Mose efter mose er blevet pløjet op gennem det sidste halve århundrede. Prisen har været tabet af en række levesteder i naturen, som her i Maglemosen på Falster. Privatfoto

Af Niels Andersen, ornitolog, pens. lærer og Ian Heilmann, naturskribent, Ph.D

Statsminister Mette Frederiksen indledte på utraditionel vis sin åbningstale i Folketinget med sortspætter og højmoser, eksempler på sjældne fuglearter og naturtyper. Til gengæld undlod hun at nævne, at der over de sidste 45 år er forsvundet 5 millioner ynglefugle i det åbne landbrugsland. Fem millioner – et svimlende tal, som klart nok har sin baggrund i, at meget af det, der før var almindeligt, vidt udbredt og velkendt efterhånden er blevet fåtalligt, sjældent eller ligefremt truet. Udviklingen er kommet snigende, knap mærkbar fra år til år, men målt over mange årtier er tabet dramatisk. Og det er nøje forbundet med udrulningen af det moderne industrilandbrug, selvudnævnt til det vidensbaserede landbrug.

Regeringen vil gerne være grøn, men har svært ved at realisere de nødvendige indgreb. Pressefoto
Udviklingen gennem det seneste århundrede har været en halvering af mange fuglebestande, et tab på de 5 millioner. I det samlede tab bidrager i særlig grad to arter: sanglærke og gulspurv, hvis milliontallige bestande i 1975 nærmest er kollapset. Privatfoto

En tur gennem typisk åbent landbrugsland i dagens Danmark kan ellers godt give indtryk af et både talrigt og forskelligartet fugleliv. På markerne flokke af flere arter gæs og svaner, foruden krager, råger, ringduer, flere arter måger og fasaner i mængde; skovspurve og stillitser pusler og pludrer i krattene og musvåger på pæle langs vejene spejder efter det næste måltid. De kan alle finde nok at spise i efterafgrøder og grøn vintersæd, i hvad den spredte gylle provokerer op til jordoverfladen af smådyr, i spildt korn, agertidsler, mus og trafikdræbte dyr. De er opportunister og profiterer af mere forsimplede og kunstige fødekæder.

Ganske anderledes forholder det sig med en lang række ynglefugle særligt knyttet til agerlandet, arter, som mere snævert er afhængige af intakte fødekæder med tilstrækkelig forekomst af frø fra den vilde flora og/eller insekter. De er godt på vej til at forsvinde, og det er ikke kun noget, ældre naturinteresserede mennesker påstår ud fra vage erindringer. Der er tørre tal bag.

En række forskellige tilgange og moniteringsmetoder anvendt systematisk over lange tidsrum på i alt 22 fuglearter særligt knyttet til agerlandet giver et entydigt billede: Over de sidste 45 år er 6 arter gået frem, medens 16 er gået tilbage. Nettoresultatet er en halvering af de samlede bestande, et tab på de nævnte 5 millioner. I det samlede tab bidrager i særlig grad to arter: sanglærke og gulspurv, hvis million-tallige bestande i 1975 nærmest er kollapset: 4 ud 5 sanglærker og gulspurve er væk. Tilsvarende relative fald gælder også for vibe, tornirisk og bomlærke, medens hele 9 ud af 10 agerhøns er forsvundet.

Kirkeuglen står på kanten af udryddelse efter en katastrofal nedtur på grund af landbrugets intensivering. Foto: Klaus Dichmann

Den lille kirkeugle med hovedsageligt orme og biller på menuen var førhen vidt udbredt på Fyn og i Jylland. Nu er der omkring 10 par tilbage, hovedsageligt i Himmerland, og de formår kun at få unger på vingerne de steder, hvor gode mennesker lægger døde kyllinger ud til dem. Det samme gælder for den hvide stork. Og hvem har sidst set en stenpikker i et dige eller en bynkefugl i et markskel? Udviklingen er ekstra smertelig, fordi det i vid udstrækning gælder velkendte og folkekære fuglearter, gennem tiderne højt besungne i litteratur og sang.

“I enge, heder, overdrev, vejkanter, vådområder, vandløb og i Mette Frederiksens højmoser udkonkurrerer og overskygger de få næringselskende arter de mange arter, som er tilpasset mager bund, de såkaldte nøjsomhedsarter”

Årsagen til krisen er ligeså videnskabeligt velunderbygget som de ovenfor nævnte tal, og det er både velkendt og snart gammel viden: Det moderne industrilandbrug levner ikke livsvilkår for de mange fuglearter, som for årtusinder siden fulgte i hælene på agerbruget – og sammenhængen er henrivende enkel: Fugle afhængig af føde fra vild flora og rigt insektliv forsvinder i et landbrugsland med en drift, baseret på giftstoffer til bekæmpelse af vild flora (ukrudt) og insekter. Hertil kommer, at den megen kørsel med enorme maskiner tilpasset store og regulære marker er ødelæggende for især jordrugende fugle.

Nikkende Kobjælde er en af de nøjsomhedsarter, der er på vej ud af den danske flora. Foto: Karen Secher

Og så er der den vilde flora. Den er ud over pesticiderne oppe mod et andet af landbrugets kemiske hjælpestoffer, nemlig kunstgødningen. Denne speed for planter har siden 1950 medført enorme udbyttestigninger for afgrøderne, men har i stigende grad påvirket den vilde flora negativt langt ud over de grænser, hvor den var tiltænkt. I enge, heder, overdrev, vejkanter, vådområder, vandløb og Mette Frederiksens højmoser udkonkurrerer og overskygger de få næringselskende arter de mange arter, som er tilpasset mager bund, de såkaldte nøjsomhedsarter. Det fører til mere ensartet og kedeligere flora, som aktuelt dokumenteret i en ny stor afhandling om emnet: ”Forandringer af floraen gennem de sidste 140 år som følge af intensivering af landudnyttelsen.”

På kort formel konkluderer forfatterne: Taberne blandt arterne er de nøjsomme, de lyskrævende og dem, der enten vokser på meget våd eller meget tør bund. Vinderne er de næringselskende, de skyggetålende og dem der vokser halvfugtigt. Og videre: drivkræfterne bag dette er næringsbelastning og dræning (og i skovene intensiv drift med tættere beplantninger). Botanikere har længe talt om ”det beskidte dusin”, et par håndfulde arter, som efterhånden overtager græsland, heder og vejsider, heriblandt agertidsel, stor nælde, draphavre, hundegræs, tagrør, vild kørvel og blåtop. De er blandt vinderne.

Danmark er et lille, fladt og oprindeligt vådt land. Landbruget har i umindelige tider fyldt meget og har ført meget godt med sig, også hvad angår den landbokultur, som mange af os mere bedagede stadig er rundet af. Stor foretagsomhed har været lagt for dagen ud fra den agtværdige devise om, at ingen dansker skulle gå sulten i seng.

Bynkefuglen er en anden “landbrugsart”, der er gået katastrofalt tilbage i takt med industrialiseringen af dansk landbrug. Foto: Natalino Fenech

Men i nyere tid har landbruget som en anden gøgeunge underlagt sig arealer med så pågående metoder, at det nu er de oprindelige fugle, insekter og andre dyr, der sulter og forsvinder, og floraen, der forarmes. De naturlige fødekæder i det åbne land er lemlæstede – det er ganske enkelt en for høj pris i mange henseender. Og da særligt fordi den danske velfærd, velstand og beskæftigelse slet ikke mere afhænger kritisk af et erhverv, der beslaglægger 62 % af landet, men kun fylder 1,2 % af landets bruttofaktorindkomst.

Niels Andersen
Ian Heilmann

Skønt mange nye arter indfinder sig som følge af klimaforandringerne, er naturen i Danmark i krise, og nogenlunde intakt natur fylder relativt mindre end i noget andet europæisk land. Det ordnes ikke alene ved noget urørt skov og nogle indhegnede elsdyr og bisoner. Det åbne lands hverdagsnatur skriger efter et løft. Fokus på biodiversitet handler ikke kun om sjældne spætter og artsdiversitet, det handler i høj grad også om at opretholde intakte fødekæder og sunde bestande i landbrugslandets mere almindelige og hjemmehørende fauna og flora.

”Forestil jer også, at turen i elbilen går gennem et landskab med mere natur, dyreliv og planteliv”, indledte Mette Frederiksen også med. Ja, forestille sig det kan man nok, men vi har alt, alt for længe manglet mod til at handle. Som den amerikanske miljøforkæmper Rosalie Barrow Edge (1877-1962) allerede for en menneskealder siden udtrykte det: ”The time to protect a species is while it is still common”.

Teksten har været try6kt i Politiken som debatindlæg den 17. oktober 2021.

Bannerfoto: Gyllemonster af Holger Øster Mortensen

Kommentarer

  1. Lene Larsen

    Mange af de fugle, der holder til i landbruget er netop trækfugle, som kan have problemer med overlevelse mange andre steder end i Danmark. Fx på deres trækruter eller på deres udenlandske sommer- eller vinterresidens. Fx er der i landbruget trækkende viber, lærker, vipstjert, stær, svaler, gæs, svaner og mange flere. Derudover huser landbruget mange rådyr, agerhøns, harer, mus, insekter og andre dyr. Så mon ikke vi alt i alt skal være glade for vores landbrug, der på bæredygtig vis forsyner cirka 12 millioner mennesker med sunde fødevarer og dyrker meget af husdyrfoderet selv.

    • Bjarne Bo jensen

      De, i artiklen, nævnte fuglearter er rigtigt nok trækfugle, og kan have problemer på trækruten og i vinterkvarteret, men faktum er, at de er ynglefugle i Danmark, og for de nævnte arters vedkommende er det netop forholdene på ynglepladserne der er problemet. Artiklen forklarer også, hvorfor gæs og svaner har det godt, det skyldes de vintergrønne marker der er det samme som foder for dem. Sprøjtegifte, gødning, fjernelse af diger og hegn,. er imidlertid som beskrevet hovedårsagen til nedgangen i det åbne lands fuglefauna.
      Så ser jeg i øvrigt ingen grund til, at vi skal ødelægge vor natur på grund af eksport af svin til Kina, og smågrise til Polen og Tyskland, desuden heller ingen grund til at ødelægge Amazonas på grund af import af soya til husdyrproduktion i Danmark!

    • Steen Jensen

      De fugle du nævner kan du se i langt større antal på udyrkede heder, vådområder og enge, at de også kan ses på marker er at sidestille med at du stort set kan se de samme fugle i store parker i byområder, det er ikke pga landbruget de er der men mere på trods…det skal også lige siges at det selvforsynende bæredygtige landbrug du skriver om udleder 23% af den samlede danske CO2 udledning, årligt importerer 1,8 millioner ton soja, stort set til dyrefoder. Det blev produceret på et areal på 600.000 hektar jord. Det svarer til to gange Fyns areal….bare lige for at give dit indlæg lidt modspil

  2. Søren Grene

    Andersen og Heilmann peger på reelle problemer forbundet med den sidste menneskealders udvikling i landbruget og det åbne land.
    En velkommen, saglig og tiltrængt stemme, der er blevet fortrængt af regeringens populistiske og tendentiøst formidlede naturpakke med rewilding og urørt skov.
    Tak for at pilen her vendes direkte mod problemernes kerne og forankret i den danske naturs historie. Det er der målrettede løsninger skal findes.

  3. Kurt Rasmussen

    Mon ikke disse ornitologer skulle gribe o egen barm ?
    Det er disse kloge folk der har sørget for at krager skader råger oa. Er fredet i den grad .
    I England er der lavet en undersøgelse om småfugle og disse sorte røvere , det viste at en spurverede fik besøg af disse røvere i 99% af alle reder .
    Hvordan skal Edderfuglene få deres unger i vandet når der flyver 30-40 store måger rundt og er klar til at æde den lille ælling når den hopper ud af reden , mågerne er osse fredet af disse ornitologer
    På marker ses 1000 vis af måger krager råger og de går fra den ene ande af marken til den anden og æder alt hvad der hedder larver insekter osv.
    Man skulle tro at disse der skal underrette vore politikere om hvordan det ser ud i naturen har siddet i fængsel de sidste mange år for de ser ikke hvad der sker ude i naturen .
    I går helt den forkerte vej i burde få nogle af alle disse skadefugle væk så vore småfugle igen kan få reder i ro i hække og på jorden uden at blive jagtet af et kobbel skader der flyver rundt og æder alt de støder på af øg og unger .

Skriv en kommentar