De to topfolk i dansk landbrug er på kollisionskurs. Det er svineproducent Søren Søndergaard til venstre og planteavler Thor Gunnar Kofoed til højre. Pressefotos fra L&F

Formanden for de danske landbrugslobbyister melder klart ud med en realistisk akutplan for at redde det døende havmiljø

I en opsigtsvækkende pressemeddelelse 1.4. 2024 meddeler formanden for de danske landmænd i Landbrug & Fødevarer, svineproducent Søren Søndergaard, at han dybt beklager den katastrofe, der har ramt de østdanske fjorde og Vejle Fjord især men kystvandene i det hele taget. Søndergaard skriver:

”Normalt er jeg ikke enig med denne Carsten Jensen, som i slet ikke, men da jeg læste hans begravelsestale for den forurenede Vejle Fjord (i Politiken, red.) følte jeg mig virkelig ramt. Vi bønder har jo også børn, der gerne skulle kunne opleve en grøn fremtid, og sådan ser det jo ikke ud til at blive, hvis vi fortsætter med at udlede næringsstoffer i alt for store mængder.

Jeg vil gerne give danskerne vores uforbeholdne undskyldning for, hvad vi har gjort mod naturen i det yndige land. Vi har aldrig ønsket at ødelægge det naturlige miljø for fremtidens generationer, men bankerne og politikerne har vildført os. For at råde bod på de værste ødelæggelser vil Landbrug & Fødevarer nu anbefale, at regeringen snarest muligt ophæver Lars Løkke Rasmussens landbrugspakke fra 2016. Det er den med 20 pct. ekstra kvælstof til os. Der vil samfundet kunne høste de første 4.726 tons til en akut redningsplan for havet.”

Sådan ser den ud, begravelsestalen for Vejle Fjord. Du kan klikke på den, men kun hvis du betaler, får du lov at læse den i hele dens udstrækning. Men den er alle pengene værd. Skærmbillede.

Hold fast ved biodiversitetsbrak

Ifølge pressemeddelelsen vil Landbrug & Fødevarer dernæst anbefale, at regeringen fastholder ordningen med 4 pct. brak på alle landbrug, selvom EU ser ud til at bøje sig for traktordemonstranterne ned i Europa. En fastholdelse vil give en årlig nettobesparelse på yderligere 1.531 tons kvælstof.

”Så er vi oppe på 6.257 tons, og hvis vi tager os sammen med udtagningen af lavbundsjorde, så skulle vi komme i mål i tide inden 2027”, skriver Søndergaard. ”Det der traktorbølleri er ikke vores stil, det overlader vi til Bæredygtigt Landbrug. Vi vil gerne være en respekteret del af samfundet.”

Her er dødsannoncen for Vejle Fjord – og ingen er i tvivl om, hvem drabsmanden er. Skærmbillede fra forsiden af avisen Politiken

Vil også af med PFAS-sprøjtegifte

Ifølge pressemeddelelsen har Landbrug & Fødevarer endnu flere forslag i posen. Et virkelig banebrydende tilbud er rettet direkte til miljøminister Magnus Heunicke (S), som opfordres til med øjeblikkelig virkning at forbyde alle PFAS-baserede sprøjtegifte. Søren Søndergaard skriver:

”Jeg skal straks indrømme, at jeg selv har været en flittig bruger af disse PFAS-midler hjemme på Baldershave (Søndergaards landbrugsvirksomhed i Gadbjerg, red.), fordi jeg troede, at Miljøstyrelsen havde godkendt dem som aldeles ufarlige, men det kan enhver jo se ikke er rigtigt. Nu finder man dem overalt, også i drikkevandet, så det bliver kun værre, hvis vi fortsætter med at sprøjte halvdelen af Danmark med disse evighedskemikalier. Så sent som her i januar har styrelsen alligevel forlænget godkendelserne af hele 9 PFAS-sprøjtegifte med to år, men det er ikke noget, vi har ønsket. Nu siger vi nej tak – vi vil simpelthen ikke være fremtidens miljøforbrydere.”

Sådan ser han ud, den ‘sindsforvirrede’ professor Stiig Markager. Privatfoto

Den sindsforvirrede professor

Søren Søndergaard benytter også pressemeddelelsen til at kommentere sin viceformand Thor Gunnar Kofoeds uheldige bemærkninger om den ”sindsforvirrede” professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet.

Kofoed har set sig vred på professor Markager, fordi han gennem sin forskning gentagne gange har påpeget landbrugets ansvar for forureningen af havet med næringsstoffer. Markager har som en af de første fagfolk sat tal på den nødvendige nedjustering af erhvervets udledninger, hvis der skal genoprettes en god økologisk tilstand i havet.

I et interview i februar i år med Altinget.dk omtalte viceformanden professor Markager som “sindsforvirret” og angreb hans forskningsresultater, men indenfor 48 timer måtte Kofoed aflevere en uforbeholden undskyldning.

Søren Søndergaard har denne kommentar til sin viceformands uartige opførsel:

”Thor fik straks besked på at sige undskyld. Det var han ikke meget for, men endte med at bøje sig. Sådan taler vi ikke til vores modstandere, vil jeg gerne slå fast, og jeg kan da også meddele, at Thor Gunnar Kofoed er gået ind på at tænke sig om. Han har derfor taget orlov uden tidsbegrænsning fra posten som viceformand. Så må vi se, hvis han kommer tilbage.”

Bannerbillede: Iltsvind på fjordens bund. Foto: Peter Bondo, AU

Visited 55 times, 17 visit(s) today

Kommentarer

  1. 😂😂😂😂😂😂😂😂😂
    😢😢😢😢😢😢😢😢😢
    Det burde have været ægte 🇩🇰

  2. Jan Stampe Nielsen

    Aprilsnar, men ellers et god eksempel på BONDEANGER

  3. Holger Øster Mortensen

    1. April giver håb…

  4. Willy Schrøder Andersen

    “Bare at det havde været så vel !”

  5. Michael Martin Jensen

    Jeg tror ikke på at den pressemeddelelse er blevet sendt, men at I har været inde på Søren Søndergaards PC, – er dét lovligt ? Vi I ikke blive anklaget for hacking og retsforfulgt ?

Skriv en kommentar