Landbruget har forvoldt en historisk nedtur for markens fugle og flora

Af Niels Andersen, ornitolog, pens. lærer og Ian Heilmann, naturskribent, Ph.D

Statsminister Mette Frederiksen indledte på utraditionel vis sin åbningstale i Folketinget med sortspætter og højmoser, eksempler på sjældne fuglearter og naturtyper. Til gengæld undlod hun at nævne, at der over de sidste 45 år er forsvundet 5 millioner ynglefugle i det åbne landbrugsland. Fem millioner – et svimlende tal, som klart nok har sin baggrund i, at meget af det, der før var almindeligt, vidt udbredt og velkendt efterhånden er blevet fåtalligt, sjældent eller ligefremt truet. Udviklingen er kommet snigende, knap mærkbar fra år til år, men målt over mange årtier er tabet dramatisk. Og det er nøje forbundet med udrulningen af det moderne industrilandbrug, selvudnævnt til det vidensbaserede landbrug.

En tur gennem typisk åbent landbrugsland i dagens Danmark kan ellers godt give indtryk af et både talrigt og forskelligartet fugleliv. På markerne flokke af flere arter gæs og svaner, foruden krager, råger, ringduer, flere arter måger og fasaner i mængde; skovspurve og stillitser pusler og pludrer i krattene og musvåger på pæle langs vejene spejder efter det næste måltid. De kan alle finde nok at spise i efterafgrøder og grøn vintersæd, i hvad den spredte gylle provokerer op til jordoverfladen af smådyr, i spildt korn, agertidsler, mus og trafikdræbte dyr. De er opportunister og profiterer af mere forsimplede og kunstige fødekæder.

Ganske anderledes forholder det sig med en lang række ynglefugle særligt knyttet til agerlandet, arter, som mere snævert er afhængige af intakte fødekæder med tilstrækkelig forekomst af frø fra den vilde flora og/eller insekter. De er godt på vej til at forsvinde, og det er ikke kun noget, ældre naturinteresserede mennesker påstår ud fra vage erindringer. Der er tørre tal bag.

En række forskellige tilgange og moniteringsmetoder anvendt systematisk over lange tidsrum på i alt 22 fuglearter særligt knyttet til agerlandet giver et entydigt billede: Over de sidste 45 år er 6 arter gået frem, medens 16 er gået tilbage. Nettoresultatet er en halvering af de samlede bestande, et tab på de nævnte 5 millioner. I det samlede tab bidrager i særlig grad to arter: sanglærke og gulspurv, hvis million-tallige bestande i 1975 nærmest er kollapset: 4 ud 5 sanglærker og gulspurve er væk. Tilsvarende relative fald gælder også for vibe, tornirisk og bomlærke, medens hele 9 ud af 10 agerhøns er forsvundet.

Den lille kirkeugle med hovedsageligt orme og biller på menuen var førhen vidt udbredt på Fyn og i Jylland. Nu er der omkring 10 par tilbage, hovedsageligt i Himmerland, og de formår kun at få unger på vingerne de steder, hvor gode mennesker lægger døde kyllinger ud til dem. Det samme gælder for den hvide stork. Og hvem har sidst set en stenpikker i et dige eller en bynkefugl i et markskel? Udviklingen er ekstra smertelig, fordi det i vid udstrækning gælder velkendte og folkekære fuglearter, gennem tiderne højt besungne i litteratur og sang.

“I enge, heder, overdrev, vejkanter, vådområder, vandløb og i Mette Frederiksens højmoser udkonkurrerer og overskygger de få næringselskende arter de mange arter, som er tilpasset mager bund, de såkaldte nøjsomhedsarter”

Årsagen til krisen er ligeså videnskabeligt velunderbygget som de ovenfor nævnte tal, og det er både velkendt og snart gammel viden: Det moderne industrilandbrug levner ikke livsvilkår for de mange fuglearter, som for årtusinder siden fulgte i hælene på agerbruget – og sammenhængen er henrivende enkel: Fugle afhængig af føde fra vild flora og rigt insektliv forsvinder i et landbrugsland med en drift, baseret på giftstoffer til bekæmpelse af vild flora (ukrudt) og insekter. Hertil kommer, at den megen kørsel med enorme maskiner tilpasset store og regulære marker er ødelæggende for især jordrugende fugle.

Og så er der den vilde flora. Den er ud over pesticiderne oppe mod et andet af landbrugets kemiske hjælpestoffer, nemlig kunstgødningen. Denne speed for planter har siden 1950 medført enorme udbyttestigninger for afgrøderne, men har i stigende grad påvirket den vilde flora negativt langt ud over de grænser, hvor den var tiltænkt. I enge, heder, overdrev, vejkanter, vådområder, vandløb og Mette Frederiksens højmoser udkonkurrerer og overskygger de få næringselskende arter de mange arter, som er tilpasset mager bund, de såkaldte nøjsomhedsarter. Det fører til mere ensartet og kedeligere flora, som aktuelt dokumenteret i en ny stor afhandling om emnet: ”Forandringer af floraen gennem de sidste 140 år som følge af intensivering af landudnyttelsen.”

På kort formel konkluderer forfatterne: Taberne blandt arterne er de nøjsomme, de lyskrævende og dem, der enten vokser på meget våd eller meget tør bund. Vinderne er de næringselskende, de skyggetålende og dem der vokser halvfugtigt. Og videre: drivkræfterne bag dette er næringsbelastning og dræning (og i skovene intensiv drift med tættere beplantninger). Botanikere har længe talt om ”det beskidte dusin”, et par håndfulde arter, som efterhånden overtager græsland, heder og vejsider, heriblandt agertidsel, stor nælde, draphavre, hundegræs, tagrør, vild kørvel og blåtop. De er blandt vinderne.

Danmark er et lille, fladt og oprindeligt vådt land. Landbruget har i umindelige tider fyldt meget og har ført meget godt med sig, også hvad angår den landbokultur, som mange af os mere bedagede stadig er rundet af. Stor foretagsomhed har været lagt for dagen ud fra den agtværdige devise om, at ingen dansker skulle gå sulten i seng.

Men i nyere tid har landbruget som en anden gøgeunge underlagt sig arealer med så pågående metoder, at det nu er de oprindelige fugle, insekter og andre dyr, der sulter og forsvinder, og floraen, der forarmes. De naturlige fødekæder i det åbne land er lemlæstede – det er ganske enkelt en for høj pris i mange henseender. Og da særligt fordi den danske velfærd, velstand og beskæftigelse slet ikke mere afhænger kritisk af et erhverv, der beslaglægger 62 % af landet, men kun fylder 1,2 % af landets bruttofaktorindkomst.

Skønt mange nye arter indfinder sig som følge af klimaforandringerne, er naturen i Danmark i krise, og nogenlunde intakt natur fylder relativt mindre end i noget andet europæisk land. Det ordnes ikke alene ved noget urørt skov og nogle indhegnede elsdyr og bisoner. Det åbne lands hverdagsnatur skriger efter et løft. Fokus på biodiversitet handler ikke kun om sjældne spætter og artsdiversitet, det handler i høj grad også om at opretholde intakte fødekæder og sunde bestande i landbrugslandets mere almindelige og hjemmehørende fauna og flora.

”Forestil jer også, at turen i elbilen går gennem et landskab med mere natur, dyreliv og planteliv”, indledte Mette Frederiksen også med. Ja, forestille sig det kan man nok, men vi har alt, alt for længe manglet mod til at handle. Som den amerikanske miljøforkæmper Rosalie Barrow Edge (1877-1962) allerede for en menneskealder siden udtrykte det: ”The time to protect a species is while it is still common”.

Teksten har været try6kt i Politiken som debatindlæg den 17. oktober 2021.

Bannerfoto: Gyllemonster af Holger Øster Mortensen