Afrikansk svinepest truer flere europæiske landes svineeksport. Derfor vil miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen have EU til at opsætte vildthegn mellem landene i stedet for at indhegne svinefabrikkerne. Dermed leverer ministeren et ødelæggende slag til den frie natur i Europa, samtidig med at han udpeger svineproducenterne som den mest forhadte erhvervsgruppe i EU. Billedet af ministeren med en pattegris i favnen er optaget på en af Landbrug & Fødevarers mønsterfabrikker i Nordsjælland, så den er næppe inficeret med andet end ministeriel selvglæde.

Der er mange milliarder eksportkroner på højkant i en række europæiske lande, hvis afrikansk svinepest forsætter med at sprede sig. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kommer på et EU-rådsmøde i dag med et forslag om at styrke den fælles europæiske indsats med at udrydde afrikansk svinepest. Sammen med Dansk Folkeparti opfordrer ministeren til at opstille vildthegn mellem landene, til trods for den ødelæggende virkning på dyrelivets frie bevægelighed i den europæiske natur.

Det fremgår af Lunde Larsens pressemeddelelse (se nedenfor), som er dagens første (16. april) meddelelse til offentligheden fra den kommunikationsglade minister.

Konkret opfordrer ministeren til, at der nedsættes en international ekspertgruppe til at udarbejde en udvidet plan for, hvordan afrikansk svinepest bekæmpes og udryddes i EU.

– Vi ser fortsat nye tilfælde af afrikansk svinepest i EU. EU er nødt til at reagere nu. Afrikansk svinepest er et fælles problem, som risikerer at ramme mange EU-landes svineeksport. Derfor bør vi i EU udarbejde en plan for, hvordan vi vil bekæmpe afrikansk svinepest på europæisk jord, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Ministeren ser gerne, at bekæmpelsesplanen blandt andet fokuserer på for eksempel udvidet brug af vildthegn, hvordan man forebygger spredning af sygdommen via transport og at der afsættes midler til forskning i afrikansk svinepest. Derudover foreslår ministeren, at EU’s landbrugspolitik rustes bedre til at håndtere dyre- og plantesygdomsudbrud.

Der bliver slået på stortromme for at skabe den nødvendige politiske panik, der kan finansiere symbolpolitikken mod svinepest.

Flere nationale initiativer i EU
Regeringen og Dansk Folkeparti blev den 22. marts 2018 enige om en række initiativer, som skal forhindre afrikansk svinepest i at nå til Danmark. Blandt andet opsættes der et vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse, jagten på vildsvin intensiveres og bødestørrelsen for overtrædelser, som medfører risiko for at bringe afrikansk svinepest til Danmark, hæves væsentligt.

Seneste nyt om smittesituationen i Europa. Kilde: Danish Crown.

– Jeg vil ikke løbe nogen risiko – og det bør EU heller ikke gøre. Hvis vi får afrikansk svinepest i Danmark, vil al eksport til lande uden for EU lukke. Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti indgået en aftale for at forhindre, at afrikansk svinepest kommer til Danmark. Men den nationale indsats kan ikke stå alene. Der er behov for at intensivere og igangsætte fælles europæiske initiativer til at udrydde sygdommen, siger Esben Lunde Larsen.

Andre europæiske lande har også iværksat nationale initiativer for at forebygge afrikansk svinepest. I Polen har regeringen meddelt, at de ønsker at opstille et vildthegn langs landets østlige grænse, mens Tjekkiet allerede har opsat et vildthegn, der isolerer vildsvin med afrikansk svinepest i et bestemt område.

Læs også kritikken af den danske import af svinekød fra de pestramte lande.

 

Visited 6 times, 4 visit(s) today

Comments are closed.