Selvom forårstidens og sommerdagenes festforestilling i naturen nu er klinget betydeligt af, er der fortsat myldrende liv. Især hvis du vender blikket nedad mod skovbundens upåagtede livsformer og levesteder, for intet i naturen eksisterer alene. Alt hænger sammen – i en rigernes runddans, drevet af sollyset og med et intrikat netværk af forbindelseslinjer.
Blot en enkelt mør træstub huser oftest livsformer fra alle de tre overordnede grupper af højere organismer: planter, svampe og dyr. Riger, kalder man dem som bekendt, og for de ældste af os, som husker radioprogrammet ”Tyve spørgsmål til professoren”, blev resten, dvs. alt dødt stof, parkeret i rodebunken ”mineralriget”.
Billedet nedenfor er fra skoven syd for Hvalsø og viser en ordinær og upåagtet stub fra et stort træ. Her tårnede en fuldvoksen rødgran sig tidligere op, indtil den blev fældet, sikkert for en halv snes år siden. Et par af dens jævnaldrende artsfæller står fortsat i nærheden og rækker deres mørkegrønne toppe op mod efterårshimlen. Nu er stubben i trøsket forfald, på sin lange vej mod en organisk sluttilstand, som sammen med partikler fra mineralriget vil komme til at danne muld, det frugtbare udgangspunkt for ny plantevækst. Stiller man skarpt, viser stubben sig at kunne levere rigeligt stof til en naturhistorietime eller to og sende tankerne på rejse tilbage til den dybe fortid.
Planteriget først: Stubbens overside er dækket af et tæt lag grønt mos. Nutidens mosser er efterkommere af de første planter, der bevægede sig fra vandet og op på landjorden for 500 mio. år siden. Mosser har hverken rødder eller ledningsstrenge, de lever af sollys, regnvand, luft og lidt næring, og formerer sig ved sporer – de er sporeplanter. På stubben er en grankogle faldet ned fra et af nabotræerne. De er frøplanter, med en mere avanceret formeringsstrategi end sporeplanter. Frøene sidder frit i koglen, uden nogen frugt omkring sig. Gran- og andre nåletræer hører til de nøgenfrøede planter, som fremkom for 310 mio. år siden. På stubben ses også grønne blade fra nogle urter, der har slået rod i den mørnende stub. Det er storkenæb og skovsyre – blomsterplanter, nu afblomstret, hvis frø sidder omsluttet, eller dækket, af frugter. De er efterkommere af de første dækfrøede planter, som opstod for mindst 140 mio. år siden og siden deres sejrsgang på planeten – i gensidigt afhængigt parløb med udviklingen af insekter, andre dyr og svampe. Det fører os til:
Svamperiget: På stubben sidder nogle iøjnefaldende orangegule svampe. Det er de sporefyldte frugtlegemer af den egentlige svamp, som er et vidtstrakt filigran af svampeceller, myceliet, der har invaderet stubben og sammen med myriader af småorganismer er i færd med at nedbryde det hårde træ. Det er svampenes skyld, at såvel sporeplanter som frøplanter kan få fodfæste i det mørnende træ. Svampene har været på scenen i de sidste 1.500 mio. år og entrede landjorden samtidigt med landplanterne og udviklede sig til et væld af arter i samspil med dem – og med dyr:
Dyreriget: Dyrene udvikledes i kølvandet på det iltindhold i atmosfæren, som de allerførste planter gradvist beredte, i starten som encellede organismer for svimlende 3.000 mio. år siden og i en række trin med stigende iltindhold i luften og i vandene for 2.000 mio. år siden og frem. De fleste dyr lever af planter, ilt og vand – nogle af andre dyr, svampe og bakterier. I stubbens vegetation færdes helt sikkert små dyr, bl.a. insekter, som ikke lige kan ses på billedet. Det er nok grunden til, at en butsnudet frø med sin klæbrige tunge holder frokostpause midt i stubbens mos, inden den springer videre. Den er efterkommer af de tidligste landlevende hvirveldyr, padderne, som udviklede sig fra fiskene og kravlede på land for 390 mio. år siden.
Den mørnende stub fortæller naturhistorie og illustrerer grundreglen om, at intet i naturen eksisterer alene. Alt hænger sammen – i en rigernes runddans, drevet af sollyset og med et intrikat netværk af forbindelseslinjer, som vi mennesker i vores dårskab og grådighed så nemt kommer til at bryde og ødelægge.
Man kan læse videre om planternes udvikling i den rigt illustrerede bog: ”Fra bakterier til blomsterflor” af Kaj Sand-Jensen og Jens Christian Schou. Den er udgivet på Gads forlag, 2024.
Igen-igen forjættende ord, Jan. Gå i skoven, mosen og alt derude med øje for samspillene. Kors hvor alting så funkler:)
Det er sådan det er, når skoven bliver drevet naturnært. Der er plads til det hele, men når alt bliver udlagt til “urørt skov”, går det ud over en masse biodiversitet, som får deres levesteder ødelagt på et stort areal.
Joh måske i et enkelt tilfælde Dorthe, men alle de spændende arter Ian Heilmann nævner her var her lang tid før Homo Sabiens trådte ind på scenen og arrangerede “urørt skov”, vores biodiversitet var her allerede lang tid før vi trådte ind på banen og i det store og hele tror jeg nok at de allerfleste biodiversitetsforskere er enige om at vi som art først og fremmest har forringet biodiversiteten
Jeg tilslutter mig Noras betragtninger. Det er meget lidt godt menneskets entré på scenen har udrettet for alle de øvrige skabninger. Derfor kan der jo godt udfolde sig afvekslende liv på en stub, efterladt af motorsaven. Bedre ville det være, om hele træet var segnet som en vindfælde, eller som følge af anden naturlig dynamik. Og var blevet liggende. Men nænsomme driftsformer, såsom f.eks. stævning kan skabe god biodiversitet, det efterligner de lysskakter i skoven, som opstår af naturlige årsager. Græssende kreaturer gør det ud for fordums naturlige store dyr, der rumsterede rundt og lavede frugtbare forstyrrelser.