”,  Thieme  ISBN978-3-13-148001-9

K. Woodford: ”Devil in the milk”, Chelsea Green ISBN978-1-60358-102-8

T.Colin Campbell:  The China Study,  BenBella Books, ISBN  978-1932100-66-2

J.Deibjerg “Urolige unger og skrantende born”Borgen, ISBN 87-21-00520-6

J. Bartley. ”Does milk increase mucus production” – Med. Hypothesis, 2009

P. Bennicke, M. Fjordgaard: ”Hjælp dit ørebarn” Klitrosen ISBN 87-92041-12-4