Sørgekåbe i morgensol, Smørmosen på Thurø:
Ian Heilmann

En varm og solrig morgen sidst i juli blev en lille telefonkæde blandt naturfolk på Thurø pludselig glødende: En opvakt dreng på fugle-bingo havde opdaget en usædvanlig stor og mørk sommerfugl med gule vingekanter på en lysegrå solbeskinnet bøgestamme ud mod Langelandsbæltet. Minutter efter kunne man glædes over synet af en Sørgekåbe i ulastelig kåbe, og snart efter yderligere to eksemplarer. En fjerde blev senere på dagen fundet i en gammel frugtplantage længere ind på øen.

Sørgekåberne blev den foreløbige kulmination på en sand sommerfuglekavalkade, som en række varme julidage vartede op med i Thurø Østerskov – indtil højtrykket slap sit tag og blev afløst af hidsige byger og blæst fra vest og et temperaturfald på 10 grader.

Kejserkåbe, han på hjortetrøst. Thurø
Hvid admiral, på hjortetrøst. Thurø

Thurø Østerskov er en privat skov på den sydøstlige del af øen, med sydlig grænse til strandengsområdet Thurø Rev. Skovens sydlige flanke mod revet domineres af adskillige dybt furede veteran-egetræer, såkaldte flådeege, oprindeligt tiltænkt krigsskibstømmer til fædrelandets forsvar. Resten af skoven er mere ordinær, præget af konventionel driftsform. Det er højsommerfloret langs skovveje og i større lysninger, der tiltrækker de mange sommerfugle. Der er bl.a. hjortetrøst, brombær, angelik, prikbladet perikon og efterhånden også strandloppeurt – en smuk gul kurvblomst, som er ved at finde sig til rette et par steder i skoven, hvor der er tilstrækkeligt lys.

Admiral soler sig på bøgestamme. Thurø
Nældens takvinge – Danmarks national-sommerfugl. Thurø

Hvid admiral, med sine fornemme sort- og hvidmønstrede vinger må også siges at høre med i skovsommerfuglenes superliga. Også den har i sommerens løb været på færde flere steder i skovene på Thurø. Sammen med synet af den sædvanlige Admiral, Kejserkåbe, Sørgekåbe, Dagpåfugleøje og Nældens takvinge kan man næsten tænke: hvad skal man med Costa Ricas regnskove, når man har Thurø Østerskov?

Sommeren har budt på henved 25 sommerfuglearter her på denne danske sydhavsø. De fleste af noget mindre end tropisk størrelse, men ikke mindre vidunderlige.

Alle fotos er taget af forfatteren.

Bannerfoto: To kejserkåber på hjortetrøst, hun til venstre og han til højre. Begge køn har leopardpletter, men hannen er ene om også at have tigerstriber. Undervingen har perlemorsstriber.

Visited 8 times, 4 visit(s) today

Kommentarer

  1. Lars søbæk

    Tak for de gode historier og billeder!

  2. Torben Aagesen

    Hvor forsvandt kejserkåbens hun hen? Jeg ser da kun hannen!
    Bortset fra det, er det dejlige billeder.

Skriv en kommentar