Vi danskere kan godt lide både lærker og bønder. Flere opinionsundersøgelser har vist, at den danske befolkning værdsætter landbrugslandet med de dyrkede marker. Imidlertid er både lærker og bønder hastigt på vej ud af landbrugslandet. Det skriver Jens Frydendal i denne kronik
”Lærker er, hvor der er bønder,” skrev Jeppe Aakjær i sangen ”Jeg lagde min gård i den rygende blæst” fra 1906.
Da Aakjær skrev om lærkerne og bønderne, var der omkring 150.000 selvstændige landbrug i Danmark. En stor del af dem havde karle og piger ansat. Så sent som i 1946 var over en halv million danskere beskæftiget ved landbruget. Der var masser af bønder – og masser af lærker.
Siden er det gået stærkt tilbage med begge dele. I dag er der 7.500 heltidslandbrug foruden deltids og hobbylandbrug. Der er højest 63.000 beskæftiget ved landbruget, og op mod halvdelen af dem kommer rejsende hertil fra udlandet. Samtidig er antallet af lærker faldet til omkring en fjerdedel af antallet i min ungdom i 1970’erne.
I takt med at både bønderne og lærkerne forsvinder, stiger imidlertid landbrugsproduktionen. Bestanden af malkekøer er halveret siden 1970’erne, men produktionen af mælk er steget til mere end det dobbelte pr. malkeko. Rigtige bønder ville ikke have samvittighed til at presse de tilbageværende køer til en så unaturlig stor mælkeproduktion. Den slags kræver industrifolk, og de ledsages tilsyneladende ikke af lærker.
Hør sangen ”Jeg lagde min gård i den rygende blæst” af Møllevangskolens kor med Tove Madsen ved flyglet – den kommer her…
Jeg er født og opvokset på en gård i Vestjylland og har kørt mere svinemøg ud på trillebør end nogen moderne svinefabrikant bryder sig om at tænke på. Dengang kvækkede frøerne i mosen og bekkasinerne brummede under aftenhimlen. Kirkeuglen sad i hegnet og skræppede op. Om aftenen hørte man ofte agerhønsene kalde på hinanden. Siden er bestanden af agerhøns faldet til mindre end en tiendedel af, hvad den var den gang, og kirkeuglen er forsvundet.
Jo, vi danskere holder af landbruget, og danske familier valfarter i tusindvis til de åbne gårde hvert forår for at opleve, hvordan de økologiske køer og 25 % af de konventionelle køer boltrer sig, når de efter en lang vinter kommer udenfor stalden. Hovedparten af de danske køer kommer imidlertid aldrig uden for en dør. Det tager for lang tid og for meget energi at skulle bevæge sig ud på marken – og enhver industrileder ved, at tid er penge. Dem er der ikke mange af i landbruget – penge altså.
Erhvervets betydning for den danske økonomi er gået samme vej som bønderne og lærkerne. Før 1950 bidrog landbruget med 20 % af landets samlede BNP. I dag ligger bidraget på 2-3 %.
Til gengæld markerer det moderne industrilandbrug sig på mange andre områder. Alt for mange af de danske fjorde er så påvirket af gødningsrester fra landbruget, at livet i dem reelt er forsvundet. Stadig flere drikkevandsboringer må lukke på grund af rester af sprøjtegift.
Landbruget tegner sig for knap en tredjedel af den samlede danske udledning af klimagasser – og så er der det med lærkerne. Lærkeunger lever ligesom alle andre fugleunger kun af animalsk føde de første uger af deres liv. Pattedyrunger får proteinrigt mælk fra deres mødre, men fugleunger skal have larver og insekter udefra. Den slags er der imidlertid ikke mange af i en moderne industrimark. Giftstoffer har fjernet både insekterne og de vilde planter, hvis frø skulle have været fugleungernes føde senere i livet.
Stort set alle de fugle, der plejer at leve på markerne, har oplevet samme voldsomme fald i antal som lærker og agerhøns. Harerne er ligeledes svundet til en tiendedel af, hvad man kunne se i min barndom. Hjortevildt og gæs er steget i antal. De lukrerer på de grønne marker, som blev påbudt i vandmiljøplanen fra 1987. Det viser, at vi altså kan hjælpe den vilde fauna, hvis vi gør det rigtige. Det, vi gør nu, er ikke det rigtige for hverken lærker eller bønder.
Ganske vist er vi danskere glade for at bo i et landbrugsland, men mit gæt er, at det er drømmebilledet af køer, der går og græsser, og lærker der synger over marken, vi tænker på, når vi lovpriser landbruget. Det kunne være interessant at spørge os, om vi også er glade for de døde fjorde, de forurenede drikkevandsboringer og de 25 % af smågrisene, der omkommer, fordi industrilandbruget har presset søerne for hårdt.
En række grønne organisationer har i rapporten ”Fra foder til føde II” vist, hvordan vi kan genskabe et landbrug, som vi reelt har grund til at være stolte af. Et landbrug, hvor der igen bliver plads til både lærker og bønder, der behandler landbrugslandet godt. Klimarådet har netop udgivet en rapport, som viser, hvordan vi kan nå de samme mål.
Det eneste vi mangler er en handlekraftig regering, der tør sætte processen i gang.
I stedet for at liste alle fortrædelighederne op en for en så fortæl hellere om noget som peger fremad og ikke får os til at blive nedtrykte. Fortæl os om hvordan vi ændrer tingenes tilstand i detaljer og anvis en vej vi kan ændre på tingene. Fortæl om en måde at genskabe biologisk liv i den golde konventionelle landbrugsjord vi har i Danmark.
God ide – har du et svar, Jens Frydendal? Eller måske vil du selv byde ind, Harald? Venlig hilsen redaktøren
Det ville være fantastisk at have en regering, som ville tage ansvar for vores allesammens natur. Det er så trist at se de visne sprøjtede marker og efterfølgende vandløb og søer uden liv.
Jeg er trejde generation landmand på gården og forøvrigt økolog siden 2008. Men jeg har lige solgt korn af sidste års høst, en tønde byg ( 100 kg.) kostede det samme som 1 times arbejde af en 3F ansat.
Da jeg overtog gården i 1991 kostede 1 tønde byg 2 timers arbejde, og min farfar fortalte en gang, at i 1939 da han overtog gården kostede 1 tønde byg en daglejer ( vist nok 10 timer ).
Så næste gang i køber ind i brugsen, så kik på jeres indkøb og spørg jer selv hvilket landbrug i ønsker jer i Danmark.
Men husk at gange kassebonen med 2 for år 1991 og med 10 for årgang 1939.
Rent personligt ville jeg hellere- isoleret set -være gårdejer i 1939, ind i dag.
Omlægning til økologisk landbrug snarest muligt
Godt skriv, Jens ;-)
@Harald P. Hvad peger fremad og gør os mindre nedtrykte? Først skal vi overbevise tilstrækkeligt mange vælgere om ikke at stemme på Axelborg-partierne, så vi kan få afløst de store skadedyr som Heunicke og Mette F. samt gyslighederne fra Venstre (ved man altid hvor man har: naturdestruerende og på nakken af fattigfolk)
Jeg giver i min artikel udtryk for bekymring for naturen i Danmark under de nuværende forhold. Hvis det gør nogen nedtrykte, som Harald Pedersen skriver, må man jo gøre noget ved det. Du efterlyser en måde til at genskabe biologisk liv i det golde konventionelle landbrug.
Der er kommet en lang række forslag på et seneste: Svarreudvalgets anbefalinger til en passende stor CO2 afgift, “Fra foder til føde II” fra en lang række grønne foreninger, Den grønne ungdomsbevægelses nye bog, Concitos anbefalinger. Det vælter ind med gode ideer. De modsiges ganske vist af landbrugets lobbyister og populistiske partier, som forsøger at score stemmer, men argumenterne holder ikke.
I al korthed drejer det sig om at reducere husdyrholdet, begrænse brugen af gift og gødning og få genoprettet de naturarealer, vi de seneste 100 år med massivt statstilskud har ødelagt. Så er vi kommet rigtig langt. Det kræver imidlertid en regering, der tør gå imod landbrugslobbyen, og det kræver at danskerne generelt tænker sig om, når de sætter deres kryds på stemmesedlerne. Derfor er det vigtigt at vi, der bekymrer os om udviklingen tør sætte fingeren på de ømme punkter og ikke holder os tilbage af frygt for at nogen bliver “nedtrykte” over at høre sandheden.