De omfattende ødelæggelser af Værnengene, de oprindelige engarealer i bunden af Ringkøbing Fjord, har skabt voldsom debat ikke mindst efter Vestre Landsrets klare dom i sagen 11. maj 2016.
Den nuværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) udtrykte sine meget skarpe meninger om sagen i juni 2014 i et læserbrev i Ringkjøbing-Skjerne Dagbladet. Heri skrev den daværende folketingsmand bl.a. om Danmarks Naturfredningsforenings kamp for de beskyttede enge:
“Hvis noget i dette land fører til bureaukrati, så er det DNs overgreb på befolkningen. Ikke mindst sagen om Værnengene og administrationen af disse jordarealer er en skamplet på Danmarks Naturfredningsforening, hvis formand, Ella Maria Bisschop-Larsen, har haft en helt utilstedelig adfærd ude på Værnengene.
Foreningen har påklaget en afgørelse af Ringkøbing-Skjern Kommune i august 2013, som tillader omlægning af »græs til græs«. Der er tale om høje arealer, hvor der ikke færdes de særlige ynglefugle, som, DN konstant påstår, bliver skræmt væk af landbruget. Imidlertid viser en rapport fra 2007, at disse fugletyper slet ikke findes på de høje arealer, hvor græsomlægningen finder sted.”
Efter landsrettens dom har Lunde Larsen måtte sluge en mellemstor kamel, da dommen fuldstændigt underkender hans kritik af DN. Som minister har han været tvunget til at anlægge en helt anderledes urban tone i sin omtale af sagen, som det fremgår af miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 966 (MOF alm. del) stillet 13. april 2016 efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 966
”Ministeren bedes redegøre for landsrettens dom vedr. Værnengene, samt hvilke konsekvenser dommen har fået for opdyrkning og gødskning i området?”
Svar
“Vestre Landsret har i en principiel dom af 11. maj 2016 tiltrådt Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse
om, at et engareal i Værnengene var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, uanset det i en fredningsafgørelse var lagt til grund, at dette ikke var tilfældet.”
Den private interesseorganisation Landbrug og Fødevarer har beslutte at bruge medlemspenge på at støtte de tre lovbrydere i en anke af dommen til Højesteret.
Hvis du vil forstå sagens detaljer, så læs videre…
Her beskrives dommen i nyhedsbrevet fra Kammeradvokaten:
Vestre Landsret har i en principiel dom af 11. maj 2016 tiltrådt Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om, at et engareal var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, uanset det modsatte var lagt til grund i en fredningsafgørelse.
Værnengene var beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3 uanset fredningsafgørelse
23. maj 2016
Sagens baggrund
Sagens anledning var, at lejeren af et engareal i Værnengene havde anmeldt en omlægning fra græs til græs som en aktivitet, der var omfattet af anmeldelsespligten efter naturbeskyttelseslovens § 19b.
Arealet på ca. 11 ha havde i en periode været omfattet af nogle aftaler om miljøvenlig drift (MFO- og MVJ-aftaler), og arealerne var tillige omfattet af en fredning fra 2004. I fredningsafgørelsen var anført, at arealerne på grund af aftalerne om miljøvenlig drift først kunne få status af beskyttet eng et år efter aftaleudløb.
Naturklagenævnet vurderede imidlertid i en principiel afgørelse fra 2006, NKO nr. 400 fra november 2006, at undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens 2, stk. 1, ikke gjaldt for nogle arealer, der havde været omfattet af MVJ-aftaler, og som opfyldte kriterierne for ferske enge ved naturbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. juli 1992. Undtagelsen gælder kun, når den ferske eng er dannet, fordi der efter aftale med en offentlig myndighed har været gennemført en særlig driftsform.
Natur- og Miljøklagenævnet vurderede derpå i den aktuelle sag på baggrund af oplysninger fra kommunen, at engarealet tilsvarende var § 3-engareal allerede, da MFO-aftalen blev indgået i 1991, og dermed beskyttet mod tilstandsændringer.
Retssagen
Retssagen var anlagt af Sydvestjysk Landboforening som mandater for lejeren af engarealerne.
Vestre Landsret tiltrådte Natur- og Miljøklagenævnets fortolkning af undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 2 og fandt ikke, at undtagelsen kunne fortolkes udvidende.
Landsretten tiltrådte ligeledes efter bevisførelsen, at engarealerne efter deres naturindhold var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som beskyttede engarealer både før MFO-aftalen i 1991 og efter udløb af aftalen i 2011.
Landsretten fandt ikke, at den fejlagtige retsopfattelse i fredningen fra 2004 medførte, at arealerne var undtaget det generelle forbud mod tilstandsændringer i naturbeskyttelseslovens § 3.
Fredningen kunne heller ikke træde i stedet for naturbeskyttelseslovens § 3 i medfør af bestemmelsen i naturbeskyttelsesloven om fredningernes såkaldte ”bonusvirkning”.
Omlægning fra græs til græs kunne heller ikke anses for genoptagelse af en tidligere udnyttelse, og omlægningen måtte derfor anses for at udgøre en tilstandsændring, der forudsatte dispensation.
Endelig fandt landsretten, at den omstændighed, at fredningsafgørelsen kunne have skabt en forventning hos ejeren eller lejeren, alene kunne alene indgå som et moment i en konkret sag om dispensation.
Vestre Landsret har offentliggjort en pressemeddelelse om dommen.
Sagen var en første instanssag, og ankefristen udløber den 8. juni 2016.
Advokat Charlotte Bagge Nielsen førte sagen for Natur- og Miljøklagenævnet.