margrete-aukenLandbrugslobbyen vandt, og miljøet, klimaet, det fremtidssikrede landbrug og udviklingslandene tabte ved dagens afstemning i Europa-Parlamentet om den fælles europæiske landbrugspolitik. EU-skatteborgerne skal fortsat overføre milliarder af euro til de privilegerede jordejere i de kommende syv år uden at få noget til gengæld.

– Fremtidens landbrugspolitik er ikke bare en skuffelse. Den er en skamplet på EU, siger Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentets Landbrugsudvalg, i en pressemeddelelse 20/11.

– Endelig var tiden kommet til at gøre noget ved EU’s største budgetposts belastninger af miljøet, naturen, klimaet og andre landes udvikling, men i stedet har et flertal i Parlamentet og Rådet nu besluttet at fortsætte den forfejlede politik.

– At bruge næsten 40 pct. af EU’s budget på en politik der ikke gavner fællesskabet og samtidig skader vores fælles goder og udviklingslandenes fremtidsmuligheder, er totalt uacceptabelt, siger Margrete Auken.

Blandt den nye syvårige aftales mest problematiske punkter er at den grønning af landbrugsstøtten, som Kommissionen havde lovet de europæiske borgere, er blevet fuldstændig udvandet af undtagelser.

I stedet for regler for afgrøde-rotation har et flertal i Parlamentet for eksempel bakket op om Kommissionens forslag om ‘afgrøde-diversificering’. Men den slags fiksfakserier afværger ikke følgerne for miljøet eller udpiningen af jorden.

– Den endelige aftale har fuldstændig gennemhullet de ellers udmærkede planer om en grønnere landbrugspolitik. Der er flere undtagelser end regler, og de landmænd der er ligeglade med miljøet, kan roligt fortsætte med at svine som før. De landmænd der gerne vil producere med respekt for natur og miljø, får vanskeligere konkurrencevilkår, siger Margrete Auken.

– Samtidig har vi ikke fået taget et opgør med den skadelige praksis at prisdumpe vores overproduktion af landbrugsvarer i udviklingslandene. Det er både absurd og usolidarisk, og også derfor har jeg stemt imod i dag, fastslår Margrete Auken.

Af andre nedslående elementer i dagens aftale opremser Margrete Auken:

►Det bliver tilladt at sprøjte med pesticider i de planlagte ”grønne områder” der ellers skulle hjælpe den frie natur og dyrelivet.

►Den nye grænse for betalingerne til landmændene på 300.000 euro om året er stort set ubrugelig. Den Grønne Gruppe foreslog 100.000 euro om året. Det ville stadig kun ramme 0.41 pct. af de europæiske landbrug.

►Eksportstøtten, som reelt fungerer som økonomisk støtte til at dumpe EU-finansierede landbrugsprodukter i udviklingslandene, er stadig en del af landbrugspolitikken.

Ifølge Altinget.dk 22.11 stemte hele den danske gruppe af parlamentarikere mod aftalen. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt beskriver den som “en bizar form for planøkonomi”.

“Det er, som om flertallet af EU-Parlamentet ikke har fattet, at vi befinder os i en voldsom finanskrise, og at EU’s samlede økonomi har brug for at investere i forskning, innovation og i i øvrigt at gøre os konkurrencedygtige. Det sidste, vi har brug for, er statsstøtte til enkelterhverv. Det er derfor en meget nedslående dag,” siger Morten Messerschmidt (DF).

Socialdemokraternes Christel Schaldemose frygter en tilbagevenden til forne tiders smørbjerge og vinsøer.

“Det kunne have været et skridt i den rigtige retning. I stedet bliver det et tilbageskridt, hvor vi reelt ikke får det grønne, klimavenlige og konkurrencedygtige landbrug, vi gerne ville have,” siger Christel Schaldemose.

Kun Anna Rosbach fra Miljøpartiet Fokus afveg en lille smule fra sine danske parlamentarikerkolleger og stemte for et enkelt element blandt de fem forordninger, der udgør den nye reform. Det gælder støtten til landdistrikterne, hvor Rosbach påpeger, at der er områder i EU, som halter århundreder bag resten, og som har brug hjælp. “Det kan måske give dem et skub i den rigtige retning,” siger hun.

Hverken Dan Jørgensen (S) eller Jens Rohde (V) deltog i afstemningen. De var begge bortrejst.

Visited 2 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.