De voksne taler om klimaforandringer. De unge taler om katastrofe.
Forstander Bjørn Bredal fra Johan Borups Højskole skriver den 7. juni 2019 i Politiken:
Optimisme: Valgdagen vibrerede i den tidligste morgen til technomusik og tusind unge dansere her på vores højskole i forgårs. Rise and shine, morgenrave, kaffe, borgerbasse og sang.
Mere optimisme: en hel uges politisk morgensang med partierne i Politikens telt foran Christiansborg. Højt humør, og de to største partier har åbenbart vælger- og velfærdsgaver parat i multimilliardklassen. Her går det godt.
Pessimisme? Jo, klimaforandringer. Et rigtigt voksenord. De unge taler ikke om forandringer, de taler om katastrofe. Kloden kvæles, arter uddør. Spørger man unge mennesker i dag, om de regner med at leve længe, blive gamle og dø en naturlig død, svarer rigtig mange: måske.
De er realistiske, de unge. De kan se med egne øjne, at katastrofen allerede er under udvikling, og de anser en egentlig apokalypse, Jordens undergang i en eller anden form, for at være en mulighed.
Det er en meget stærk følelse at rumme i sit sind, apokalypsen. Måske dør jeg en naturlig død. Måske gør jeg ikke, fordi naturen bryder sammen af menneskeskabte årsager.
Der er en kolossal afstand fra denne de unges undergangsbevidsthed til de voksnes forsikringer om, at vi nok finder et teknologisk fix til at løse ’forandringerne’. Bare vi kører i elbiler om tyve år, kan vi sagtens øge svineproduktionen og udbygge lufthavnene til det tredobbelte.
»Er der en voksen til stede«, spurgte Lars Løkke Rasmussen, da han første friede til Mette Frederiksen. Ja, der er nok lovlig mange voksne til stede. Samt en enkelt svensk skolepige, Greta Thunberg, der siger tingene, som de er.
Det gør de voksne helst ikke. De siger ikke tingene, som de er, men de tænker måske ligesom madame de Pompadour: »Efter os syndfloden«.
Gad vide hvor mange voksne der er klar over, at deres børn går med denne bevidsthed om, at ’syndfloden’ hverken er noget fortidigt eller fremtidigt, men måske noget fatalt og snart forestående?
VI VOKSNE HAR ellers gode forudsætninger for at se og forstå forandringerne/katastrofen. Vi har haft en årrække til at følge med. Hvor er insekterne? Hvor er fuglene? Hvor er den sne, som faldt i fjor?
Bestanden af viber, den sikreste forårsbebuder, er mere end halveret siden 1970’erne. Fuglen med den fantastiske sangflugt er noget nær dansk nationalfugl, men jo flere grise, pesticider og gylle, desto færre viber, og det bliver værre. For voksne en forandring, for unge en katastrofe.
Når man synger højskolesang hver morgen, synes man ofte, at man står og synger om et Danmark, et landskab, en natur, som forsvinder for øjnene af os. Hvor marken bølgede nys som guld, med aks og vipper bolde – der ser man nu utrolig meget gul og gul, man ser raps og raps og raps, og man ser marker så store som oceaner. Et industrialiseret landskab uden en lyd i luften, for mange af fuglene er væk.
MEN SNART FÅR vi en ny Højskolesangbog. Og her kender vi allerede en af de nye sange, Lisbeth Smedegaard Andersens ’For vist vil de komme’. Denne sang vandt forleden højskolernes jubilæumskonkurrence, og da vi for nogle dage siden stod her på skolen og sang den for første gang, var der mere end én, som kneb en tåre.
Den 84-årige digter er en voksen kvinde, som kan rumme de unges katastrofebevidsthed. Hendes sang rummer ikke blot en fædrelandskærlighed, som nationalister heldigvis ikke har patent på, den rummer også en optimisme og vilje til handling, som godt kan indlejres i en realistisk pessimisme:
et land der forbindes på kryds og på tværs
af veje og broer og skinner
der løber langs skove og vandløb og eng
hvor arter dør ud og forsvinder
og stier langs marker hvor nogen kan huske
en maj måneds læhegn af blomstrende buske
for vist skal de blomstre
skal hegnene blomstre i maj
LISBETH Smedegaard Andersen synger »om det, vi er tankeløst nær ved at miste«, men hun tør drømme:
en drøm om et folk der med udsyn og ånd
bevarer en ligevægtssfære
hvor livet kan forme sig værdigt og frit
og mer’ ikke blot kræver mere
– en fremtid der skabes i tæt symbiose
med lærker og viber i engdrag og mose
for vist vil de komme
vil viberne komme igen.
OG NÅR JEG nu om lidt skyller valgflæsket af mig ved at hoppe i havnens rene vand her midt i København, tror jeg pludselig, at den smukke nye højskolesang rummer en vis realisme: Måske vil de faktisk komme igen, viberne.
For her midt i byen, hvor vi engang var ved at blive kvalt i forurenet luft og vand, ja, her kom det rene vand igen, og luften er frisk nok til at trække vejret i. Det kom ikke af sig selv, det blev gjort af folk med udsyn og ånd.
Bjørn Bredal er journalist, forfatter og tidligere redaktør på Gyldendal, Weekendavisen og Politiken, hvor han stadig er fast skribent.
Cand.mag. i fransk og musik med videreuddannelse i Paris (politisk videnskab) og Oxford (journalistik). Underviser i journalistik og litteratur.
Peter Jo. Jeg tænker, det ikke på nogen måde inspirerer til den vigtige kamp for Jordens balance at give sig til at latterliggøre de unges politiske kamp for klimaet, fordi de – endnu – ikke har forstået den negative indvirkning på klimaet og den økologiske balance af deres grænseløse forbrug. –
De unge har jo lært dette forbrugsmønster af os.
Så lad os ikke spilde tiden med at skyde skylden på hinanden, men derimod allesammen bruge kræfterne på at bakke op om alle de nødvendige tiltag, der nu skal til for at skabe balance.
Det haster.