En tur ud over strandengene på Tåsinges sydflanke er nok det tætteste man her i det fynske ørige kommer på fornemmelsen af vestjyske vidder eller marsken. Området hedder Monnet, angiveligt fordi engene skyder sig ud i øhavets fladvand med to modsatrettede odde-dannelser. En kontur, der med lidt god vilje kan minde om et månesegl. Navnet klinger mørkt og melankolsk – og det indtryk kan man også nemt få derude under en tung og blygrå himmel, og når dagene er korte.
Men en dag i slutningen af november viste Monnet sig i et helt andet lys, på flere måder. Som i resten af landet var vejret skyfrit, blikstille og mildt. Turens mål var Vårø Knude, den flade morænekalot ude i vest, der ligger som et mystisk fatamorgana – Tåsinges svar på Ayers Rock i Australien. Ud ad de knortede hjulspor, sine steder oversvømmet med klart, blåt vand gik det, iført obligatoriske gummistøvler. Luften var tyk af snakkende bramgæs, fløjtende storspover og over 50 viber højt oppe i det blå, blinkende hvidt og sort fra de runde vinger i solskinnet.
Anderledes tæt på, I en lille fordybning i engen, lå en stærkt forhenværende pibeand. Tilbage var kun fjer: dels bløde, hjerteformede kropsfjer, lysegrå med fine sorte bølgelinjer, og dels stive, bæredygtige svingfjer fra vingerne, nogle med smukt flaskegrønt fra vingespejlet. Sandsynligheden taler for, at områdets gæstende vandrefalk for nylig her havde taget forskud på julen med andesteg on the rocks.
Fra toppen af Vårø Knude kunne man næsten se til verdens ende. I hvert fald til mindst syv sydfynske øer i periferien af den blå havflade. På tættere hold, neden for klinten boltrede to marsvin sig i vandet, længere ude på vandet edderfugle og hvinænder, i luften et havørnepar med hvide haler, der var snespurve og bjergirisker langs stranden – og mere til.
Og så kom hjemturens lysende højdepunkt. Den lave novembersol faldt optimalt ind på de rastende svømmeænder i bugten, ikke mindst på de elegante spidsænder, nu atter i stiveste puds. Udover de kaffebrune hoveder og halse, de spydformede prydfjer på ryggen og halens lange spids havde spidsandrikkerne en ekstra trumf i ærmet: de nye silkeblanke og elfenbenshvidlige fjer i et felt på siden af fuglenes bagkroppe kastede sollyset tilbage som spejle. Det lyste som orangegule lanterner fra de smækre spidsandeflanker på det stille lyseblå vand. Et sjældent optisk trylleri.
Så gik solen ned i sydvest bag Drejø i det fjerne, og månen stod op over Langeland mod øst. Også den spejlede sig – i strandengens loer. Månen i Monnet – og glædelig jul og godt nytår herfra!
Tak i lige måde, og sikke dog et lyspunkt at slutte hjemturen af med.
Tusind tak! Smuk, smuk beretning!