Måske vil viberne komme igen

Den sidste vibe over Hotel BellaSky på Amager – eller den første vibe på vej tilbage? Foto: Nikolaj Noel Christensen.

De voksne taler om klimaforandringer. De unge taler om katastrofe.

Forstander Bjørn Bredal fra Johan Borups Højskole skriver den 7. juni 2019 i Politiken:

Optimisme: Valgdagen vibrerede i den tidligste morgen til technomusik og tusind unge dansere her på vores højskole i forgårs. Rise and shine, morgenrave, kaffe, borgerbasse og sang.

Mere optimisme: en hel uges politisk morgensang med partierne i Politikens telt foran Christiansborg. Højt humør, og de to største partier har åbenbart vælger- og velfærdsgaver parat i multimilliardklassen. Her går det godt.

Danske viber har ingen medvind, så dette billede må stamme fra udlandet. Foto: Ole Friis Larsen.

Pessimisme? Jo, klimaforandringer. Et rigtigt voksenord. De unge taler ikke om forandringer, de taler om katastrofe. Kloden kvæles, arter uddør. Spørger man unge mennesker i dag, om de regner med at leve længe, blive gamle og dø en naturlig død, svarer rigtig mange: måske.

De er realistiske, de unge. De kan se med egne øjne, at katastrofen allerede er under udvikling, og de anser en egentlig apokalypse, Jordens undergang i en eller anden form, for at være en mulighed.

Det er en meget stærk følelse at rumme i sit sind, apokalypsen. Måske dør jeg en naturlig død. Måske gør jeg ikke, fordi naturen bryder sammen af menneskeskabte årsager.

“Gad vide hvor mange voksne der er klar over, at deres børn går med denne bevidsthed om, at ’syndfloden’ hverken er noget fortidigt eller fremtidigt, men måske noget fatalt og snart forestående?” Foto: Ole V. Wagner.

Der er en kolossal afstand fra denne de unges undergangsbevidsthed til de voksnes forsikringer om, at vi nok finder et teknologisk fix til at løse ’forandringerne’. Bare vi kører i elbiler om tyve år, kan vi sagtens øge svineproduktionen og udbygge lufthavnene til det tredobbelte.

»Er der en voksen til stede«, spurgte Lars Løkke Rasmussen, da han første friede til Mette Frederiksen. Ja, der er nok lovlig mange voksne til stede. Samt en enkelt svensk skolepige, Greta Thunberg, der siger tingene, som de er.

Det gør de voksne helst ikke. De siger ikke tingene, som de er, men de tænker måske ligesom madame de Pompadour: »Efter os syndfloden«.

Gad vide hvor mange voksne der er klar over, at deres børn går med denne bevidsthed om, at ’syndfloden’ hverken er noget fortidigt eller fremtidigt, men måske noget fatalt og snart forestående?

VI VOKSNE HAR ellers gode forudsætninger for at se og forstå forandringerne/katastrofen. Vi har haft en årrække til at følge med. Hvor er insekterne? Hvor er fuglene? Hvor er den sne, som faldt i fjor?

Fire ud af fem viber er forsvundet fra den danske natur i de seneste 30 år. Og årsagen kender vi alt for godt… Foto: John Frikke.

Bestanden af viber, den sikreste forårsbebuder, er mere end halveret siden 1970’erne. Fuglen med den fantastiske sangflugt er noget nær dansk nationalfugl, men jo flere grise, pesticider og gylle, desto færre viber, og det bliver værre. For voksne en forandring, for unge en katastrofe.

Når man synger højskolesang hver morgen, synes man ofte, at man står og synger om et Danmark, et landskab, en natur, som forsvinder for øjnene af os. Hvor marken bølgede nys som guld, med aks og vipper bolde – der ser man nu utrolig meget gul og gul, man ser raps og raps og raps, og man ser marker så store som oceaner. Et industrialiseret landskab uden en lyd i luften, for mange af fuglene er væk.

Vibeunge i gode hænder. Foto: Kathrine Jul Hammer.

MEN SNART FÅR vi en ny Højskolesangbog. Og her kender vi allerede en af de nye sange, Lisbeth Smedegaard Andersens ’For vist vil de komme’. Denne sang vandt forleden højskolernes jubilæumskonkurrence, og da vi for nogle dage siden stod her på skolen og sang den for første gang, var der mere end én, som kneb en tåre.

Den 84-årige digter er en voksen kvinde, som kan rumme de unges katastrofebevidsthed. Hendes sang rummer ikke blot en fædrelandskærlighed, som nationalister heldigvis ikke har patent på, den rummer også en optimisme og vilje til handling, som godt kan indlejres i en realistisk pessimisme:

et land der forbindes på kryds og på tværs

af veje og broer og skinner

der løber langs skove og vandløb og eng

hvor arter dør ud og forsvinder

og stier langs marker hvor nogen kan huske

en maj måneds læhegn af blomstrende buske

for vist skal de blomstre

skal hegnene blomstre i maj

LISBETH Smedegaard Andersen synger »om det, vi er tankeløst nær ved at miste«, men hun tør drømme:

en drøm om et folk der med udsyn og ånd

bevarer en ligevægtssfære

hvor livet kan forme sig værdigt og frit

og mer’ ikke blot kræver mere

– en fremtid der skabes i tæt symbiose

med lærker og viber i engdrag og mose

for vist vil de komme

vil viberne komme igen.

“For vist vil de komme…” Foto: John Frikke.

OG NÅR JEG nu om lidt skyller valgflæsket af mig ved at hoppe i havnens rene vand her midt i København, tror jeg pludselig, at den smukke nye højskolesang rummer en vis realisme: Måske vil de faktisk komme igen, viberne.

For her midt i byen, hvor vi engang var ved at blive kvalt i forurenet luft og vand, ja, her kom det rene vand igen, og luften er frisk nok til at trække vejret i. Det kom ikke af sig selv, det blev gjort af folk med udsyn og ånd.

Bjørn Bredal

Bjørn Bredal er journalist, forfatter og tidligere redaktør på Gyldendal, Weekendavisen og Politiken, hvor han stadig er fast skribent.

Cand.mag. i fransk og musik med videreuddannelse i Paris (politisk videnskab) og Oxford (journalistik). Underviser i journalistik og litteratur.

Comments

comments

En kommentar til Måske vil viberne komme igen

  • Tove Rump skriver:

    Peter Jo. Jeg tænker, det ikke på nogen måde inspirerer til den vigtige kamp for Jordens balance at give sig til at latterliggøre de unges politiske kamp for klimaet, fordi de – endnu – ikke har forstået den negative indvirkning på klimaet og den økologiske balance af deres grænseløse forbrug. –
    De unge har jo lært dette forbrugsmønster af os.
    Så lad os ikke spilde tiden med at skyde skylden på hinanden, men derimod allesammen bruge kræfterne på at bakke op om alle de nødvendige tiltag, der nu skal til for at skabe balance.
    Det haster.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.